Hvordan et fiskerleje blev en verdensby

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I JAPAN

EN SMUK sommerdag i august 1590 ankom Ieyasu Tokugawa (til højre) til det lille fiskerleje Edo i det østlige Japan. Han blev senere den første shogun * i Tokugawa-shogunatet. Dengang „bestod Edo kun af nogle få hundrede faldefærdige boliger, eller usle rønner, beboet af bønder og fiskere,“ siges der i bogen The Shogun’s City — A History of Tokyo. I nærheden lå en forsømt fæstning, som var bygget mere end hundrede år tidligere.

Denne lille fiskerby, som i århundreder havde været ukendt for omverdenen, skulle ikke blot blive Japans hovedstad, Tokyo, men også vokse til en gigantby med over 12 millioner indbyggere i hovedstadsregionen. Tokyo skulle blive en af de førende i verden inden for teknologi, kommunikation, transport og handel samt blive hjemsted for prominente pengeinstitutter. Hvordan gik det til at en så forbløffende forandring fandt sted?

Fra fiskerleje til shoguns by

Fra 1467 og hundrede år fremefter blev landet opsplittet i diverse len af feudalherrer som bekrigede hinanden. Hideyoshi Toyotomi, en feudalherre som kom fra trange kår, forenede delvist nationen og blev i 1585 kejserlig regent. Til at begynde med kæmpede Ieyasu mod den magtfulde Hideyoshi, men senere gik de sammen i kamp. De belejrede og erobrede borgen i Odawara, den magtfulde fæstning for Hojoklanen, og erobrede således Kantoregionen i det østlige Japan.

Hideyoshi gav Ieyasu et stort område som omfattede otte af Kantos provinser, hvoraf de fleste tidligere havde været underlagt Hojoklanen, og fik derved Ieyasu til at rykke østpå i forhold til sit tidligere domæne. Det var tydeligvis et velovervejet træk der havde til formål at holde Ieyasu langt væk fra Kyoto, hvor kejseren — Japans topfigur — boede. Åbenbart gik Ieyasu med til det, og han ankom til Edo som beskrevet i indledningen. Han gik nu i gang med at forandre dette beskedne fiskerleje og gjorde det til centrum for sin magt.

Efter at Hideyoshi var død, drog Ieyasu med en koalition, der overvejende bestod af styrker fra det østlige Japan, mod kampstyrker fra den vestlige del, og i år 1600, efter kun en dags kamp, sejrede han. I 1603 blev Ieyasu udnævnt til shogun og blev derved nationens  reelle leder. Edo blev nu Japans nye administrative centrum.

Ieyasu beordrede feudalherrerne til at komme med mandskab og forsyninger til opførelsen af et enormt slot. På et tidspunkt blev 3000 skibe taget i brug for at fragte kæmpe granitstykker der var blevet brudt fra klipperne på Izuhalvøen, cirka 100 kilometer sydligere. Da granitten var blevet læsset af på havnen, transporterede et hold på godt og vel hundrede mand granitstykkerne til byggeområdet.

Slottet var det absolut største i Japan og blev færdigbygget 50 år senere i den tredje shoguns regeringstid. Det var et imponerende symbol for det meget stærke Tokugawa-styre. Samuraierne, eller krigerne, som stod under shogunen, bosatte sig omkring slottet. Shogunen krævede at feudalherrerne skulle have boliger i Edo foruden de borge de havde i deres eget område.

De fastboende samuraier kom hurtigt til at udgøre et marked for en voksende skare af håndværkere og købmænd der strømmede til fra forskellige dele af landet, for at dække behovet. I 1695 — cirka hundrede år efter at Ieyasu var kommet ind i området — var Edos befolkning vokset til en million! Den var nu verdens største by.

Fra sværdet til kuglerammen

Shogunat-styret forstod at holde fred, så samuraierne havde ikke meget at lave. Naturligvis var disse krigere meget stolte af deres profession, men sværdet måtte lidt efter lidt vige pladsen for kuglerammen, den manuelle regnemaskine der var så populær i Østen. I mere end 250 år var der fred i landet. Folk i almindelighed, især købmændene, havde det økonomisk godt og blev efterhånden mere og mere uafhængige. En unik kultur opstod.

Befolkningen gav sig af med de berømte kabuki skuespil (historiske dramaer), bunraku (dukketeater) og rakugo (komisk fortællekunst). På varme sommeraftener samlede folk sig ved Sumidaflodens kølige bredder hvor Edo lå. De kom også for at se på fyrværkeri, en populær tradition som har overlevet til den dag i dag.

Edo forblev dog ubemærket for omverdenen. I over 200 år var det forbudt for indbyggerne at have kontakt med fremmede, lige med undtagelse af hollændere, kinesere og koreanere, og det endda kun i meget begrænset omfang.  En dag skete der noget helt uventet som ikke blot forandrede byen, men hele nationen.

Fra Edo til Tokyo

Ud for Edos kyst viste der sig pludselig nogle mærkelige fartøjer hvorfra der kom sort røg. De lamslåede fiskere troede det var flydende vulkaner. Vilde rygter spredtes i Edo, og følgen blev en masseudvandring.

Disse fartøjer, i alt fire skibe under ledelse af kommandør Matthew C. Perry fra USA’s flåde, kastede anker i Edobugten den 8. juli 1853 (til venstre). Kommandør Perry opfordrede shogunat-styret til at lade Japan indgå handelsforbindelser med USA. På grund af hans besøg gik det op for japanerne hvor langt tilbage Japan stod i forhold til resten af verden hvad angik den militære og teknologiske udvikling.

Det satte en kæde af begivenheder i gang som førte til Tokugawa-regimets fald og genindsættelse af den kejserlige regent. I 1868 blev byens navn ændret fra Edo til Tokyo, der betyder „den østlige hovedstad“, som er betegnende for dens placering i forhold til Kyoto. Kejseren flyttede fra paladset i Kyoto til slottet i Edo, der senere blev ombygget til det nye kejserpalads.

Under indflydelse af vestlig kultur gik det nye styre i gang med at planlægge moderniseringen af Japan. Meget skulle indhentes. Nogle omtaler denne periode som mirakuløs. I 1869 blev en telegrafforbindelse mellem Tokyo og Yokohama etableret. Snart fulgte anlæggelsen af den første jernbane mellem de to byer. Inden længe så man murstensbygninger rage op blandt træhuse. Der blev bygget banker, hoteller, varehuse og restauranter, og de første universiteter så dagens lys. Brolagte  gader erstattede jordveje. Hjuldampere sejlede op og ned ad Sumidafloden.

Selv folk begyndte nu at se anderledes ud. De fleste bar de traditionelle kimonoer, men flere og flere kunne godt lide at klæde sig i vestligt tøj. Mænd med moustache gik med høj hat og stok, mens nogle af kvinderne iført elegante kjoler lærte at danse vals.

Nu var det ikke blot sake (risvin) der var populær, men også øl; og baseball konkurrerede med sumobrydning om at være nationalsporten. Tokyo var som en kæmpe svamp der sugede den tids kulturelle og politiske idéer til sig og gjorde dem til sine egne. Byen blev ved med at vokse — indtil den dag katastrofen ramte.

Byen rejser sig af asken

Den første september 1923, mens mange var i færd med at tilberede deres frokost, blev Kantoområdet ramt af et kraftigt jordskælv efterfulgt af hundreder af små efterskælv samt en voldsom jordrystelse 24 timer senere. Jordskælvet i sig selv voldte store ødelæggelser, men de efterfølgende brande gjorde skaden endnu større. De var nemlig årsag til at en stor del af Tokyo brændte ned til grunden. Alt i alt omkom cirka 100.000 mennesker, og 60.000 af dem i Tokyo.

Tokyos borgere gik i gang med den enorme opgave at genopbygge deres by. Byen var knap blevet genopbygget før den blev udsat for flere alvorlige luftangreb under Anden Verdenskrig. Det mest ødelæggende bombeangreb fandt sted natten mellem den 9. og 10. marts 1945, fra midnat til omkring klokken tre om morgenen. I dette tidsrum blev der kastet cirka 700.000 bomber. De fleste af byens bygninger var af træ, og bomberne var af napalm, en ny type brandbombe der indeholdt magnesium og gelatineret benzin. Bomberne satte ild til det overbefolkede område i byens centrum og dræbte derved over 77.000 af dens indbyggere. Dette bombardement var det mest ødelæggende der har fundet sted i historien uden brug af kernevåben.

På trods af katastrofen formåede Tokyo på en enestående måde at rejse sig af asken efter krigen og blive genopbygget. I 1964, mindre end 20 år senere, havde byen rejst sig i en sådan grad at den kunne være vært for sommerens Olympiske Lege. De sidste fire årtier har været kendetegnet af stadige byggerier efterhånden som betonjunglen fortsætter med at udstrække sine fangarme udad og opad.

Kampånden har reddet Tokyos borgere

I en alder af 400 år er Tokyo langt fra gammel sammenlignet med andre af verdens storbyer. Skønt visse dele af byen stadig har et strejf af svundne tider, er der stort set kun få rester tilbage af bygninger og arkitektur som afspejler dens historie. Når man ser nærmere på byen, er der dog et mønster som blev lagt i det gamle Edo.

I hovedstadens bykerne ligger et kæmpestort grønt område. Det kejserlige palads, omgivet af haver, ligger nu nøjagtig samme sted som slottet i Edo oprindelig lå. Herfra udgår byens hovedveje, ligesom radierne i en edderkops hjulspind, idet de følger Edos grundlæggende mønster. Selv den tilfældige beliggenhed af gader der former en labyrint gennem byen, giver et billede af det gamle Edo. Faktisk har de fleste af gaderne ingen navne. I stedet for lange rækker af parallelle husblokke som normalt ses i andre af verdens storbyer, har Tokyo nummererede jordstykker af forskellig form og størrelse.

Noget helt exceptionelt som er bevaret, er den kampånd som Tokyos borgere har vist — evnen til at optage noget nyt, især det der kommer fra udlandet, og den ukuelighed og beslutsomhed hvorved de har forstået at rejse sig på trods af jordskælv, vedvarende økonomisk tilbagegang samt udfordringerne ved overbefolkning. Kom selv og betragt Tokyos pulserende liv — se hvordan en lille fiskerby har rejst sig fra at være ukendt for omverdenen til at blive en verdensby.

[Fodnote]

[Kort på side 11]

JAPAN

TOKYO (Edo)

Yokohama

Kyoto

Osaka

[Illustration på side 12]

Tokyo i dag

[Kildeangivelse]

Ken Usami/​photodisc/​age fotostock

[Kildeangivelse på side 11]

© The Bridgeman Art Library

[Kildeangivelse på side 13]

The Mainichi Newspapers