Jeg har forkyndt i fjerntliggende egne

FORTALT AF HELEN JONES

I begyndelsen af 1970’erne gik jeg en dag gennem et tætpakket marked i Bangalore i Indien da en vandbøffel pludselig løftede mig op med sine horn og kastede mig til jorden. Lige før den skulle til at gøre det af med mig, kom en indisk dame mig til undsætning. Men hvorfor var jeg i Indien?

JEG er født i 1931 og vokset op i den smukke by Vancouver i Canada. Mine forældre havde en høj moral, men gik ikke i kirke. Selv havde jeg et stærkt ønske om at lære Gud at kende, og derfor gik jeg som barn i søndagsskole og var på sommerbibelskole.

I 1950, da jeg var 19, giftede jeg mig med Frank Schiller, som havde fire børn fra et tidligere ægteskab. To år senere fik vi en søn sammen. Vi ville gerne tilhøre et trossamfund, men Frank var fraskilt, og ingen af de kirker vi henvendte os til, ville tage imod os. Det forargede Frank, så han nægtede at tale mere om religion.

Kendskab til Bibelens sandheder

I 1954 fortalte min bror mig begejstret hvad en arbejdskammerat der var et af Jehovas Vidner, havde vist ham ud fra Bibelen. Jeg havde mange spørgsmål, og jeg vidste hvor Jehovas Vidner holdt møder; men på grund af Franks syn på religion tog jeg ikke derhen. På et tidspunkt kom to Jehovas Vidner til vores dør. Jeg ville gerne vide hvordan de så på skilsmisse, og de viste mig hvad Bibelen siger om emnet. (Mattæus 19:3-9) De forsikrede mig om at jeg gennem et regelmæssigt bibelstudium kunne få alle mine spørgsmål besvaret.

Frank var rasende og ville ikke have noget med Jehovas Vidner at gøre. I 1955 overværede jeg højtiden til minde om Kristi død, og da jeg kom hjem, fortalte jeg begejstret Frank hvad jeg havde lært fra Bibelen. „Det kan ikke være sandt!“ råbte han. „Hvis du kan bevise det for mig ud fra Bibelen, vil jeg tage med til et af de tossede møder du går til!“

Jeg rakte ham Bibelen, og han tog imod den med stor respekt. Vi så sammen på de skriftsteder jeg havde noteret ned. Jeg sagde meget lidt og lod Bibelen tale for sig selv. Frank opponerede ikke, men han virkede eftertænksom resten af aftenen.

Efter nogen tid mindede jeg ham om at han havde lovet at tage med til et møde. Til det sagde han modvilligt: „Ok, jeg tager med en enkelt gang for at se hvad der foregår.“ I det bibelske foredrag kom det frem at hustruer er underlagt deres ægtemænd. (Efeserne 5:22, 23, 33) Det foredrag gjorde et stort indtryk på Frank. Omkring det tidspunkt overværede han også et studium over en artikel i Vagttårnet med titlen „Arbejd og vær tilfreds“. Frank var en arbejdsom mand, så han var meget begejstret for artiklens indhold. Fra da af kom han til alle møderne. Frank blev hurtigt en nidkær forkynder, og selv ledede jeg fremadskridende bibelstudier. Det år blev vi begge døbt som symbol på vores indvielse til Gud, og det samme blev min mor og min bror.

 Et ønske om at gøre mere

Ved et områdestævne vi overværede i 1957 i Seattle, Washington, USA, blev der holdt et foredrag om at tjene hvor der var et større behov for forkyndere. „Ih, Jehova, jeg vil så gerne rejse ud,“ bad jeg, „hjælp os med at rejse til et sted hvor der er behov for os.“ Men Frank var bekymret for sit ansvar med hensyn til at sørge for vores familie. — 1 Timoteus 5:8.

Det følgende år overværede hele familien stævnet i New York som blev holdt på Yankee Stadium og Polo Grounds på samme tid. Der var over 253.000 tilhørere til det offentlige foredrag! Frank følte sig tilskyndet af det han så og hørte. Da vi kom hjem, udså vi os derfor Kenya i Afrika som vores nye hjem, for her talte man engelsk, og vi kunne finde gode skoler til børnene.

I 1959 solgte vi vores hus, stuvede vores ejendele ind i bilen og kørte tværs gennem Canada til Montreal. Derfra tog vi med skib til London, og fra England tog vi med et andet skib over Middelhavet til Det Røde Hav og videre til Det Indiske Ocean. Omsider nåede vi til Mombasa i Kenya ved Afrikas østkyst. Dagen efter tog vi toget til hovedstaden, Nairobi.

Velsignelser i Afrika

Dengang var der forbud mod Jehovas Vidners forkyndelse i Kenya, så vi måtte være forsigtige. Der var flere andre udenlandske ægtepar i landet, og som udlændinge fik vi lov til at blive. Vi var nødt til kun at mødes i grupper på ti ved de kristne møder; så alle i familien, også børnene, måtte tage aktivt del i dem.

Kort efter ankomsten til Kenya fandt vi et sted at bo, og Frank fik arbejde. Den første kvinde jeg talte med i hus til hus-forkyndelsen, tog imod et bibelstudium. Hun blev senere pioner, som Jehovas Vidner kalder en heltidsforkynder. Jeg ledede også et bibelstudium med en teenagepige vi kaldte for Goody, og som var sikh. Hun holdt ud på trods af stor modstand fra sin familie og andre sikher i landet. Efter at Goody Lull blev smidt ud hjemmefra, flyttede hun ind hos en familie der var Jehovas Vidner, indviede sit liv til Jehova, blev pioner og udgik senere fra missionærskolen Gilead.

Som familie kom vi ud for problemer. Vores ældste dreng fik gigtfeber, og Frank blev alvorligt forbrændt mens han reparerede en bil, og mistede derfor sit arbejde. Efter nogen tid lykkedes det ham dog at skaffe arbejde i Dar es Salaam, hovedstaden i Tanganyika (nu Tanzania), som lå 1000 kilometer derfra. Vi læssede en bil med alle vores sager og kørte hele den lange vej dertil. Vi blev hilst velkommen af den lille menighed der var i Dar es Salaam.

Det var forbudt at forkynde i Tanzania på det tidspunkt, men forbuddet blev ikke håndhævet så strengt. I 1963 kom Milton Henschel, en repræsentant fra Jehovas Vidners hovedkontor i USA, på besøg. Under et af hans foredrag i en hal i Karimjee, den bedste i landet, satte en ældre mand som var fattigt klædt, sig ved siden af mig. Jeg hilste på ham og lod ham følge med i min bibel og min sangbog. Efter programmet indbød jeg ham til at komme igen. Da han var gået, kom de lokale Jehovas Vidner straks hen til mig.

„Er du klar over hvem det var?“ spurgte de mig. „Det var Dar es Salaams borgmester!“ Han havde før truet med at få stævnet aflyst. Han havde åbenbart planlagt at benytte min formodede reaktion over for ham som et påskud for at gennemføre sit forsæt. Men han var så imponeret over den venlighed og personlige interesse der blev vist ham, at han lod stævnet fortsætte. Der var 274 som overværede stævnet, og 16 blev døbt.

Mens vi boede i Tanzania, fik landet uafhængighed. Fra da af foretrak man at ansætte lokale indbyggere frem for fremmede. De fleste udlændinge var derfor nødt til at forlade landet. Men Frank var fast besluttet på at finde arbejde, og det lykkedes også til sidst, for det kom ham for øre at man havde brug for en dygtig mekaniker til at holde nogle diesellokomotiver ved lige. Det bevirkede at vi kunne blive i landet i endnu fire år. Da Franks  kontrakt udløb, vendte vi tilbage til Canada, hvor vi blev indtil de sidste af vores børn var vokset op og var blevet gift. Vi følte os stadig unge og var ivrige efter at gøre mere.

Til Indien

På anbefaling af Jehovas Vidners afdelingskontor i Bombay (nu Mumbai) flyttede vi i 1970 til Bangalore, en by der på det tidspunkt havde omkring 1,6 millioner indbyggere. Det var der at jeg med nød og næppe kom fri af en vandbøffels horn. På det tidspunkt var der en engelsktalende menighed på 40 forkyndere og en isoleret tamiltalende gruppe. Frank studerede med adskillige mænd der gjorde fremskridt i deres forståelse af Bibelen og senere blev kristne ældste. Jeg studerede også med nogle familier som kom til at tjene Jehova.

En dame ved navn Gloria boede i en meget fattig del af byen. Første gang jeg besøgte hende, inviterede hun mig indenfor. Hun havde ingen møbler, så vi sad på gulvet. Jeg efterlod hende et eksemplar af Vagttårnet, og fra dette blad klippede hun et citat fra Åbenbaringen 4:11 ud og satte det op på væggen så hun kunne se på det hver dag. Hun syntes især at den del af skriftstedet der lyder: „Du er værdig, Jehova,“ var meget smuk. Et år senere blev hun døbt.

Frank blev indbudt til at arbejde et år på afdelingskontoret i Bombay for at føre tilsyn med byggeriet af Jehovas Vidners første stævnehal i Indien. Stævnehallen blev til ved at man simpelt hen føjede en ekstra etage til afdelingskontorets bygning. Dengang var der kun lidt over 3000 Jehovas Vidner i hele Indien, og der var under ti medarbejdere på afdelingskontoret. I 1975, da vores midler var sluppet op, måtte vi med sorg i sindet forlade de venner vi var kommet til at holde så meget af.

Til Afrika igen

Der gik nu ti år, og Frank kunne gå på pension. Vi meldte os derfor til at deltage i et internationalt byggeprogram der havde til formål at bygge afdelingskontorer. Vi modtog et brev hvori vi blev bedt om at tage til Igieduma i Nigeria, hvor man var i gang med at bygge. Mens vi var i Igieduma, studerede Frank med en mand i en landsby der lå i nærheden. Manden gjorde hurtigt fremskridt og kom senere til at arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Nigeria.

Fra Nigeria tog vi til Zaire for at være med til at bygge et afdelingskontor dér. Kort efter blev der imidlertid indført forbud mod forkyndelsesarbejdet, og vores pas blev konfiskeret. Frank havde fået et hjerteanfald under byggeriet, men fik mulighed for at komme sig under forbuddet. Senere måtte alle byggearbejderne rejse, og vi blev sendt til Liberia. På afdelingskontoret i Monrovia blev Frank bedt om at reparere deres generator. Da vores visum udløb i 1986, måtte vi igen tage tilbage til Canada.

Til Ecuador

Kort tid efter hørte vi at vores gode ven Andy Kidd var flyttet til Ecuador, og at han var meget begejstret for forkyndelsen dér. Andy var den eneste ældste i den lokale menighed, så han måtte ofte holde de fleste indlæg på møderne. På Andys opfordring besøgte vi i 1988 afdelingskontoret i Ecuador, hvor vi fik en varm modtagelse.

Vi fandt et godt sted at bo; men vi var også nødt til at lære spansk, og Frank var nu 71. I løbet af de næste to år hjalp vi, på trods af vores begrænsede spanske, 12 personer frem til dåb. Frank blev bedt om at hjælpe til ved byggeriet på afdelingskontoret i Ecuador. Han studerede desuden Bibelen med ægtemanden til et af de første Jehovas Vidner i Guayaquil. Denne mand, som havde været modstander af sandheden i 46 år, blev vores ven og åndelige broder.

Et stort tab

Vi slog os ned i den lille by Ancón ved Stillehavet, hvor vi hjalp med at bygge en ny rigssal.  Sørgeligt nok fik Frank den 4. november 1998 et hjerteanfald efter at have holdt det sidste indlæg på tjenestemødet, og han døde samme nat. Brødrene og søstrene i menigheden var en utrolig støtte for mig. Frank blev dagen efter begravet på en kirkegård der lå over for rigssalen. Det er umuligt at beskrive den smerte der følger med at miste en man holder af.

Endnu en gang måtte jeg tilbage til Canada, denne gang alene, for at tage mig af nogle juridiske og familiemæssige anliggender. Jeg følte stor sorg, men Jehova glemte mig ikke. Jeg modtog et brev fra afdelingskontoret i Ecuador hvori der stod at jeg var velkommen til at vende tilbage. Det gjorde jeg derfor og anskaffede mig en lille lejlighed i nærheden af afdelingskontoret. Midt i min sorg over at have mistet Frank hjalp det mig at være travlt optaget af arbejdet på afdelingskontoret og af forkyndelsen, men jeg følte mig stadig meget ensom.

Jeg fortsætter arbejdet

Med tiden lærte jeg Junior Jones at kende. Han var kommet til Ecuador fra USA i 1997 for at virke som pioner. Vi havde de samme mål og havde meget tilfælles, så i oktober 2000 blev vi gift. Junior havde erfaring med byggeri, så vi blev indbudt til at være med til at færdiggøre stævnehallen i Cuenca, en by højt oppe i Andesbjergene. Den 30. april 2006 kom Geoffrey Jackson fra Jehovas Vidners Styrende Råd i New York for at holde indvielsestalen, der blev overværet af 6554.

Hvem havde forestillet sig at der i fjerntliggende egne — Afrika, Indien og Sydamerika — ville være en så vidunderlig vækst i forkyndelsesarbejdet? Junior og jeg har ikke i sinde at lade hænderne synke. De 50 år jeg har været aktiv i tjenesten for Jehova, er gået så hurtigt at jeg føler det som var det i går jeg begyndte. Jeg er også klar over at den tid vi nu lever på, vil synes meget kort når først den nye verden er her. — Åbenbaringen 21:3-5; 22:20.

[Kort/​illustration på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Steder vi har tjent

CANADA → ENGLAND → KENYA → TANZANIA

CANADA → INDIEN

CANADA → NIGERIA → DEN DEM. REP. CONGO → LIBERIA

CANADA → ECUADOR

[Andre steder]

USA

[Illustration]

Med Frank i Indien, på vej til et stævne

[Illustration på side 15]

Med min mand Junior Jones