Er der noget forkert ved at spille computerspil?
Unge spørger
Er der noget forkert ved at spille computerspil?
COMPUTERSPIL er ikke bare højteknologisk underholdning. De kan udfordre ens evner og være et sjovt tidsfordriv. Men de kan mere end det. Computerspil kan skærpe ens reflekser, og undersøgelser viser at de også kan være med til at forbedre ens visuelle opmærksomhed. Nogle af spillene kan måske endda gøre dig bedre til matematik eller til at læse. Desuden bliver det sidste nye computerspil uden tvivl drøftet indgående i frikvartererne. Hvis du har prøvet spillet, har du noget at snakke med dine klassekammerater om.
Det er selvfølgelig dine forældre der bestemmer om du må spille computerspil eller ej. (Kolossenserne 3:20) Hvis de giver dig lov, skulle det kunne lade sig gøre at finde et spil der er spændende uden at det er moralsk nedbrydende. Men hvorfor er der god grund til at være forsigtig?
Ikke ufarligt!
Sekstenårige Brian siger: „Det er sjovt at spille computerspil, og så er det meget populært.“ Men som du sikkert ved, er ikke alle spil harmløse. Brian indrømmer: „Man kan gøre ting man aldrig ville gøre i virkeligheden — i hvert fald ikke uden
at komme i alvorlige problemer.“ Hvad tilskyndes man til i disse spil?Mange spil fremmer åbenlyst umoralitet, vold og dårligt sprog — alt sammen noget der fordømmes i Bibelen. (Salme 11:5; Galaterne 5:19-21; Kolossenserne 3:8) Nogle spil forherliger okkultisme. Adrian på 18 fortæller at man i et af de populære spil kan opleve „bandekrige, stofmisbrug, sexscener, dårligt sprog, vold, blod og nedslagtning“. Og hvert nyt spil får de tidligere spil til at virke kedelige. James på 19 siger at det mest populære af disse spil kan spilles på internettet. Det har åbnet helt nye muligheder indenfor computerspillene. James siger: „Fra din egen computer kan du spille med folk som bor på den anden side af jorden.“
Rollespil er blevet utroligt populære. Her kan man sammensætte en figur — det kan være et menneske, et dyr eller en blanding af begge — som kan bevæge sig rundt i en computerskabt verden sammen med tusindvis af andre spillere. I disse virtuelle verdener er der butikker, biler, huse, natklubber, bordeller — ja, det er en kopi af den virkelige verden. Spillerne kan tale sammen ved at skrive tekstbeskeder til hinanden mens deres computerskabte figurer, kaldet avatarer, bevæger sig omkring i en virtuel verden.
Hvad foregår der i disse virtuelle verdener? „Almindelige mennesker gør ting de ellers aldrig ville eller kunne gøre i den virkelige verden,“ siger en journalist. Han fortsætter: „Sex er almindeligt, og det samme er prostitution.“ Med et par tryk på musen kan spillerne få deres avatarer til at dyrke sex mens de to personer ’bag’ avatarerne taler om sex ved hjælp af tekstbeskeder. Disse verdener er desuden „fulde af virtuelle forbrydelser, mafia-folk, alfonser, pengeafpressere, bedragere og snigmordere,“ skriver bladet New Scientist. Et andet blad skriver at „kritikere har udtrykt bekymring over aktiviteter som ville være ulovlige i den virkelige verden, for eksempel voldtægt mod prostituerede på bordeller eller sex med avatarer der ligner børn“.
Det er ikke lige meget hvad du vælger
De der underholder sig med spil som skildrer vold og sex, siger måske: „Det er helt harmløst. Det er ikke virkeligt. Det er bare et spil.“ Men lad dig ikke narre af sådanne forkerte argumenter.
Bibelen siger: „Selv en dreng kendes på sine handlinger, om det han gør er rent og retskaffent.“ (Ordsprogene 20:11) Hvis du ofte spiller voldelige eller umoralske computerspil, kan du så siges at have en ren og retskaffen tankegang? Adskillige undersøgelser viser at voldelig underholdning gør folk mere aggressive. For nylig stod der i New Scientist: „Computerspil øver en større påvirkning end fjernsynet fordi man deltager aktivt i dem.“
At spille voldelige eller umoralske spil er som at lege med radioaktivt affald — de skadelige virkninger ses måske ikke med det samme, men de er uundgåelige. Hvordan? Hvis man udsættes for store mængder radioaktivitet, kan det ødelægge mavesækkens slimhinde, og bakterier kan derved trænge ind i blodbanen og medføre sygdom. På lignende måde kan påvirkning af sexscener og rå vold ødelægge din ’moralske sans’ med det resultat at din tankegang og dine handlinger bliver præget af kødelige ønsker. — Efeserne 4:19; Galaterne 6:7, 8.
Hvilke spil skal jeg vælge?
Hvis du må spille computerspil for dine forældre, hvordan kan du så finde ud af hvad
for nogle du skal vælge, og hvor meget tid du skal bruge på dem? Stil dig selv følgende spørgsmål:▪ Vil mit valg skuffe Jehova? De spil du vælger, kan have betydning for hvordan Gud betragter dig. „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl,“ står der i Salme 11:5. Om dem der beskæftiger sig med det okkulte, siger Guds ord: „Enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ (5 Mosebog 18:10-12) Hvis vi vil være venner med Gud, må vi følge rådet i Salme 97:10: „I som elsker Jehova, had det onde.“
▪ Hvordan vil spillet påvirke mig? Spørg dig selv: „Vil spillet gøre det lettere eller sværere for mig at ’flygte fra utugt’?“ (1 Korinther 6:18) Spil hvor der forekommer seksuelt stimulerende billeder eller samtaler, vil ikke hjælpe dig til at have det i tanke der er retfærdigt, rent og dydigt. (Filipperne 4:8) Amy på 22 siger: „Mange spil gør én ufølsom over for ting som vold, dårligt sprog og umoralitet og kan få en til at sænke paraderne på andre områder i livet. Man er nødt til at være omhyggelig med hvilke spil man vælger.“
▪ Hvor meget tid vil jeg bruge på at spille? Deborah, som er 18 år gammel, siger: „Jeg mener ikke at alle computerspil er skadelige. Men de kan sluge en masse af ens tid, og man kan næsten blive helt afhængig.“ Selv de mest uskyldige computerspil kan sluge meget tid. Så skriv ned hvor meget tid du bruger på at spille computer, og sammenlign det så med den tid du bruger på andre og mere vigtige ting. Det vil hjælpe dig til at prioritere rigtigt. — Efeserne 5:15, 16.
Der står ikke nogen steder i Bibelen at man skal bruge hele sit liv på at studere og arbejde. Den minder os om at der er „en tid til at le . . . og en tid til at danse omkring“. (Prædikeren 3:4) Det er dog værd at lægge mærke til at udtrykket „danse omkring“ ikke bare hentyder til leg, men også til fysisk aktivitet. Så hvorfor ikke bruge noget af din fritid på fysiske aktiviteter, i stedet for kun at sidde foran computeren?
Vælg med omtanke
Der er ingen tvivl om at det kan være sjovt at spille computerspil, især hvis man bliver god til det. Og det er netop grunden til at du skal vælge dine spil med omtanke. Spørg dig selv: ’Hvilke fag er jeg bedst til i skolen?’ Er det ikke for det meste dem du synes er sjovest? Det viser sig faktisk ofte at jo bedre du kan lide et fag, jo større indtryk gør det på dig. Spørg så dig selv: ’Hvilket computerspil kan jeg bedst lide at spille? Hvad lærer dette spil mig rent moralsk?’
For at give dig nogle retningslinjer at gå efter kunne du prøve at lave en kort beskrivelse af det spil du kunne tænke dig. Beskriv hvad spillet går ud på, og hvad man skal gøre. Sammenlign din beskrivelse med de bibelske principper der er nævnt i denne artikel, og vurder så om spillet er passende.
I stedet for at spille et bestemt spil bare fordi dine jævnaldrende gør det, så vis at du har styrken til at træffe dine egne informerede valg. Og vigtigst af alt, følg det bibelske råd: „Bliv ved med at forvisse [dig] om hvad der er velbehageligt for Herren.“ — Efeserne 5:10.
NOGET AT TÆNKE OVER
▪ Hvad ville du sige hvis en af dine venner spurgte om du ville spille et voldeligt eller umoralsk computerspil sammen med ham eller hende?
▪ Hvordan kan du sikre dig at spillene ikke tager tid fra andre og vigtigere gøremål?
[Tekstcitat på side 19]
At spille voldelige eller umoralske spil er som at lege med radioaktivt affald — de skadelige virkninger ses måske ikke med det samme, men de er uundgåelige
[Ramme på side 18]
Hvor ofte spiller du computerspil?
□ Sjældent
□ En gang om ugen
□ Hver dag
Hvor lang tid spiller du ad gangen?
□ Nogle minutter
□ En time eller mindre
□ Mere end to timer
Hvad slags spil kan du bedst lide?
□ Bilspil
□ Sportsspil
□ First-person-shooter
□ Andre
Skriv titlen på et computerspil du er sikker på ikke ville være godt at spille.
․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․
[Ramme/illustration på side 20, 21]
TIL FORÆLDRE
Som du nok har fundet ud af efter at have læst denne artikel, er der sket meget inden for computerspil siden du var ung. Hvordan kan du som forælder hjælpe dit barn til at se de potentielle farer og undgå dem?
Du vil sikkert ikke få meget ud af at fordømme hele spilindustrien og dogmatisk påstå at alle computerspil er fuldstændig spild af tid. Husk at ikke alle spil er skadelige. Ikke desto mindre kan de være vanedannende og sluge meget tid. Så prøv at vurdere hvor meget tid dit barn bruger på at spille disse spil. Og find ud af hvilken type spil der virker tiltrækkende på dit barn. Du kunne måske endda stille spørgsmål som:
▪ Hvad er det mest populære computerspil i klassen?
▪ Hvad går spillet ud på?
▪ Hvorfor tror du spillet er så populært?
Du vil måske opdage at dit barn ved mere om computerspil end du havde troet! Det kan endda være at han eller hun har spillet nogle spil du synes er frastødende. Hvis det er tilfældet, må du ikke overreagere. Benyt lejligheden til at hjælpe barnet til at opøve dets opfattelsesevne. — Hebræerne 5:14.
Stil nogle spørgsmål der kan hjælpe dig til at finde ud af hvorfor dit barn kan lide den slags spil. Du kunne for eksempel spørge:
▪ Føler du dig udenfor fordi du ikke må spille et bestemt spil?
Som nævnt på første side i denne artikel spiller nogle unge bestemte computerspil for at have noget at snakke med deres jævnaldrende om. Hvis det er tilfældet med dit barn, vil du sandsynligvis gribe situationen an på en anden måde end hvis det var fordi dit barn var tiltrukket af voldelige eller umoralske spil. — Kolossenserne 4:6.
Men hvad hvis dit barn er tiltrukket af de negative elementer i et spil? Nogle unge er måske hurtige til at understrege at de ikke bliver påvirket af den bloddryppende vold i spillene. De siger: „Bare fordi jeg gør det på computeren, betyder det ikke at jeg vil gøre det i virkeligheden.“ Hvis det er sådan dit barn siger, så vis ham eller hende hvad der står i Salme 11:5, som er citeret på side 20. Ordene i skriftstedet viser tydeligt at det ikke kun er dem der er voldelige Gud hader, men også dem der elsker vold. Det samme princip gør sig gældende i forbindelse med kønslig umoralitet eller enhver anden handling som fordømmes i Guds ord. — Salme 97:10.
Nogle eksperter giver følgende råd:
▪ Lad ikke barnet spille computer et sted hvor der ikke er opsyn.
▪ Fastsæt nogle regler (for eksempel at aftensmad, lektier og andre vigtige gøremål skal klares inden der spilles computerspil).
▪ Tilskynd til leg der kræver fysisk aktivitet.
▪ Se på mens dit barn spiller — eller endnu bedre, sæt dig ned og spil sammen med ham eller hende en gang imellem.
For at kunne vejlede sit barn med hensyn til underholdning, bør man selvfølgelig selv være et godt eksempel. Så spørg dig selv: ’Hvilke tv-programmer og film ser jeg?’ Du kan være sikker på at dit barn ved det hvis du er dobbeltmoralsk!