Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En tryg fremtid under Guds styre

En tryg fremtid under Guds styre

En tryg fremtid under Guds styre

INDEN længe vil det være slut med at nære bekymring for fremtiden, for Gud vil tage sig af planeten Jorden ved at indføre sit eget styre, Guds rige. Det var denne vidunderlige fremtid Jesus Kristus havde i tanke da han lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.

Guds rige vil hverken samarbejde med eller virke gennem menneskelige politiske ledere. Det vil derimod fjerne ethvert spor af menneskenes selvbestaltede styreformer. Det viser følgende profeti af Daniel om „de sidste dage“, vor tid. (2 Timoteus 3:1) „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse [menneskeskabte] riger, men selv bestå evindelig.“ (Daniel 2:44) For dem der foretrækker menneskers styre, er der ingen trøst at hente i disse ord, men for dem der ønsker Guds herredømme, som det kommer til udtryk gennem hans rige, indeholder de et skønt løfte.

En vidunderlig fremtid!

Når Guds rige hersker over hele jorden, vil dets undersåtter ikke være splittede af politik, race, religion eller landegrænser. De vil derimod udgøre et verdensomspændende brodersamfund som er forenet i sand tilbedelse og ægte kærlighed. (Johannes 13:34, 35; 17:3, 17) Ja, under dette riges styre „blomstrer den retfærdige“, og der vil være „fred i overflod, indtil månen ikke er mere“. — Salme 72:7.

Guds rige vil desuden bringe lydige mennesker frem til fysisk og psykisk fuldkommenhed og fjerne sygdom, lidelser og død. (Åbenbaringen 21:3, 4) Hvad vil det betyde? At jorden på alle måder vil være et paradis, og at Guds oprindelige hensigt, som udtrykt i Eden, vil være gennemført. * — 1 Mosebog 1:28.

En nyhed man kan stole på

Da Jesus talte om det sammensatte tegn for „afslutningen på tingenes ordning“, nævnte han noget som ville være særlig bemærkelsesværdigt. (Mattæus 24:3-7) Han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.

I overensstemmelse med Guds vilje forkyndte næsten syv millioner Jehovas Vidner sidste år Guds rige for deres medmennesker i 236 lande, og de brugte langt over 1,4 milliarder timer af deres fritid på denne forkyndelse. Hvorfor er Jehovas Vidner så overbeviste om at man kan stole på Bibelens løfter? Som den følgende artikel viser, er svaret ganske enkelt at Gud altid holder det han lover. — Romerne 3:4.

[Fodnote]

^ par. 6 Se artiklen „Hvad siger Bibelen? Vil jorden blive et paradis?“ på side 10.

[Tekstcitat på side 7]

Bibelen siger at der vil blive „megen fred“