Står der en designer bag?

Ventilerede termitboer

▪ Termitternes boer er blevet kaldt imponerende ingeniørbedrifter, og det med god grund. Disse enestående konstruktioner består af jord og spyt og kan blive op til seks meter i højden. Boets vægge, som er 45 centimeter tykke, bliver brændt hårde af solen indtil de er som cement. Nogle termitboer er bogstavelig talt blevet bygget fra den ene dag til anden.

I nærheden af boets midte lever dronningen, som kan lægge adskillige tusind æg om dagen. Vingeløse og blinde ’arbejdertermitter’ bærer æggene hen til særligt konstruerede celler, hvor de tager sig af larverne efterhånden som de udklækkes. Det mest imponerende ved en sådan termithøj er nok dens ventilationssystem.

Tænk over dette: En række forbundne kamre og gange sørger for at temperaturen holdes konstant — selvom forholdene hele tiden ændrer sig uden for boet. For eksempel kan lufttemperaturen i Zimbabwe svinge mellem cirka 2 grader om natten til over 38 grader om dagen. Alligevel forbliver temperaturen inde i boet på 31 grader. Hvordan kan det lade sig gøre?

Ved foden af termithøjen kan frisk luft trænge ind ad nogle strategisk placerede ventilationshuller, og den varme og dårlige luft tvinges ud længere oppe. Køligere luft trænger ind i boet gennem et underjordisk kammer og cirkulerer derefter gennem gangene og cellerne. Termitterne åbner og lukker hullerne, alt efter behov, for at regulere temperaturen. Det er vigtigt at temperaturen holdes konstant, da dette er en forudsætning for at termitterne kan dyrke en særlig svamp som er deres grundlæggende fødekilde.

Termitboets design er så imponerende at arkitekter har anvendt en lignende teknik ved opførelsen af en kontorbygning i Zimbabwe. Bygningen anvender 90 procent mindre energi i forhold til konventionelle bygninger af samme størrelse.

Hvad mener du? Er termitternes evne til at regulere temperaturen i boet et resultat af tilfældigheder? Eller vidner det om at der står en designer bag?

Kildeangivelser på side 25]

Øverst: Stockbyte/​Getty Images; Nederst: Scott Bauer/​Agricultural Research Service, USDA