En ganske særlig bog
„Bibelen er den mest udbredte bog i historien.“ — The World Book Encyclopedia.
FOR godt 550 år siden begyndte den tyske opfinder Johann Gutenberg at trykke med løse typer. Den første betydningsfulde bog der forlod hans trykpresse, var en bibeludgave. * Siden da er der blevet trykt milliarder af bøger om ethvert tænkeligt emne. Bibelen skiller sig dog ud fra dem alle.
Man anslår at der er blevet trykt mere end 4,7 milliarder bibler (hele Bibelen eller dele af den). Det er mere end fem gange så mange som den næstmest udbredte publikation i historien, Citater Fra Formand Mao.
Ifølge en nyere undersøgelse blev der på blot et år udbredt mere end 50 millioner eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den. „Bibelen er årets bestseller hvert eneste år,“ oplyser en artikel i tidsskriftet The New Yorker.
Hele Bibelen eller dele af den er blevet oversat til mere end 2400 sprog. I det mindste er nogle dele af den tilgængelige på sprog der tales af over 90 procent af menneskeheden.
Omkring halvdelen af bibelskribenterne havde fuldført deres bøger inden Konfucius, den kendte kinesiske vismand, og Siddhartha Gautama, buddhismens grundlægger, kom til verden.
Bibelen har været en stærk inspirationskilde for mange forskellige kunstnere. Den har blandt andet givet inspiration til nogle af de mest berømte malerier, musikstykker og litterære værker i verden.
Regeringer har nedlagt forbud mod at eje Bibelen, religiøse modstandere har brændt den, og kritikere har angrebet den — og dog findes den stadig i dag. Ingen anden bog i historien har været udsat for større modstand og overlevet.
Synes du ikke at disse kendsgerninger er tankevækkende? Nu beviser imponerende detaljer og statistik jo ikke at Bibelen er pålidelig. I det følgende vil vi derfor se på fem grunde til at millioner er overbevist om at Bibelen virkelig er til at stole på.
^ par. 3 Gutenbergbibelen, også kaldet den 42-linjede bibeludgave, var en latinsk oversættelse og blev færdiggjort omkring 1455.