Hvad siger Bibelen?

Hvad sker der når vi dør?

DET var ikke meningen at Guds jordiske afkom skulle dø. (Romerne 8:20, 21) Da Gud første gang talte med Adam om døden, omtalte han faktisk ikke døden som noget der naturligt ville overgå mennesket, men som straffen for ulydighed mod Gud. (1 Mosebog 2:17) Og eftersom Adam havde set dyrene dø, vidste han godt hvad det ville sige at dø.

Adam syndede, og han betalte prisen for det ved at dø i en alder af 930 år. (1 Mosebog 5:5; Romerne 6:23) Han var blevet bortvist fra Guds familie på grund af ulydighed og blev ikke længere betragtet som en søn af Gud. (5 Mosebog 32:5) Bibelen siger følgende om de sørgelige konsekvenser det fik for menneskeheden: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden  gennem synden, og . . . således trængte [døden] igennem til alle mennesker.“ — Romerne 5:12.

Hvad sker der med vores tanker?

Bibelen siger også: „Der er nemlig et endeligt for menneskesønnerne og et endeligt for dyrene, og det er samme endeligt for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden; og alle har samme ånd, så mennesket har ingen fordel frem for dyrene, for alt er tomhed. Alle går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.“ (Prædikeren 3:19, 20) Hvad vil det sige at vende tilbage til støvet?

Udtrykket „vender tilbage til støvet“ minder om Guds udtalelse til det første menneske: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Det vil sige at menneskene, ligesom dyrene, er fysiske, kødelige skabninger. Vi er ikke ånder der blot har taget bolig i et legeme af kød og blod. Vores evne til at tænke ophører når legemet forgår. Bibelen siger om et menneske der dør: „Han trækker vejret for sidste gang, han vender tilbage til støvet; i den selv samme time ophører alle hans tanker.“ — Salme 146:4, The New English Bible.

Hvis det er det der sker, hvilken tilstand befinder de døde sig da i? Bibelen giver dette klare svar: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Døden er altså ikke en ven der byder os velkommen til et bedre liv, men den omtales i Bibelen som „den sidste fjende“, for den sætter en stopper for alle vores aktiviteter. (1 Korinther 15:26; Prædikeren 9:10) Betyder det at de dødes tilstand er håbløs?

En god nyhed angående døden

For millioner af mennesker gælder det at døden er som en søvn de kan vækkes af igen. Jesus sagde ved en lejlighed til sine disciple angående deres ven som var død: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ På vej hen til mindegraven mødte Jesus en skare af sørgende. Da han ankom til stedet, bad han om at få graven åbnet og råbte med høj røst: „Lazarus, kom ud!“ Og manden som havde været død i fire dage, kom ud. (Johannes 11:11-14, 39, 43, 44) Lazarus’ legeme var allerede begyndt at gå i forrådnelse. Hans opstandelse var derfor et vidnesbyrd om at Gud kan huske alt om de døde — deres personlighed, deres hukommelse og deres udseende. Han kan vække dem til live igen. Ved en anden lejlighed sagde Jesus: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [altså Jesu] røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

Som endnu en god nyhed siger Bibelen: „Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ (1 Korinther 15:26) Aldrig mere vil sørgende mennesker skulle begrave deres kære. „Døden skal ikke være mere,“ lover Bibelen i Åbenbaringen 21:4. Ja, det er en stor trøst at kende Bibelens svar på hvad der sker når vi dør.

HAR DU SPEKULERET OVER:

▪ Er de døde ved bevidsthed? — Prædikeren 9:5.

▪ Er de dødes tilstand håbløs? — Johannes 5:28, 29.

[Tekstcitat på side 29]

„Han trækker vejret for sidste gang, han vender tilbage til støvet; i den selv samme time ophører alle hans tanker.“ — Salme 146:4, „The New English Bible“