Små kostbarheder fra Niihau

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I HAWAII

HVER vinter slår stormbølger ind over kysten på Niihau — Hawaiiøen der også kaldes „The Forbidden Island“ (Den forbudte ø). Store mængder af små bitte havsnegleskaller bliver af bølgerne slynget ind mod kysten og skyllet op på nogle af strandene. Niihau, som blot dækker cirka 180 kvadratkilometer, er den mindste af de syv beboede hawaiianske øer, så det er meget passende at nogle af verdens mindste kostbarheder — de udsøgte niihaustrandskaller — er at finde på denne vulkanø.

I modsætning til Kauai, som ligger 27 kilometer nordøst for Niihau og er den nærmeste naboø, har Niihau et overvejende tørt klima og fladt landskab. Men hvorfor kaldes den The Forbidden Island? Niihau er privatejet, og besøg er kun tilladt efter aftale. De selvforsynende beboere på øen har ikke noget centralt kraftværk, intet rindende vand, ingen butikker og intet postkontor. I bestræbelsen for at bevare deres gamle kultur taler øens omkring 230 indfødte hawaiianere med hinanden på hawaiiansk. Når de ikke lige røgter får og kvæg, er de fleste optaget af at indsamle deres „kostbare guld“, i form af ganske små strandskaller. *

I de varme hawaiianske vintermåneder går eller cykler familierne ad støvede veje ned til de uberørte strande og klippefyldte bugter hvor de tilbringer lange dage med at indsamle strandskaller. Når skallerne er samlet sammen, spredes de ud i skyggen for at tørre. Senere vil de blive sorteret efter størrelse, farve og kvalitet og trukket på snore til halskæder. På mere frodige øer fremstiller man hovedsagelig blomsterkranse, men på Niihau tjener strandskallerne som „blomster“.

„Juveler“ fra havet

Strandskaller er længe blevet brugt til smykker i Hawaii. I slutningen af det 18. århundrede lagde søfarere som kaptajn James Cook mærke til hele ornamenter af strandskaller her og beskrev dem i deres dagbøger. De tog også nogle eksemplarer med sig hjem, hvoraf nogle kan have været fra Niihau. Med årene begyndte betydningsfulde hawaiianske kvinder, deriblandt dansere og kongelige personer, at bære de spændende halskæder fra Niihau. I det 20. århundrede fandt disse specielle „juveler“ en niche på et større marked, takket være souvenirbutikker, turisme og soldater der kom til Hawaii under Anden Verdenskrig. I dag bæres de smukke halskæder der engang prydede betydningsfulde hawaiianere, af folk fra nær og fjern der beundrer dem.

 De strandskaller der ofte bruges til at lave kæder af på Niihau, har de hawaiianske navne momi, laiki og kahelelani. Variationerne i farver og mønstre er en fornøjelig udfordring for dem der laver halskæderne, almindeligvis kvinder, der ved omhyggeligt at trække strandskallerne på snore, skaber nogle rene kunstværker. Der bruges omkring 20 forskellige slags perlemorsstrålende, ovalformede momi, der spænder fra skinnende hvide til mørkebrune. Kæder der er fremstillet på den meget eftertragtede Lei Pikake-​facon, og som består af små glinsende momi der kun er 10 millimeter i længden, ligner ranker af velduftende hvide jasminer.

Brude på Hawaii smykkes ofte med mangfoldige snore af skinnende, rislignende laiki-​skaller. Disse strålende strandskaller findes i mange nuancer fra kridhvide og elfenbensfarvede til gulligbeige, nogle af dem med brune striber. Kahelelani-​skallerne, der måske har deres navn efter en gammel hawaiiansk høvding, måler kun 5 millimeter i længden. Disse sarte, turbanformede strandskaller er de vanskeligste at sætte på snor, og en kæde fremstillet af dem er meget kostbar. De varierer i farve fra dyb bourgognerød til stærk pink, der er den mest sjældne og sælges for tre gange så meget som de andre farver.

Hvordan halskæderne laves

Når smykkemageren har besluttet hvordan mønsteret skal være, fjerner hun al sandet fra strandskallerne og borer hul i dem med en fin syl. Skønt hun er omhyggelig og dygtig, knækker en tredjedel af skallerne. Hun må derfor have ekstra mange parat til at færdiggøre blot én halskæde, en proces som kan tage flere år. Til kæden bruger hun en nylontråd smurt med et hurtigtørrende klæbemiddel eller bivoks. På traditionel vis sættes en lille, flad knaplignende strandskal, kaldt en puka, i hver ende af snoren, og derpå samles kædens ender i en eller to kaurier (porcelænssnegle).

Der er næsten lige så mange måder at lave kæder på som der findes varianter af skaller. Der er den klassiske kæde af kun én snor i en længde af 150 til 190 centimeter bestående af hvide momi. Så er der tovkæden, der består af hundredvis af små bitte kahelelani-​skaller, og kranse vævet i symmetriske geometriske mønstre — nogle med et miks af strandskaller og frø. Det kræver omhu, tid og gode øjne at lave en kæde. Men de kreative og tålmodige håndarbejdere på Niihau kreerer hele tiden nye komplicerede kæder af usædvanlig skønhed. Hver halskæde er unik, og det er ikke svært at forstå hvorfor de kan konkurrere med værdifulde ædelsten og arvesmykker i værdi, idet nogle koster tusinder af dollars.

Niihau er godt nok forholdsvis gold, tyndt befolket og ligger i et fjernt hjørne af Hawaii. Men takket være dets fantasirige, kunstneriske smykkemagere har folk der bor langt fra Niihaus solrige strande, mulighed for at nyde de smukke skatte fra ’den forbudte ø’.

[Fodnote]

[Illustration på side 24, 25]

Tørrede strandskaller sorteres efter størrelse, farve og kvalitet og trækkes på snore til halskæder

[Kildeangivelse]

© Robert Holmes

[Illustration på side 25]

„Momi“-​skaller i et snoet mønster

[Kildeangivelse på side 24]

© drr.net