Noget der er bedre end „perfekte bølger“

FORTALT AF KARL HEINZ SCHWOERER

Jeg er født i 1952 i Pittsburgh, Pennsylvania, USA, men voksede op i New Smyrna Beach i Florida. Som ung var jeg meget begejstret for at surfe. Ja, surfing blev faktisk det der betød mest for mig.

I 1970 begyndte jeg på Embry-Riddle universitetet i Daytona Beach, Florida, hvor jeg kunne uddanne mig til pilot. Jeg blev imidlertid mere og mere skuffet over regeringen, som i mine øjne dengang førte en uretfærdig krig i Vietnam. Som mange andre unge på den tid følte jeg mig frastødt af hele systemet og forlod derfor universitetet og begyndte at leve som hippie. Jeg lod mit hår blive langt og tog stoffer.

På det tidspunkt mødte jeg Susan, en spændende pige som var virkelig dygtig til at male og fotografere. Jeg regnede ud at hvis vi levede forholdsvis enkelt, kunne jeg nøjes med at arbejde i seks til otte måneder på byggepladser i Florida, og resten af året kunne vi så campere på strandene langs Stillehavskysten i Mexico og Centralamerika.

Følte et åndeligt behov

Det var utrolig skønt at leve så ubekymret og sorgløst på de smukke tropiske strande — Sue optaget af at male og fotografere og jeg af at surfe. Men efter et par år følte vi det ikke længere tilfredsstillende. Der manglede ligesom noget. Da vi i sommeren 1975 boede på Stillehavskysten ved Costa Rica, begyndte jeg at interessere mig for åndelige emner. Jeg læste bøger om Østens religioner og filosofier, som var meget populære på den tid.

Da de bøger jeg læste, i mange tilfælde citerede Bibelen som bevis for lærens sandfærdighed, kom jeg til den slutning at Bibelen måtte være grundlaget for sandheden. Jeg erhvervede mig en ældre udgave af King James-oversættelsen i bytte for nogle bevidsthedsudvidende svampe. Hver eftermiddag, efter at have surfet hele formiddagen, satte jeg mig til at læse i Bibelen. Trods min store begejstring for Bibelen, var det begrænset hvor meget af den jeg forstod.

„Har du nogle bibelske spørgsmål?“

I august 1975, på vej fra Costa Rica til USA, stoppede Sue og jeg ved et apotek i El Salvador for at købe noget medicin. Da vi havde problemer med sproget, tilbød en kunde ved navn Jenny at hjælpe os. Hun var en ung, amerikansk pige på 16 år som talte flydende spansk. Hun fortalte at hun og hendes forældre var Jehovas Vidner, og at de var flyttet til El Salvador for at undervise folk i Bibelen.

Henvendt til mig, spurgte Jenny: „Har du nogle bibelske spørgsmål?“

„Ja, det har jeg,“ svarede jeg. Til trods for vores hippieagtige udseende inviterede Jenny  os straks med hjem så vi kunne møde hendes forældre, Joe og Nancy Trembley. Vi tog imod hendes tilbud. Hele eftermiddagen stillede vi dem bibelske spørgsmål, og vi var meget duperede over hvordan Joe og Nancy besvarede dem. De sagde hele tiden: „Slå op på det og det skriftsted i Bibelen og læs det.“

Da det efterhånden var blevet sent på aftenen, spurgte de om vi ville overnatte hos dem. Sue og jeg fik dog ikke lov til at sove i samme værelse, eftersom vi ikke var gift. Sue og Jenny fik kun lidt søvn den nat, fordi de talte om så mange bibelske emner — lige fra Adam til Harmagedon.

Den grønne bibel

Inden vi tog af sted næste dag, gav Joe og Nancy os mange numre af bladene Vagttårnet og Vågn op!, nogle bøger og en bibel. Den bibel vi fik, var Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter som dengang havde grønt, stift bind. Joe viste os også deres rigssal, som var en enkel og beskeden bygning hvor Jehovas Vidner mødtes for at studere Bibelen. ’Sikken en kontrast til kristenhedens prangende kirkebygninger hvor man ikke lærer meget om Bibelen,’ tænkte jeg.

Da vi senere på dagen stoppede ved en af kontrolposterne på grænsen til Guatemala, skabte den grønne bibel nogen forvirring blandt tolderne. De undrede sig, for de genkendte den som en der almindeligvis blev brugt af Jehovas Vidner. Men vi lignede afgjort ikke Vidnerne. Trods vores udseende lod tolderne os køre efter nogle få minutter. Det forbavsede os, for de plejede at undersøge vores bil og ejendele for stoffer og smuglervarer. Vi begyndte derfor at betragte den grønne bibel som en amulet, en slags lykkebringer.

Det vi læste i Bibelen og de bibelske publikationer, overbeviste os om at vi havde fundet sandheden om Gud. Da vi kørte gennem Mexico, så jeg frem til to uger hvor jeg bare skulle surfe i Puerto Escondido — mit yndlingssted. Når jeg havde nydt de „perfekte bølger“, ville jeg vende tilbage til Florida og begynde at tjene Jehova.

De næste to uger surfede jeg hver eneste formiddag. Om eftermiddagen sad jeg på stranden og læste i Bibelen og de bøger jeg havde fået. Den grønne bibel fangede en lille otteårig piges opmærksomhed, og hun insisterede på at vi om aftenen skulle tage med hende et sted hen. Hvor det var, kunne vi ikke finde ud af, men vi forstod at det havde noget at gøre med den grønne bibel. Vi afslog, men hun blev ved med at nøde os. Efter nogle dage sagde vi til sidst ja til at gå med. Hun tog os med hen i Jehovas Vidners rigssal, en lille bygning af bambusrør og med stråtækt tag. Vi blev mødt med håndtryk og knus af alle som om vi var gamle venner.

Vi lagde især mærke til den respektfulde opførsel alle de tilstedeværende havde. Nogle  af børnene stirrede uafbrudt på os, sikkert fordi de aldrig før havde set nogle med så langt, lyst hår. Deres forældre måtte flere gange minde dem om at koncentrere sig om det der blev sagt. Ikke desto mindre var det et barn Jehova havde brugt i forbindelse med at få os til vores første møde.

Besluttede på at tjene Jehova

Efter i to uger at have surfet på perfekte bølger solgte jeg mine surfbrætter, og vi kørte direkte til Florida. Der begyndte vi at studere Bibelen med Jehovas Vidner og at overvære alle menighedens møder. Da vi var besluttede på at tjene Jehova, holdt vi op med at bo sammen og at dyrke nært fællesskab med vores tidligere venner. Jeg ragede mit fuldskæg af og blev klippet, og Sue købte nogle få kjoler. Fire måneder senere blev vi gift, og i april 1976 blev vi døbt som symbol på at vi have viet os til at tjene Gud.

Nu havde vores liv fået mening. Vi ville gerne vise Jehova vores taknemmelighed for alle de velsignelser vi havde fået, og var derfor opsat på at tage til et spansktalende land for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Men de kristne ældste i vores menighed sagde til os: „Tag ikke af sted endnu. I skal først opbygge jer selv åndeligt for at have noget at give af dér.“ Vi tog imod deres råd, og derefter var det vores mål at blive pionerer, som Jehovas Vidner kalder heltidsforkyndere.

Sue begyndte som pioner i januar 1978. Jeg ville også gerne være pioner, men jeg havde stadig en stor studiegæld. Jeg fandt på en enkel løsning. Jeg ville meddele at jeg ikke var betalingsdygtig og således gøre mig fri til at blive pioner.

De ældste advarede mig igen klogt mod en sådan plan, idet de forklarede at det ikke ville være i overensstemmelse med Bibelens principper, som kræver at vi skal bære os „ærligt ad i alle ting“. (Hebræerne 13:18) Så jeg blev ved med at arbejde for at betale min gæld. I september 1979 gik min drøm om at slutte mig til Sue i pionertjenesten endelig i opfyldelse. Fra da af kunne vi klare os ved at jeg arbejdede et par dage om ugen og ved at leve et enkelt liv.

Tjeneste på Betel i Brooklyn

I april 1980, efter mindre end et år i pionertjenesten, fik vi os en stor overraskelse. Tidligere havde vi som svar på et opråb efter byggearbejdere, ansøgt om at tjene på Betel, Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Nu fik vi så at vide at vi skulle komme om en måned. Det var med blandede følelser vi modtog invitationen, for vi var meget glade for at være pionerer. Eftersom vi ikke var sikre på hvad vi skulle gøre, talte vi sagen igennem med to ældste som hjalp os til at se det store privilegium vi fik tilbudt. De gav os det råd at vi kunne prøve at tjene på Betel i et år. Vi solgte derfor alt hvad vi havde, og begav os til Brooklyn.

Efter to år med byggearbejde blev jeg tilbudt at arbejde på Planlægningskontoret for Byggerier, og her fik jeg oplæring i bygningskonstruktion. Sue arbejdede på bogbinderiet i et år og kom så i den grafiske afdeling. Hvert år på vores bryllupsdag så vi tilbage på det år der var gået; vi vurderede vores omstændigheder og ønsker og bestemte os for at blive på Betel.

I årenes løb fik vi nogle meget gode venner. Da Betel desuden gav os mulighed for at tjene Jehova og vores store verdensomspændende brodersamfund på en meget meningsfyldt måde, var vi fortsat besluttede på at blive. I 1989 begyndte vi at lære spansk og fik derved mulighed for at tilhøre en spansktalende menighed i Brooklyn. Vi nød nu to store forrettigheder — at tjene på Betel og i en fremmedsproget menighed.

Ved en lejlighed hvor Jenny, som er nævnt tidligere, kom og besøgte os på Betel i Brooklyn, fandt vi det interessant at høre hendes side af historien om den dag vi mødtes i El Salvador. Hun havde været ude og lede et bibelstudium  og begyndte at føle sig dårlig. På vej hjem ville hun købe noget medicin. Af en eller anden grund tog hun ikke hen til det apotek hvor hun før havde handlet, men til et andet hvor hun mødte os.

Tjeneste i andre lande

En dag i 1999 sagde min tilsynsmand på Betel meget overraskende til mig: „Er du villig til at tage til afdelingskontoret i Australien og arbejde på Det Regionale Byggekontor i tre måneder?“

„Ja,“ svarede jeg uden tøven. Snart var vi på vej til Australien hvor vi tjente i tre år. Det var en fornøjelse at hjælpe til med at tegne faciliteter til afdelingskontorer i adskillige lande i Østen og i Stillehavet. Da vi vendte tilbage til Brooklyn i 2003, ventede der os en yderligere overraskelse. Vi fik endnu en opgave i et fremmed land — vi skulle arbejde på Det Regionale Kontor for Rigssalsbyggerier på afdelingskontoret i Brasilien, et stykke fra storbyen São Paulo.

Det er her vi stadig er. Kontoret tager sig af rigssalsbyggerier i de fleste lande i Sydamerika. Det hører med til min opgave at rejse rundt og hjælpe til ved sådanne byggerier og at opmuntre arbejderne ved alle disse projekter — og Sue rejser med rundt.

Vi sætter stadig Riget først

Det skal indrømmes: jeg elsker stadig at surfe; men jeg har fundet noget der er bedre end „perfekte bølger“. Så jeg holder surfing på dens rette plads, som en form for adspredelse. Med Sues kærlige støtte koncentrerer jeg mig om noget langt vigtigere, at tjene vores kærlige Gud, Jehova.

Det mest betydningsfulde for os nu er at bruge vores liv og færdigheder til at fremme Rigets interesser og at støtte den sande tilbedelse af Jehova Gud. Vi har lært at det vigtigste ikke er hvor vi tjener Jehova, men at vi tjener ham med hele vores sjæl, uanset hvor vi er. — Kolossenserne 3:23.

[Tekstcitat på side 25]

„Jeg elsker stadig at surfe, men jeg har fundet noget der er bedre end ’perfekte bølger’“

[Illustration på side 22, 23]

Et billede hvor jeg surfer, brugt i forbindelse med en surferfestival

[Illustration på side 23]

Da jeg var 13 år

[Illustration på side 23]

Jeg fandt livet som hippie utilfredsstillende

[Illustrationer på side 25]

Øverst: Mit arbejde med rigssalsbyggerier

Til højre: Med Sue i dag