Vi betragter verden
Vi betragter verden
▪ I de sidste seks år er „næsten 100.000 mennesker . . . blevet myrdet i USA“. — THE NEW YORK TIMES, USA.
▪ Et socialt netværk på internettet har slettet profilerne af 29.000 domfældte seksualforbrydere som benyttede sig af dets service. „Det hastigt voksende antal profiler oprettet af seksualforbrydere på [hjemmesider] kræver øjeblikkelig handling,“ siger rigsadvokat Richard Blumenthal, Connecticut. — REUTERS NEWS SERVICE, USA.
▪ „I Kina er der mangel på navne. . . . En national undersøgelse i 2006 viste at omkring 85 procent . . . af Kinas 1,4 milliard indbyggere deler blot 100 efternavne.“ — CHINA DAILY, KINA.
▪ For hver kilometer der tilbagelægges, har „motorcyklister 32 gange større sandsynlighed for at dø“ i en trafikulykke, end dem der kører i bil. — UC BERKELEY WELLNESS LETTER, USA.
Jehovas Vidner indregistreret i Tyrkiet
Den 31. juli 2007 fik Jehovas Vidner i Tyrkiet officiel meddelelse om at de nu var indregistreret som et religiøst selskab. Denne status giver dem ret til at købe og eje ejendomme, leje mødesteder, modtage bidrag og forsvare deres juridiske rettigheder i retten hvis det bliver nødvendigt.
Internettet ’får folk til at slippe hæmningerne’
Ifølge en tysk pressemeddelelse har en hjemmeside hvis formål er at hjælpe folk til at finde en partner uden for ægteskabet, pralet med at der havde været 310.000 brugere, og at der kom 1000 nye kunder hver dag. Kontaktbureauet var stolt af at kunne formidle disse sidespring med „100 procents anonymitet“. En af direktørerne sagde at ’anonymiteten på internettet får folk til at slippe hæmningerne og gør det lettere at etablere åbne og ligefremme kontakter’. En anden direktør var overbevist om at internettet ville gøre utroskab endnu mere populært.
Problematiske fossiler
Forskere skildrer ofte de sidste „stadier“ i „menneskets udvikling“ som en fremadskridende udvikling fra Homo habilis til Homo erectus og derfra til „nutidsmennesket“, Homo sapiens. I Kenya har man imidlertid fundet to fossiler i nærheden af hinanden, og man mener at det indikerer at de to arter Homo habilis og Homo erectus, der formodes at være menneskenes forfædre, levede samtidigt. Meave Leakey, en af dem der står bag rapporten, siger: „At de levede på samme tid, gør det usandsynligt at Homo erectus har udviklet sig fra Homo habilis.“
Vejret dårligere i weekenderne?
Mange tyskere mistænker vejret i weekenderne for at være dårligere end det er i de øvrige dage. Analyser af 15 års vejrdata fra forskellige steder i Tyskland vil måske vise at deres mistanke er rigtig, siges der i Der Spiegel. Den varmeste dag er onsdag, og den koldeste er lørdag. På lørdage falder der 15 procent mere regn, og det regner 10 procent oftere på lørdage end på mandage, som er de tørreste dage. Tirsdage har i gennemsnit 15 minutter mere sol end lørdage. Forskerne antager at menneskeskabt luftforurening i løbet af ugen hober sig op, reflekterer sollyset og spiller en afgørende rolle som kondensationskerner ved dannelse af skyer.