Asiatiske nomader der grundlagde et storrige

Rusland var lammet af frygt og forvirring. Fra øst fejede horder af krigere til hest som græshopper hen over stepperne og nedslagtede, plyndrede og udryddede enhver hær der satte sig op imod dem. Den eneste del af Rusland der gik fri, var fyrstedømmet Novgorod. Her beskrev en rådvild historieskriver det som en invasion af „ukendte stammer“ der talte et fremmed sprog.

DE ANGRIBENDE hære var mongolerne, et folk der kom fra de græsbevoksede højsletter i det nuværende Mongoliet i den centrale og nordøstlige del af Asien. Deres lynhurtige erobringer, som indledtes i begyndelsen af det 13. århundrede, medvirkede til at ændre historien i Asien og det halve af Europa. I løbet af kun 25 år undertvang mongolerne indbyggerne i flere lande end romerne havde erobret i løbet af 400 år. Da mongolerne stod på deres magts tinde, strakte deres rige sig fra Korea til Ungarn og fra Sibirien til Indien — det var det største sammenhængende rige nogen sinde!

Den nedskrevne historiske beretning om det relativt kortvarige mongolske storrige er, ud over at kaste lys over Asiens og Europas historie, med til at understrege meget af det Bibelen lærer angående menneskets natur og dets magtudøvelse over andre. Disse bibelske sandheder indbefatter dette: Et menneskes ære er kortvarig og tom. (Salme 62:9; 144:4) „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Prædikeren 8:9) Og i symbolske vendinger viser Bibelen at politiske riger har opført sig som vilde dyr i deres aggressive stræben efter at undertrykke andre nationer. *

Hvem var de?

Mongolerne var nomadestammer og dygtige ryttere som levede af deres hjorde, handel og jagt. I modsætning til andre folkeslag — hvor kun en lille procentdel blev trænet og udstyret til krig — var praktisk talt enhver mongol af hankøn som havde hest og bue, en barsk og aggressiv kriger. Hver af de mongolske stammer var urokkelig loyal mod deres leder, som blev kaldt en khan.

Efter 20 års kampe førte en khan ved navn Temüdjin (ca. 1162-1227) omkring 27 mongolske stammer ind under sit eget herredømme. Senere kæmpede muslimer af tyrkisk herkomst, kaldt tatarer, på mongolernes side. Da de ødelæggende mongolske militærstyrker red mod vest, var det de rædselsslagne europæere der kaldte dem for tatarer. * I 1206, da Temüdjin var lidt over 40 år gammel, gjorde mongolerne ham til Djengis Khan — en titel der betyder „den magtfulde hersker“ eller „den universelle hersker“. Han var også kendt som stor-khanen.

 Djengis Khans store flokke af beredne bueskytter gik hurtigt og voldsomt til angreb, ofte fra flere fronter over en strækning på tusinder af kilometer. Militært set kunne Djengis Khan ifølge Encarta Encyclopedia „måle sig med Alexander den Store eller Napoleon I“. Den persiske historieskriver Juzjani, en af Djengis Khans samtidige, skildrede ham som værende „i besiddelse af kolossal energi, skarpsindighed, genialitet og dømmekraft“. Han beskrev ham også som „en bøddel“.

Uden for Mongoliets grænser

Det nordlige Kina var besat af manchuerne, som kaldte deres dynasti for Jin, eller ’gylden’. For at nå frem til manchuernes områder måtte mongolerne drage igennem den barske Gobiørken. Det var dog ikke en hindring for disse nomader, som om nødvendigt kunne overleve ved hjælp af mælk og blod fra heste. Selvom Djengis Khan udvidede sit herredømme til at indbefatte Kina og Manchuriet, fortsatte kampene i omkring 20 år. Blandt kineserne rekrutterede han lærde mænd, håndværkere og handelsmænd såvel som ingeniører der kunne bygge belejringsmaskiner og katapulter samt fremstille bomber fyldt med krudt.

Da Djengis Khan havde sikret sig kontrol over handelsvejene der gik ad Silkevejen til lande længere vestpå, forsøgte han at indgå et handelspartnerskab med den tyrkiske sultan Muhammad hvis område stødte op til khanens. Sultanen regerede over et vidtstrakt rige der omfattede det der i dag er Afghanistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan og det meste af Iran.

I 1218 ankom en mongolsk delegation til grænsen til sultanens rige under påskud af at ville gøre handel. Men den lokale statholder henrettede delegationen, hvilket satte gang i begivenheder der førte til mongolernes første invasion af et muslimsk land. I løbet af de næste tre år plyndrede og brændte mongolerne — om hvem det blev sagt at de var talrigere end myrer — systematisk byer og marker. De nedslagtede desuden en stor mængde af sultan Muhammads folk, med undtagelse af dem der besad nogle færdigheder som mongolerne kunne udnytte.

Mongolske styrker, antagelig omkring 20.000 mand, red derefter gennem Aserbajdsjan og Georgien til stepperne nord for Kaukasus, idet de nedkæmpede enhver hær de stødte på, deriblandt en russisk militærstyrke på 80.000 mand. På en ekspedition der foregik over en strækning på omkring 13.000 kilometer, red mongolerne rundt om Det Kaspiske Hav i hvad nogle betragter som et af de største kavaleritogter nogen sinde. Hærstyrkens række af erobringer dannede et mønster for senere mongolske herskeres invasion af Østeuropa.

Djengis Khans efterfølgere

Ögödei, den tredje af Djengis Khans fire sønner som han havde med sin førstehustru, blev  den næste stor-khan. Ögödei konsoliderede sin magt over de erobrede lande, modtog skatter fra vasalregenterne og fuldførte erobringen af Jindynastiet i Nordkina.

For at fastholde både storriget og den overdådige livsstil som mongolerne var blevet forvænt med, besluttede Ögödei til sidst at føre krig igen — denne gang mod lande som ikke tidligere var blevet plyndret. Hans angreb gik i to retninger — mod europæiske lande i vest og mod Songdynastiet i det sydlige Kina. Kampagnen mod Europa var en succes, men ikke kampagnen mod Song. På trods af nogle enkelte sejre lykkedes det ikke mongolerne at erobre den væsentligste del af Songs områder

Felttoget mod vest

Det anslås at omkring 150.000 krigere i år 1236 red i vestlig retning mod Europa. Først gjorde de indfald i områderne langs Volgafloden; derefter angreb de russiske bystater og lagde Kiev i aske. Mongolerne lovede at skåne byerne hvis indbyggerne gav dem en tiendedel af alt. Men russerne foretrak at kæmpe. Ved hjælp af katapulter overdængede mongolerne fjenden med sten, brændende nafta og salpeter. Så snart bymurene var gennembrudt, strømmede de invaderende styrker ind og foretog nedslagtninger der ifølge en historiker var så omfattende at „intet øje forblev åbent til at græde for de døde“.

De mongolske styrker hærgede og plyndrede Polen og Ungarn og nærmede sig grænsen til det nuværende Tyskland. Vesteuropæerne forberedte sig også på et angreb, men det kom aldrig. I december 1241 døde Ögödei Khan, tilsyneladende i en rus. De mongolske hærførere skyndte sig derfor hjem til deres hovedstad, Karakorum, 6000 kilometer borte, for at vælge en ny hersker.

Ögödeis søn, Güyük, blev hans efterfølger. En af dem der var øjenvidne til Güyüks indsættelse på tronen, var en italiensk munk som havde foretaget den 15 måneder lange rejse gennem områder under mongolsk herredømme for at aflevere et brev fra pave Innocens IV. Paven ville gerne have forsikring om at Europa ikke igen ville blive invaderet, og han opfordrede indtrængende mongolerne til at tage imod kristendommen. Güyük afgav ingen løfter. I stedet sagde han at paven skulle komme med en delegation af konger så de kunne hylde khanen!

Atter til angreb på to fronter

Den næste stor-khan var Mangu Khan, som blev indsat i 1251. Sammen med sin bror Khubilai angreb han Songdynastiet i det sydlige Kina, mens en anden hærstyrke drog mod vest. Sidstnævnte hær lagde Baghdad i ruiner og undertvang Damaskus. De såkaldte kristne som havde været på korstog mod muslimerne, frydede sig, og de „kristne“ der boede i Baghdad, plyndrede og dræbte deres muslimske naboer.

 I dette afgørende øjeblik — da mongolerne tilsyneladende var på nippet til at knuse den muslimske verden — gentog historien sig. Der lød en meddelelse om at Mangu Khan var død. Endnu en gang vendte de invaderende styrker om for at drage hjem. Denne gang efterlod de kun 10.000 mænd til at forsvare grænseområdet. Kort efter blev denne utilstrækkelige hær udryddet af en styrke fra Ægypten.

Angrebene mod det velstående Songdynasti i det sydlige Kina lykkedes derimod. Khubilai Khan udnævnte tilmed sig selv som grundlæggeren af et nyt kinesisk dynasti, som han kaldte Yuan. Stedet for hans nye hovedstad er i dag kendt som Beijing. Da Khubilai sidst i 1270’erne sejrede over de sidste tilhængere af Song, blev han hersker over et Kina der for første gang siden Tangdynastiets fald i 907 var ét samlet rige.

Rigets opløsning og sammenbrud

Omkring begyndelsen af 1300-tallet begyndte det mægtige mongolerrige at gå i opløsning. Det var der flere grunde til. For eksempel førte magtkampe mellem Djengis Khans efterfølgere til at riget blev opdelt i flere khanater. Desuden blev mongolerne efterhånden assimileret i nogle af de civilisationer de havde erobret. Og i Kina svækkede magtkampe den myndighed som Khubilai Khans efterkommere havde haft. I 1368 omstyrtede kineserne, som var trætte af inkompetente ledere, korruption og høje skatter, Yuandynastiets ledere og tvang dem tilbage til Mongoliet.

Mongolernes indtog var som en voldsom storm der stod på i en kort tid, men derefter hørte op. Det fik ikke desto mindre indflydelse på Europas og Asiens historie, blandt andet sammensmeltningen af Mongoliet og Kina. I dag hylder mongolerne den første stor-khan, Djengis Khan, som grundlæggeren af deres nation.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustration på side 13]

Erobringer afløst af handel

Da Yuandynastiet, grundlagt af Khubilai Khan, havde sin storhedstid, satte det skub i rejse- og handelslivet og førte til hvad nogle har kaldt „den største udvidelse af handelen i den eurasiske historie“. Det var i den berømte venetianske handelsmand Marco Polos levetid (1254-1324). * Arabiske, persiske, indiske og europæiske handelsmænd rejste over land eller vand medbringende heste, tæpper, ædelsten og krydderier som de byttede med keramik, lakvarer og silke.

I 1492 sejlede Christoffer Columbus fra Europa mod vest i håb om at genoprette handelsforbindelsen til det mongolske hof, og med sig havde han en kopi af beretningen om Marco Polos rejser. Columbus vidste imidlertid ikke at storriget var gået i opløsning hundrede år forinden! Mongolerrigets fald havde bevirket at al kommunikation var brudt sammen, og muslimerne nægtede rejsende adgang over land fra Europa til Østen.

[Fodnote]

[Ramme/​illustration på side 14]

Kendt for deres religiøse tolerance

Oldtidens mongoler var animister, men de var tolerante over for andre trosopfattelser. Bogen The Devil’s Horsemen fortæller at folk fra Vesten der kom til det mongolske riges hovedstad, Karakorum, ikke alene blev forbløffet over den store rigdom, men også over den religiøse frihed der var at finde i byen, hvor kirker, moskeer og templer lå side om side.

Mongolerne kom i kontakt med datidens kristendom gennem nestorianerne, som havde brudt med den byzantinske kirke, eller Østkirken. Nestorianerne omvendte mange blandt de turkmenske stammer i Asien som mongolerne kom i berøring med. Nogle af de kvinder som blev omvendt, blev endda hustruer til medlemmer af den mongolske kongefamilie.

I dag tilhører mongolerne mange forskellige religioner. Blandt befolkningen er 30 procent animister, 23 procent er tilhængere af lamaismen (tibetansk buddhisme), og 5 procent er muslimer. Den resterende del er for størstedelens vedkommende ikkereligiøse.

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Udbredelsen af det mongolske herredømme

UNGARN

RUSLAND

Kiev

Volgafloden

SIBIRIEN

Det Kaspiske Hav

Damaskus

IRAN

Baghdad

USBEKISTAN

MONGOLIET

Karakorum

Gobiørkenen

KOREA

KINA

Beijing

INDIEN

Novgorod

[Illustration på side 15]

En flok heste, Mongoliet

[Illustration på side 15]

Djengis Khan

[Kildeangivelse på side 12]

Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz/​Art Resource, NY

[Kildeangivelser på side 15]

Landskab: © Bruno Morandi/age fotostock; Genghis Khan: © The Stapleton Collection/​The Bridgeman Art Library