Vi betragter verden
Vi betragter verden
▪ Opvarmningen af jordens klimasystem er „ubestridelig“, og årsagen er „højst sandsynligt“ menneskelige aktiviteter. — INTERGOVERNMENTAL PANEL ON CLIMATE CHANGE (IPCC), SCHWEIZ.
▪ I Tyskland er mellem 1,4 og 1,9 millioner mennesker „medicinafhængige“. Problemet er så stort at det ligger på højde med problemet med alkoholafhængighed. — TAGESSCHAU, TYSKLAND.
▪ I Storbritannien er spædbørn under et år den befolkningsgruppe som er i størst fare for at blive myrdet. — THE TIMES, STORBRITANNIEN.
▪ Visse sektioner af grænsen mellem USA og Canada er så tilgroede at grænsevagterne „har svært ved at finde den“. „Hvis man ikke kan finde grænsen, kan man heller ikke sikre den,“ siger Dennis Schornack fra International Boundary Commission. — ASSOCIATED PRESS, USA.
Legemet skabt så det kan helbrede sig selv
„Den menneskelige organisme er i stand til selv at helbrede 60 til 70 procent af sine lidelser,“ siger Gustav Dobos, som er professor og overlæge ved et hospital for kulminearbejdere i Essen, Tyskland. Det menes at kroppen for at kurere sig selv producerer 30 til 40 forskellige slags medicin, deriblandt kortison og stoffer som forhindrer nyresten. Forskerne kender til nogle af de processer der er forbundet med en sådan naturlig helbredelse, men der er meget som de endnu ikke ved. De har dog fundet ud af at „det drejer sig om et kompliceret samspil mellem hormoner, cytokiner og dræberceller,“ siger bladet Vital, og at „følelser og sindsstemninger også spiller en rolle.“ Bladet tilføjer imidlertid at stress og personlige problemer kan føre til at „immunsystemet bliver svækket i månedsvis.“
Fordelingen af verdens goder
„Fyrre procent af jordens rigdom ejes af én procent af verdens voksenbefolkning,“ rapporterer Londonavisen Guardian. „Der er flest meget rige mennesker inden for den finansielle sektor og internetsektoren,“ står der i avisen. En undersøgelse udarbejdet af FN viser at 37 procent af verdens rigeste mennesker bor i USA, 27 procent i Japan og 6 procent i Storbritannien. Den fattigste halvdel af verdens voksenbefolkning ejer knap 1 procent af jordens rigdom. Ifølge Duncan Green, som er forskningsleder for den britiske velgørenhedsorganisation Oxham, „er denne meget ulige fordeling grotesk. . . . Det er umuligt at forsvare at nogle er så rige, når 800 millioner mennesker går sultne i seng hver aften.“
Skæv kønsfordeling i Kina
I 2005 var kønsfordelingen af nyfødte børn i Kina 118 drenge for hver 100 piger. I visse dele af landet „er tallet nået op på 130 drenge for hver 100 piger,“ rapporterer avisen China Daily. Den skæve fordeling skyldes selektive aborter efter kønsbestemmelse af fostre. Myndighederne anerkender at fænomenet har at gøre med Kinas familieplanlægningspolitik, som begrænser de fleste par i byerne til kun at få ét barn. „I 2020 vil der være omkring 30 millioner flere mænd end kvinder i den giftefærdige alder,“ siger avisen, og denne ubalance vil „have en indvirkning på stabiliteten i samfundet“.