Gabon — en oase for dyrelivet

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I GABON

KAN du forestille dig en tropisk strand hvor elefanter græsser i strandkanten, flodheste svømmer omkring, og hvaler og delfiner samles tæt ved kysten? I Afrika ligger en 100 kilometer lang kyststrækning hvor noget sådant stadig er helt almindeligt.

Der er imidlertid ingen tvivl om at det var nødvendigt at gøre noget for at bevare dette exceptionelle kystområde. Og glædeligvis er vigtigheden af dette blevet taget alvorligt. Den 4. september 2002 bekendtgjorde Gabons præsident at 10 procent af landet — herunder områder med uberørte kyststrækninger — skulle fredes til nationalparker.

De naturområder der er sat af til nationalparker, dækker et areal på omkring 30.000 kvadratkilometer — svarende til størrelsen af Belgien — og de rummer store naturværdier. „Gabon kan meget vel udvikle sig til et mekka for naturelskere fra alle dele af verden som søger efter de sidste af naturens vidundere,“ sagde præsident Omar Bongo Ondimba.

Hvorfor har disse naturreservater så stor betydning? På omkring 85 procent af Gabons areal vokser der endnu skov, og op mod 20 procent af de planter der vokser her, findes ingen andre steder på jorden. Desuden er Gabons ækvatoriale regnskove et fristed for lavlandsgorillaer, chimpanser, skovelefanter og mange andre truede dyrearter. Med de nyligt oprettede naturparker spiller Gabon en fremtrædende rolle som vogter over Afrikas biodiversitet.

Loango — en enestående kyststrækning

Loango nationalpark er et af de mest unikke vildtreservater i Afrika. Her ligger kilometervis af uspoleret kyststrækning ved ferskvandslaguner og tæt tropisk regnskov. Men det mest usædvanlige ved denne strækning er de dyr som færdes på stranden — flodheste, skovelefanter, bøfler, leoparder og gorillaer.

Hvad får dyr der ellers lever i skoven, til at søge ud mod kysten? Jo, ved Loangos hvide sandstrande ligger der græsområder hvor flodheste og bøfler kan græsse, og langs stranden vokser en art palmyrapalme med en overdådighed af frugt der tiltrækker skovelefanter som en isbod tiltrækker børn. Det vigtigste ved området er imidlertid dets afsondrethed. De eneste fodspor i sandet er dem som dyrene sætter.

Den truede læderskildpadde har valgt at lægge sine æg på disse ensomme strande, hvor ingen mennesker trænger sig på. Og det samme har rosenbiæderne. Kolonier af disse fugle graver reder i sandet, kun få meter over højvandslinjen. Og i sommermånederne samles over tusind pukkelhvaler i det uforstyrrede havområde omkring Loango for at parre sig.

Mellem Loangos strande og regnskoven ligger to enorme laguner som er ideelle levesteder for krokodiller og flodheste. Der er  masser af fisk i disse indsøer, som er omgivet af mangroveskov. Afrikanske flodørne og fiskeørne flyver hen over lagunerne på jagt efter føde, mens forskellige arter isfugle søger efter fisk på lavt vand. Elefanter, som elsker vand, svømmer med glæde tværs over lagunerne for at nå frem til stranden og mæske sig med deres yndlingsfrugt.

I regnskoven farer aber rundt i trætoppene, og farvestrålende sommerfugle svæver omkring i de solbeskinnede lysninger. Flyvende hunde har deres favorittræer som de sover i om dagen, mens de om natten udfører et vigtigt arbejde med at sprede frø i skoven. I skovbrynet suger strålende solfugle nektar fra blomstrende træer og buske. Forståeligt nok er Loango blevet beskrevet som „et sted hvor man kan opleve selve stemningen i Ækvatorialafrika“.

Lopé — et af gorillaernes sidste fristeder

Lopé nationalpark dækker store uberørte regnskovsområder samt savannearealer og galleriskov i den nordlige del af parken. Området er som skabt til naturelskere der gerne vil se vildtlevende gorillaer, chimpanser eller mandriller. I det beskyttede område på 5000 kvadratkilometer er der mellem tre og fem tusind fritlevende gorillaer.

Augustin, en af parkens tidligere opsynsmænd, fortæller om en særlig oplevelse med gorillaer som han var ude for i 2002: „Mens jeg gik i skoven, stødte jeg på fire gorillaer. Hannen, en stor ’sølvryg’ på omkring 35 år, stod oprejst lige foran mig. Den må have vejet mindst tre gange så meget som mig. Jeg fulgte de anbefalede instrukser og satte mig straks ned, bøjede hovedet og kiggede ned i jorden som tegn på underkastelse. Gorillaen kom hen og satte sig ved siden af mig og lagde hånden på min skulder. Derefter tog den min hånd, åbnede den og undersøgte håndfladen. Da den havde sikret sig at jeg ikke udgjorde nogen trussel mod dens familie, luntede den videre ind i junglen. På denne uforglemmelige dag erfarede jeg hvor betagende det er at møde vilde dyr i deres naturlige omgivelser. Folk dræber gorillaer for deres kød eller fordi de har den fejlagtige opfattelse at de er farlige, men de er fredsommelige og fortjener at vi værner om dem.“

I Lopé samler mandriller, en art store bavianer, sig i vældige flokke, som kan være på over tusind dyr. Disse grupper af primater er de største i verden, og de kan virkelig larme. En besøgende fra Cameroun fortæller om sit møde med en af disse store flokke.

„Det var guiden der, takket være de radiohalsbånd som flere af dyrene bærer, fandt frem til mandrillerne. Vi gik forud for flokken, opsatte hurtigt et camoufleret skjul og ventede på dyrene. I 20 minutter sad vi og lyttede til skovens musik fra de mange fugle og insekter. Så snart flokken af mandriller nærmede sig, var freden imidlertid forbi. Lyden af grene der knækkede, og høje skrig fik mig til at tro at der var et uvejr på vej. Men da jeg fik øje på de mandriller [der førte an], lignede de mest af alt fortroppen for en hær. De største hanner gik med raske skridt forrest  gennem skoven, mens hunnerne og ungerne sprang fra gren til gren ovenover. Pludselig standsede en af de store hanner og kiggede sig mistænksomt omkring. En ung mandril der sprang omkring i trætoppene, havde fået øje på os og slået alarm. Hele flokken satte farten op og blev endnu mere støjende, da de nu også skreg af irritation. I løbet af få minutter var de væk. Guiden anslog at omkring 400 mandriller havde passeret forbi.“

Chimpanser larmer lige så meget som mandriller og er endnu vanskeligere at få øje på når de konstant bevæger sig rundt i skoven i deres søgen efter føde. Derimod vil besøgende næsten altid få øje på hvidnæsede marekatte, der til tider springer omkring på savannen, som støder op til skoven. Den måske mest sky af Lopés dyr er Cercopithecus solatus, en art endemisk marekat som først blev opdaget for cirka 20 år siden.

De store, farverige fugle i skoven — for eksempel turakoerne og næsehornsfuglene — gør opmærksom på deres tilstedeværelse med høje kaldelyde. I alt har man registreret omkring 400 forskellige fuglearter i parken, som er et rent paradis for fugleelskere.

Ideelle forhold for en mangfoldighed af planter og dyr

Loango og Lopé er kun to af Gabons 13 nationalparker. Nogle af de andre parker er med til at bevare mangroveskov og sjælden flora og til at beskytte områder hvor trækfugle holder til. „Gabon har ’øremærket’ de bedste økosystemer i hele landet,“ forklarer Lee White fra Wildlife Conservation Society. „Det afgørende er ikke kun størrelsen, men også kvaliteten af de områder der er sat til side til reservater. På ganske kort tid skabte Gabon i 2002 et optimalt system af nationalparker der omfatter hele landets biodiversitet.“

Gabon står selvfølgelig stadig over for mange udfordringer. Præsident Bongo Ondima siger ligeud: „Det drejer sig om en verdensomspændende opgave, . . . en der uden tvivl vil indbefatte både lang- og kortsigtede ofre, hvis vi skal nå målet, at bevare disse naturens vidundere til gavn for kommende generationer.“

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AFRIKA

GABON

De 13 nationalparker i Gabon

Lopé nationalpark

Loango nationalpark

[Illustrationer på side 16, 17]

Pukkelhval og luftfoto af Loango

[Kildeangivelse]

Hval: Wildlife Conservation Society

[Illustration på side 16, 17]

En mandril (til venstre) og en gorilla (til højre)

[Kildeangivelse på side 15]

Robert J. Ross