Bajkal — verdens dybeste sø
Bajkal — verdens dybeste sø
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I RUSLAND
I DET fjerntliggende område der i dag er det sydlige Sibirien, har mongolske stammer op gennem tiden betragtet denne sø med ærefrygt. En del søer har en større overflade, men denne sø er den dybeste ferskvandssø i verden, og den indeholder langt mere ferskvand end nogen anden sø. Et af søens navne, Bajkal, menes at betyde „righoldig sø“ eller „hav“. Fordi søen er „så stor og omskiftelig“, kan man til tider høre sømænd langs dens bredder sige at de „tager ud på havet“.
Tanken om Bajkalsøen rører ved noget dybt i russernes hjerte. En forsker fra Moskva har kaldt den „et smukt musikstykke som alle lærte da de var børn“. Ja, den er et musikstykke med mange ’noder’ — betagende søbredder, fantastisk klart vand og et ’potpourri’ af usædvanlige skabninger der ikke findes noget andet sted i verden.
Set fra rummet ligner Bajkalsøen — som er 636 kilometer lang og 80 kilometer på det bredeste sted — et blåt øje som er halvt lukket. Søen rummer en femtedel af al jordens ferskvand, hvilket er mere vand end der tilsammen er i De Store Søer i Nordamerika! Bajkalsøen er over 1600 meter dyb, og hvis den pludselig tørrede ud, ville det, med alt vandet fra alle jordens floder, tage et år at fylde den op igen!
Kontinentsammenstød
Geologer har en teori om at et subkontinent i jordens fjerne fortid bevægede sig mod nord og kolliderede med Asien. Sammenstødet bevirkede at store stykker grundfjeld blev foldet som var det aluminiumsfolie, og jordens overflade blev presset op og dannede Himalayabjergkæden. Nogle mener at sammenstødet mellem de to kontinenter skabte flere dybe riftdale i Sibirien. En af disse kaldes Bajkalriften. Som følge af erosion fra de omkringliggende bjerge blev denne rift efterhånden fyldt med aflejringer i en tykkelse af syv kilometer inden den blev fyldt til kanten med vand. Resultatet var Bajkalsøen. I dag strømmer over 300 floder og vandløb ind i denne sø, men kun én flod, Angara, har sit udløb derfra.
I modsætning til de fleste af jordens gamle søer er Bajkalsøen hverken forsumpet eller blevet fyldt med sedimenter. Forskere mener at det skyldes at de aktive lithosfæreplader under søen stadig bevæger sig væk fra hinanden og udvider riften. I stedet for at søen med tiden bliver fyldt med aflejringer, bliver den altså dybere og dybere for hvert år der går! De aktive lithosfæreplader får desuden søjler af varmt vand til at skyde op fra søens bund.
Et kig ned i Bajkalsøen
Nogle finder det nervepirrende at sejle tværs over Bajkalsøen i båd, for man kan se helt ned til 50 meters dybde gennem det krystalklare vand, som var det luft! Et samfund af bittesmå krebsdyr kaldt epischura baikalensis fungerer som et filter der renser vandet for de mange alger og bakterier der ellers gør mange søer grumsede. Søen indeholder også flere krebsearter som bidrager til at holde søen ren ved at spise organisk affald, der ellers ville forrådne. Vandet er så rent, at da man for cirka tyve år siden tog en vandprøve med ind i et laboratorium for at undersøge det, oplevede man at vandet blev forurenet af glasbeholderen der blev brugt i undersøgelsen!
Ud over at vandet i Bajkalsøen er krystalklart, indeholder det også usædvanlig meget ilt. I nogle af verdens dybeste søer er der ingen ilt ved en vis dybde, og det tvinger de fleste livsformer i disse søer til at opholde sig på relativt lavt vand. Men i Bajkalsøen fører lodrette og vandrette strømninger ilt helt ned til de dybeste områder af søen og forårsager at vandet bliver grundigt blandet. Hele søen vrimler derfor med liv.
Der er også en hel undervandsskov i det kolde, rene vand. Grønne svampe der forgrener sig som koraller, giver dække til en mængde små vanddyr, og mange varmeelskende organismer samler sig omkring søens hydrotermiske væld. Af de mere end 2000 arter der lever i søen, findes 1500 udelukkende omkring disse væld.
Bajkalsøen er berømt for en fisk der kaldes omulen, en velsmagende arktisk laksefisk, som fiskerne sætter stor pris på. Visse af søens andre dyr er usædvanlige eller endog bizarre. En art fladorm bliver for eksempel over 30 centimeter lang og spiser fisk. Og der lever endda encellede organismer mellem sandskornene! En anden bemærkelsesværdig fisk i søen er golomjankaen. Den findes kun i Bajkalsøen og er måske den mest underlige af de fisk der lever her.
Den lille bitte golomjanka er gennemsigtig og glinser i alle regnbuens farver. Den lever tæt ved søbunden og føder levende unger. En tredjedel af dens krop består af fedt som er rigt på A-vitamin. Den kan klare det kraftige tryk der findes på 200 til 450 meters dybde; men når den udsættes for sollys, smelter dens krop, og tilbage bliver kun ben og fedt. Golomjankaen er en favoritspise for Bajkalsøens vel nok mest berømte beboer — bajkalsælen — den eneste sæl der udelukkende lever i ferskvand.
De skiftende årstider
Bajkalsøen er dækket af is omkring fem måneder af året. Ved slutningen af januar kan isen være over en meter tyk. På isen ses mønstre der ligner mosaikker der glinser i solen som vinduesglas. Man kan forledes til at tro at isen er meget tynd, for den er så gennemsigtig at når man går på den, kan man se de sten der ligger på bunden af søen. I virkeligheden er isen som regel utrolig stærk. Den russiske hær anlagde en vinter for omkring hundrede år siden, under den Russisk-japanske Krig, en jernbanelinje tværs over isen og kørte med held 65 lokomotiver over til den anden side!
Fra sidst i april til juni revner isen med tordnende, øresønderrivende knald. De mange lyde der kommer fra søen, skaber årstidens „ismusik“, der er velkendt for lokalbefolkningen. Zoologen Gerald Durrell skrev engang at isen „klinger som små bækkener [og] spinder som en kurvfuld katte“. Så snart vejret bliver varmere, fejer vinden og bølgerne den glitrende is sammen i bunker og slynger den op på land.
Når vandet i søen begynder at komme til syne, vender fuglene tilbage. Nogle af fuglene ved Bajkalsøen, for eksempel den europæiske vandstær, opholder sig hele vinteren ved Angaraflodens udspring, den eneste del af søen som aldrig fryser til. Senere får den selskab af andre vandfugle — som ænder, gæs, sangsvaner og fiskehejrer.
Hvis man besøger søen i juni måned, kan man være heldig at se bjørnefamilier lunte ned til vandkanten for at spise de vårfluelarver der i store mængder udklækkes på stenene. Bjørnene slikker fornøjet insekterne op med deres tunge, uanfægtede af den livlige summen omkring dem. Mange dyr og fugle drager på denne tid til søbredderne for at tage del i det store ædegilde.
Tidligt på foråret og sommeren er der en kort opblomstring af alger der giver føde til små krebsdyr, og som giver vandet et grønt skær. Som regel virker det dog turkisfarvet når man ser det fra bredden; og længere ude, hvor der er dybt, har det en mørkeblå farve som havet.
Langs bredden finder man både sandklitter og majestætiske klipper. Fra mange smukke bugter og forbjerge er der en betagende udsigt over det som en forfatter har kaldt „et blidt og perlemorsagtigt landskab med tilsyneladende vekslende afstande“ — et altid omskifteligt sceneri skabt af himmel og vand.
Senere på året bliver søen ofte stormfuld. Om efteråret kan vindene ramme søen med orkanagtig styrke og lynhurtigt oppiske den rolige overflade til voldsomme bølger på 4 til 6 meters højde. Også på andre tider af året har der været så stærke vinde at de endda har sænket store passagerskibe og fiskerbåde.
Et varieret landskab
Der kan være barskt i Sibirien, og man kunne tro at Bajkalsøen lå som en kold, ensom kæmpe. Men i virkeligheden er der masser af vilde dyr i området omkring søen, og landskabet er meget varieret. I de fire majestætiske bjergkæder der omkranser søen, lever, foruden rensdyr, også den truede sibiriske bjergged.
Længere nede er der græsstepper. Nogle af disse kan passende kaldes for Sibiriens blomsterbede på grund af den enorme variation af vilde blomster som vokser her. Blandt de sjældne fuglearter på stepperne er den elegante jomfrutrane og stortrappen, den største fugl i Asien.
Taigaen, den tætte nåleskov som omkranser Bajkal, er af stor betydning for søen. Denne skov er dobbelt så stor som Amazonregnskoven i Brasilien, og ligesom regnskoven spiller taigaen en vigtig rolle i opretholdelsen af jordens økologi og klima. I skoven lever der mange fuglearter, blandt andet tjuren, en slags rype med en imponerende parringsleg og en særlig kaldelyd. Den smukke sibiriske krikand, som ses på side 17, er også en hyppig gæst ved søen.
Et af områdets mest bemærkelsesværdige pattedyr er den velkendte zobel, som hører til mårfamilien. På grund af sin skinnende pels blev den jaget så meget at bestanden gik stærkt tilbage, men takket være naturfredningsfolk er dens antal nu stigende. I forsøg på at redde dette smukke dyr oprettede man i 1916 Barguzin Naturpark ved Bajkalsøen. I dag er der tre naturparker som grænser op til Bajkalsøen, samt tre nationalparker der er åbne for offentligheden.
Et sted at grunde over skaberværkets dybder
Bajkalsøen er opført på UNESCO’s verdensarvliste, og den er et populært rejsemål. Hvert år kommer 300.000 besøgende fra hele verden hertil. „Bajkal er i dag et paradis for naturforskere og et idyllisk feriested,“ fortæller et websted der henvender sig til turister. „Med gode strande, skønne vandresteder, masser af fugle og fritidssejlads kan Bajkalområdet meget vel gå hen og blive et af Asiens mest attraktive feriesteder.“
Bajkalsøen er et godt sted at grunde over Guds storslåede visdom og pragtfulde skaberværk. Hvem andre end Gud kunne skabe alle de specielle naturlige processer der opretholder livet for de mange livsformer i denne vidunderlige sø? Når man står ved Bajkalsøens bred, kommer man måske til at tænke på de ord der står at læse i Romerbrevet, kapitel 11, vers 33: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!“
[Ramme/illustration på side 16, 17]
DEN ENESTE SÆL SOM UDELUKKENDE LEVER I FERSKVAND
Bajkalsøen er levested for titusinder af bajkalsæler som året rundt nærer sig ved de fisk der lever på dybt vand. Ingen ved med sikkerhed hvordan disse sæler er endt midt i Sibirien og ingen andre steder i verden. Bajkalsælens nærmeste slægtning lever omkring 3000 kilometer derfra.
Bajkalsælen har et fladt ansigt med store, ret tætsiddende, øjne. Den er verdens mindste sæl og kan blive 1,4 meter lang. Man kan ofte se grupper af godmodige bajkalsæler sidde på store sten og slikke solskin. De hverken bider eller skubber, noget der ellers er karakteristisk for de fleste sæler. Ja, de blide bajkalsæler er muligvis de mest venligsindede sæler på jorden.
En biolog som er ekspert i sæler, forklarer at bajkalsælen „endda er blidere end den rolige ringsæl, og at den uden at bide lader sig fange i net til videnskabelige undersøgelser.“ Et opslagsværk fortæller om dybvandsdykkere der svømmede helt hen til nogle bajkalsæler som sov i vandet. Ifølge dykkerne vågnede sælerne ikke op selvom man rørte ved dem eller vendte dem rundt.
[Kildeangivelse]
Dr. Konstantin Mikhailov/Naturfoto-Online
[Ramme/illustration på side 18]
DE LANDSFORVISTE
Fordi Jehovas Vidner ikke ville gå på kompromis med deres tro, blev mange af dem i årene fra 1951 til 1965 landsforvist til Bajkalområdet. Praskovja Volosjanko blev i 1951 sendt til Olkhon, den største ø i Bajkalsøen. Sammen med andre landsforviste Jehovas Vidner overlevede hun ved at fange fisk med net. Hun fik imidlertid også lejlighed til at deltage i en anden form for fiskeri, idet hun brugte sin bibel og forkyndte den gode nyhed om Guds rige for mange af indbyggerne på Olkhon.
I 1953 blev Praskovja og seks andre Jehovas Vidner arresteret på grund af deres forkyndelse, og Praskovja blev idømt 25 års fængsel. Efter sin løsladelse tjente hun trofast sammen med en menighed i Usolje Sibirskoje i Irkutskområdet lige til sin død i 2005. I dag er der omkring 30 menigheder af Jehovas Vidner i Bajkalområdet og den nærliggende by Irkutsk.
[Kort på side 15]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
RUSLAND
Bajkalsøen
[Illustration på side 16, 17]
Bajkalsøen og de Sajanske Bjerge
[Kildeangivelse]
© Eric Baccega/age fotostock
[Illustration på side 17]
Sibirisk krikand
[Kildeangivelse]
Dr. Erhard Nerger/Naturfoto-Online
[Kildeangivelse på side 15]
Dr. Konstantin Mikhailov/Naturfoto-Online
[Kildeangivelser på side 18]
© Eric Baccega/age fotostock; Boyd Norton/Evergreen Photo Alliance
