Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

„Der er så mange videnskabelige beviser for evolution at det ser ud til at være en realitet vi må anerkende, og som bidrager til vores forståelse af livet.“ — PAVE BENEDIKT XVI.

„Embedsmænd kappes om . . . at finde penge til at syne og reparere omkring 74.000 broer i USA med ’strukturelle svagheder’. Det er en følge af at en 40 år gammel stærkt befærdet bro i Minneapolis [Minnesota] midt i myldretiden uventet faldt 20 meter ned i Mississippifloden hvorved [13 mennesker] mistede livet.“ — THE WEEK, USA.

Flertallet bryder loven

„Formodningen om at ’flertallet er lovlydige’ er intet andet end naiv ønsketænkning,“ siger Londonavisen The Times. „De fleste britiske borgere indrømmer at de kun adlyder de love de har lyst til, og når de har lyst til det.“ En undersøgelse foretaget for Centre for Crime and Justice Studies ved King’s College i London viser at flertallet af lovovertræderne kommer fra den „respektable“ del af samfundet. En tredjedel af de adspurgte betaler kontant uden kvittering for at undgå moms, en tredjedel beholder pengene hvis de får for mange tilbage, og en femtedel indrømmer at de stjæler på deres arbejde. Undersøgelsen konkluderer at denne adfærd „afslører samfundets moralske tilstand — måske meget mere end vold og gadekriminalitet“.

Kernevåben „i Guds hænder“?

Den russiskortodokse kirke har givet sin velsignelse til det arbejde der udføres af mænd og kvinder som har ansvaret for at oplagre og sikre Ruslands kernevåbenarsenal. I et budskab læst under en ceremoni i Vor Frelsers Katedral i Moskva, og som er omtalt i avisen Krasnaja Swesda, sagde den russiskortodokse patriark, Aleksij II: „Jeg beder til Gud . . . at de kernevåben I har fremstillet og har i jeres varetægt, altid vil forblive i Guds hænder og kun være afskrækkelses- og gengældelsesvåben.“

Honning i fortidens Israel

„Der er fundet arkæologiske beviser for Bibelens beskrivelse af Israel . . . som ’landet med mælk og honning’ (eller i det mindste det sidste),“ siger instituttet for arkæologi ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Fundet i Tel Rehov i Bet-Sjean-dalen i Israel, består af tre rækker cylindriske bikuber af ler anbragt over hinanden i mindst tre lag. Boet dateres til en periode der strækker sig „fra det 10. århundrede til begyndelsen af det 9. århundrede før vor tidsregning“ og „har sikkert indeholdt omkring 100 bikuber,“ rapporteres der. Biavlere anslår at der her må være produceret „helt op til 500 kilo honning“ om året.

Kæledyrene kommer først

Ifølge en undersøgelse på internettet „siger hver fjerde australier at deres kæledyr er det mest skattede medlem af familien; de skatter det endog højere end deres partner eller forældre,“ rapporterer The Sydney Morning Herald online. Af dem der var med i en undersøgelse foretaget af et finansielt rådgivningsselskab i Australien, brugte hver tredje „mere tid og flere penge på deres kæledyr end på lægebehandling til sig selv“. Behandlingsmuligheder for kæledyr omfatter MR-scanning, kikkertoperation, transplantation af knogler, kemoterapi, organtransplantation, hofteudskiftning og endda hjerneoperation.