Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De sidste dage — hvornår?

De sidste dage — hvornår?

De sidste dage — hvornår?

„OM GODT og vel en milliard år regner vi med at Jorden er blevet en tør, gold, udbrændt ørken. Det er svært at forestille sig hvordan flercellet liv vil kunne overleve,“ hed det for nylig i bladet Sky & Telescope. Hvorfor skulle det gå sådan? Tidsskriftet Astronomy siger: „En stadig kraftigere sol vil sætte verdenshavene i kog og afsvide kontinenterne.“ Bladet tilføjer: „Dette apokalyptiske fremtidsbillede er ikke bare en ubekvem sandhed — det er vores uundgåelige skæbne.“

Men Bibelen siger: „[Gud] har grundlagt jorden på dens fundamenter; den skal aldrig i evighed rokkes.“ (Salme 104:5) Ja, den der har skabt Jorden, kan givetvis også sikre dens beståen. Ifølge Bibelen ’dannede Gud den til at bebos’. (Esajas 45:18) Og den skulle ikke være beboet af en ond og uddøende menneskeslægt. Guds gode herredømme vil blive genindført. Han har fastsat en tid til det, og det vil ske ved hjælp af det rige der er omtalt i Daniel 2:44.

Det var også det rige Jesus forkyndte om. Han talte om en tid hvor folk og nationer ville blive dømt. Han advarede om at der ville komme en trængsel hvis lige man ikke havde set. Og han nævnte et tegn, en række begivenheder der skulle vise hvornår afslutningen for den verden vi kender, ville være nær. — Mattæus 9:35; Markus 13:19; Lukas 21:7-11; Johannes 12:31.

Mange har været optaget af de dramatiske begivenheder Jesus omtalte. Hvornår ville de finde sted? Nogle har gransket Bibelens profetier og tidsperioder og søgt at fastlægge tidspunktet ud fra dette. Det gjorde for eksempel den kendte naturvidenskabsmand sir Isaac Newton (1642-1727), der opdagede loven for tyngdekraften og desuden opfandt integral- og differentialregningen.

Jesus sagde til sine disciple: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ (Apostelgerninger 1:7) Jesus tilføjede efter at have omtalt „tegnet på [sin] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“: „Men om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ (Mattæus 24:3, 36) Desuden sammenlignede Jesus den onde verdens undergang på Noas tid med den ødelæggelse der ville finde sted under „Menneskesønnens nærværelse“, og han sagde: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer.“ — Mattæus 24:39, 42.

Det nøjagtige tidspunkt for hvornår denne „tingenes ordning“ vil forsvinde, er altså ikke blevet åbenbaret; men det ’tegn’ Jesus gav, ville være nok til at fortælle os mennesker hvornår vi er nået til „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Og det vil være en tid hvor man må holde sig vågen for at „være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske“. — Lukas 21:36.

Før Jesus oplyste hvad tegnet går ud på, advarede han: „Pas på at I ikke ledes vild; for mange vil komme på grundlag af mit navn og sige: ’Det er mig,’ og: ’Den fastsatte tid er kommet nær.’ Gå ikke efter dem. Og når I hører om krige og uroligheder, så bliv ikke opskræmte. For disse ting må nødvendigvis først indtræffe, men enden kommer ikke straks.“ — Lukas 21:8, 9.

Hvad er tegnet?

Med sine næste ord fortalte Jesus hvad der skulle kendetegne de sidste dage: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige; og der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød; og der vil komme frygtelige ting og fra himmelen store tegn.“ (Lukas 21:10, 11) Men han sagde også: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) De begivenheder Jesus nævnte — krige, jordskælv, pestsygdomme, hungersnød — var ikke noget man aldrig havde set før. Den slags havde man erfaret lige fra tidligt i menneskehedens historie. Men det særlige var at det hele nu skulle ske i samme periode.

Spørg dig selv: ’Har der nogen sinde før været en periode hvor man har set alle disse forhold?’ Det er siden året 1914 at vi har haft krige så omfattende at de kaldes verdenskrige; der har været jordskælv med tragiske konsekvenser som tsunamier; vi har haft udbredte sygdomme som den spanske syge, malaria og aids; millioner er ramt af fødevaremangel; truslen om terrorisme og masseødelæggelsesvåben har affødt en frygt der mærkes i hele verden; og Jehovas Vidner har over hele jorden forkyndt den gode nyhed om Guds rige. Alt dette er sket nøjagtig som Jesus forudsagde.

Tænk også på disse ord som Paulus skrev: „Dette skal du vide, at i de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ (2 Timoteus 3:1-5) Ja, der skulle komme „kritiske tider“ hvor udbredt lovløshed, gudløshed, kynisme, egoisme og aggressivitet ville kunne ses overalt på jorden. *

Men kunne det tænkes at „de sidste dage“ som skal komme før afslutningen, stadig ligger et stykke ude i fremtiden? Er der andet som kan fortælle os hvornår perioden begynder?

Hvornår skulle „endens tid“ begynde?

Efter at Daniel havde modtaget et syn af begivenheder der skulle finde sted engang i fremtiden, fik han denne oplysning: „Til den tid [„endens tid“, som omtales i Daniel 11:40] står Mikael [Jesus Kristus] frem, den store fyrste som står op for dit folks sønner.“ (Daniel 12:1) Hvad ville denne Mikael da gøre?

Åbenbaringens Bog omtaler en tid hvor Mikael vil udøve sit kongedømme. Vi læser: „Der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:7-9, 12.

Bibelen peger på at denne kamp som skulle rense himmelen for Satan og hans dæmoner, ville bringe store veer over jorden på grund af Djævelens vrede over at han kun havde kort tid tilbage til at regere over jorden. Hans vrede ville blive endnu stærkere under de „sidste dage“, indtil han til sidst ville blive besejret i den krig der kaldes Harmagedon. — Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11, 15; 20:1-3.

Efter at have sagt hvad denne krig i himmelen vil ende med, beretter apostelen Johannes: „Jeg hørte en høj røst i himmelen sige: ’Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed; for vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud, er kastet ned!’“ (Åbenbaringen 12:10) Bemærk bekendtgørelsen om at riget under Messias er blevet til virkelighed! Dette rige blev oprettet i himmelen i 1914. * Men på det tidspunkt måtte Jesus, som der står i Salme 110:2, ’herske midt blandt sine fjender’, og sådan vil det være indtil Riget kommer til at herske over jorden som det gør i himmelen. — Mattæus 6:10.

Det er interessant at den engel der gav profeten Daniel meddelelse om hvad der skulle ske i kommende tider, tilføjede: „Men du, Daniel, hold ordene hemmelige og sæt segl for bogen indtil endens tid. Mange vil undersøge den på kryds og tværs, og kundskaben vil blive stor.“ (Daniel 12:4) Det er endnu et fingerpeg om at vi netop nu befinder os på „endens tid“, for kundskaben om disse profetier er virkelig blevet stor og udbredes nu i hele verden. *

Hvornår slutter „de sidste dage“?

Bibelen siger ikke præcis hvor længe de sidste dage vil vare. Men situationen på jorden vil givetvis blive stadig værre i de sidste dage, mens Satans tid bliver stadig kortere. Apostelen Paulus advarede om at „onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild“. (2 Timoteus 3:13) Og Jesus sagde med henblik på en tid vi endnu ikke har set: „De dage vil være trængselsdage af en sådan art som der ikke har været fra begyndelsen af skabningen som Gud skabte, frem til den tid, og som ikke vil indtræffe igen. Ja, hvis Jehova ikke afkortede dagene, ville intet kød blive frelst. Men på grund af de udvalgte, som han har udvalgt, har han afkortet dagene.“ — Markus 13:19, 20.

Ja, noget af det vi endnu ikke har set, er ’den store trængsel’, inklusive Harmagedonkrigen, samt at Satan og hans dæmoner bliver bundet så de ikke længere kan øve indflydelse på jorden. (Mattæus 24:21) „Gud, der ikke kan lyve“ har forsikret os om at dette vil finde sted. (Titus 1:2) Når Harmagedonkrigen kommer og Satan kastes i afgrunden, sker det ved direkte indgriben fra Guds side.

Paulus fik under guddommelig inspiration at vide hvad der skulle ske inden Gud ville gribe ind. Angående ’tider og perioder’ skrev han: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ (1 Thessaloniker 5:1-3) Det oplyses ikke præcis hvad det er der vil gøre at en grundløs erklæring om „fred og sikkerhed“ bliver fremsat. Tiden vil vise det. Men den vil i hvert fald ikke kunne forhindre Jehovas domsdag i at indtræffe. *

Hvis vi forstår at disse profetier er sande, er det klart at denne viden må få os til at handle. Hvad skal vi da gøre? Apostelen Peter svarer: „Da alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ (2 Peter 3:11, 12) Men det kan være at du alligevel spørger: ’Kan de sidste dage betyde noget godt for mig?’ Det vil den næste artikel svare på.

[Fodnoter]

^ par. 12 Yderligere vidnesbyrd angående „de sidste dage“: Se Vågn op! for april 2007, side 8-10, samt Vagttårnet for 15. september 2006, side 4-7, og 1. oktober 2005, side 4-7. Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 18 Flere oplysninger om bibelkronologi kan findes på side 215-18 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 19 Se bogen Giv agt på Daniels profeti! samt Jehovas Vidners Årbog 2008, side 31-39. Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 23 Se bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (2006-udgaven, stor skrift), side 620-21, paragraf 13 og 14.

[Tekstcitat på side 5]

Jesus sagde at kun gud kender „den dag og time“

[Illustration på side 4]

Sir Isaac Newton

[Kildeangivelse]

© A. H. C./​age fotostock

[Illustration på side 7]

Det tegn Jesus gav, har kunnet ses siden 1914

[Kildeangivelser]

© Heidi Bradner/​Panos Pictures

© Paul Smith/​Panos Pictures