Mere end 120 år om at krydse et kontinent

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I AUSTRALIEN

DEN 3. februar 2004 rullede et kilometerlangt tog langsomt ind på jernbanestationen i Darwin i Australiens tyndt befolkede Northern Territory. Tusinder af mennesker havde stillet sig op for at fejre dets ankomst. Toget, der kaldes The Ghan, havde netop fuldført sin to dages jomfrurejse på rundt regnet 3000 kilometer over kontinentet fra syd til nord. — Se rammen „Historien bag navnet“, side 25.

Eftersom mere end 2000 tilskuere havde stillet sig op langs jernbanen, måtte toget sætte hastigheden ned da det nærmede sig Darwin. Derfor var det en halv time forsinket. Men ingen beklagede sig over det. Nationen havde allerede ventet på toget i over hundrede år. Det havde taget 126 år at færdiggøre jernbanelinjen fra Adelaide til Darwin gennem et af de tørreste, varmeste og mest øde områder på jorden.

Behovet for en jernbane

I slutningen af 1870’erne drømte Adelaide, som dengang var en ganske lille koloni i den østlige ende af Den Australske Bugt, om at etablere en bedre handelsrute til den fjerne, nordlige del af landet og få gang i den økonomiske udvikling i området. I 1869 havde USA færdiggjort sin transkontinentale jernbane. Indbyggerne i Adelaide i Australien kunne også godt tænke sig en transkontinental jernbane til at forbinde deres lille koloni i syd med Port Darwin, det senere Darwin, i nord. Denne landevej af jern ville ikke blot åbne vejen til det indre af kontinentet, men også nedbringe rejsetiden betydeligt til Asien og Europa.

Konceptet var tilsyneladende enkelt, men jernbanen skulle føres gennem et ugæstmildt område med stejle klipper og bjergkæder, tæt bevoksning samt en sandet og stenet ørken — der nogle steder forvandledes til en sump eller en rivende strøm efter regnskyl. I 1862 havde John Stuart, en opdagelsesrejsende, endelig krydset dette barske terræn i sit tredje forsøg. Men undervejs havde både han og hans rejseledsagere været døden nær af mangel på mad og vand.

Stærk hede, fejende sandstorme og voldsomme oversvømmelser

Indbyggerne i Adelaide lod sig ikke afskrække af de hindringer der var. I 1878 påbegyndte de arbejdet med jernbanen ved Port Augusta. Ni hundrede jernbanearbejdere forlængede linjen nordpå langs aboriginerspor gennem Flinders Ranges, alene ved håndkraft samt ved brug af heste og kameler. Da et damplokomotiv behøver vand til kedelen, lagde man denne rute langs de få vandhuller i området.

Det tog to og et halvt år at lægge de første 100 kilometer spor. Temperaturen kunne i sommerperioden nå op på 50 grader. Heden var så tør at fingerneglene knækkede, at blækket tørrede ind på pennespidsen inden man kunne nå at skrive, og at sporene slog sig. Afsporinger var almindelige. Når der havde været sandstorme, måtte arbejderne fjerne sandbanker  på kilometervis af spor; nogle driver var op til to meter høje. Arbejderne var ude af stand til at hindre nye storme i at danne sandbanker på sporet.

Så var der regnen. På få minutter blev tørre flodlejer forvandlet til rivende strømme, som forvred sporene og med deres kraft bortvaskede flere måneders arbejde, så togene strandede med deres passagerer. En lokomotivfører måtte skyde vilde geder for at de rejsende kunne få mad. Flere år senere blev der kastet fødevarer ud med faldskærm til et strandet tog.

Med regnen blev ørkenplanter vakt til live og tiltrak sværme af græshopper. Under en græshoppeplage blev sporene så fedtede af maste insekter at toget måtte have et ekstra lokomotiv til at skubbe på bagfra. Rotter udgjorde endnu et problem. De åd alt hvad de anså for spiseligt — forråd, teltduge, støvler og seletøj til dyrene. En ensom begravelsesplads langs sporet ligger som et minde om et tyfusudbrud og er et vidnesbyrd om lejrlivets uhygiejniske forhold under de første etaper af projektet.

Togpersonalet veg ikke tilbage fra at lave numre med passagererne. Engang hvor Alice Springs-området var plaget af kaniner, smuglede personalet kaniner om bord på The Ghan. Næste morgen da passagererne åbnede kupédørene for at gå hen og spise morgenmad, trådte de ud på gange der „vrimlede med forvirrede kaniner“. (The Ghan — From Adelaide to Alice) På en anden tur slap nogen en kænguruunge løs i sovevognene.

Aboriginere der boede i ret afsides egne, nærmede sig af og til sporet når toget kørte forbi. Fra en tryg afstand kunne de se folk derinde. Forståeligt nok var aboriginerne i begyndelsen meget varsomme, om ikke ligefrem bange. Nogle troede faktisk at „en kæmpestor djævleslange“ havde slugt passagererne levende!

Et langt ophold

Efter 13 års hårdt arbejde, da banens endepunkt var cirka 470 kilometer fra Alice Springs, var alle midlerne opbrugt. De store omkostninger ved et sådant foretagende . . . oversteg ganske enkelt koloniens formåen,“ fortæller Australian Geographic. I 1911 overtog forbundsregeringen projektet og forlængede linjen til Alice Springs. Men planen om at fortsætte jernbanen helt til Darwin, 1420 kilometer mod nord, blev skrinlagt.

Da toget i 1929 ankom til Alice Springs for første gang, stod hele byen — omkring 200 mennesker på det tidspunkt — parat til at fejre begivenheden. Lokalbefolkningen måbede over spisevognen, men det der tiltrak størst interesse, var de elegante badefaciliteter. Dengang var det ikke alene et særsyn at se tog udstyret med badekar, men det blev også betragtet som en luksus. Alice Springs blev ved med at være den nordlige endestation helt frem til 1997. I det år blev staten og forbundsregeringen enige om at færdiggøre den længe ventede jernbanelinje fra Alice Springs til Darwin. Dette arbejde blev påbegyndt i 2001.

Store automatiserede maskiner anlagde spor for omkring 5 milliarder kroner. Det skete med en fart af 1,6 kilometer om dagen, og sporene krydsede mindst 90 nye oversvømmelsessikrede broer på strækningen. Den 1420 kilometer lange jernbanelinje, der er blevet beskrevet som „Australiens største infrastrukturprojekt“, blev færdiggjort i oktober 2003 for under det budgetterede beløb og forud for tidsplanen.

Draget mod landets indre

I dag afgår The Ghan fra den moderne by Adelaide, hvorfra den skal krydse kontinentet.  Tvillingelokomotivet med cirka 40 vogne lader forstæderne bag sig og kører gennem bølgende kornmarker til Port Augusta, knap 300 kilometer nordligere. Her skifter sceneriet markant til et ikke særligt indbydende landskab med sand, mælder og kratbevoksning så langt øjet rækker.

Efter Port Augusta fortsætter The Ghan på et nyt, vejrbestandigt spor der ligger hen ved 250 kilometer vest for den tidligere jernbanelinje, der tit var oversvømmet. Natten sænker sig over ørkenen, og mens passagererne sover, glider toget hen over tidligere saltsøer, som er udtørrede det meste af året, men som glitrer i måneskinnet efter regnskyl. På den klare nattehimmel ses et utal af stjerner. Borte er imidlertid den velkendte klaprelyd af toghjulene mod skinnelegemet, for skinnerne er ikke nittet men svejset sammen til ét langt stykke for at mindske vedligeholdelse.

Ved daggry gløder ørkenen nær Alice Springs i røde og gyldne nuancer i solopgangen. „Det er et mageløst syn,“ siger en af passagererne. „Selv i toget kunne jeg fornemme solens magt. Den dukkede op over et ørkenlandskab så endeløst og kuperet, så vidtstrakt, farverigt og frygtindgydende i sin tomhed at det fuldstændig overvældede mig. Dette sted får en til at føle sig ydmyg.“

Fra ørken til tropisk regnskov

Efter at have gjort ophold en eftermiddag i Alice Springs fortsætter The Ghan til byen Katherine og derefter til dets nordlige endestation, Darwin, der har et tropisk klima. I de airkonditionerede passagervogne „oplever passagererne i The Ghan luksus på skinner,“ siger Larry Ierace, der stod for The Ghans jomfrurejse over kontinentet. Når de ser ud ad vinduerne, kan de dog fornemme hvilke farer og besværligheder de første pionerer kom ud for.

The Ghan har ikke blot været befordrende for handelen, men har også åbnet mulighed for en af de længste togrejser der findes, og desuden bragt noget fra den moderne verden med sig langt ind i Australiens indre. For eksempel udbrød en nittenårig aboriginerpige som oplevede toget på dets jomfrurejse i februar 2004: „Jeg har aldrig før set et tog. Hvor er det smukt!“

[Ramme/illustration på side 25]

Historien bag navnet

The Ghan er en forkortet form af navnet The Afghan Express. Hvordan det gik til at toget blev opkaldt efter de afghanske kameldrivere, er uvis. Men betegnelsen får en til at tænke på de hårdføre immigranter som var med til at gøre det indre Australien tilgængeligt. De kaldtes slet og ret afghanere, og mange kom rent faktisk fra så fjerne steder som Baluchistan, Egypten, det nordlige Indien, Pakistan, Persien og Tyrkiet.

Deres kameler, eller dromedarer, der lydigt knælede eller rejste sig på råbet „Hooshta“, blev det befordringsmiddel man benyttede i det indre af landet. Kamelkaravaner på op til 70 dyr transporterede støt og roligt folk og gods i en hastighed af blot seks kilometer i timen. Da jernbaner og veje gjorde kamelkaravanerne overflødige, slap afghanerne deres dyr løs. Dyrene har formeret sig og udgør i dag en bestand på flere hundrede tusind der lever frit i Australiens indre. — Se Vågn op! for 8. april 2001, side 16-17.

[Kildeangivelse på side 23]

Northern Territory Archives Service, Joe DAVIS, NTRS 573

[Kildeangivelse på side 25]

Billeder af toget: Great Southern Railway