Vejen til et godt ægteskab
Vejen til et godt ægteskab
ÆGTESKABET kan sammenlignes med en rejse, en lang rejse fyldt med overraskelser — nogle vidunderlige, og andre smertefulde. Uforudset „terræn“ kan udsætte en for uventede problemer, hvoraf nogle kan virke uovervindelige. Ikke desto mindre bliver denne rejse for mange en vellykket og glædelig oplevelse uden de store problemer. Ægteskabelig lykke måles ikke så meget efter et pars op- og nedture som efter hvordan ægtefællerne tackler de problemer der opstår.
Hvad tror du der skal til for at gøre ægteskabets rejse bedre og mere behagelig? Mange par føler at de har brug for en „ægteskabelig vejviser“ som kan lede dem på vejen. Den mest pålidelige og fornuftige „vejviser“ for ægteskabet har vi fået af ægteskabets ophavsmand, Jehova Gud. Hans inspirerede ord, Bibelen, har dog ikke magisk kraft. Derimod indeholder den praktisk vejledning som gifte par må følge hvis de skal opnå et lykkeligt ægteskab. — Salme 119:105; Efeserne 5:21-33; 2 Timoteus 3:16.
Lad os se nærmere på nogle af Bibelens vejskilte — grundlæggende bibelske principper — som kan guide ægtefæller så de får en vellykket rejse.
▸ Betragt ægteskabet som helligt. „Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Mattæus 19:6) Skaberen indstiftede ægteskabsordningen da han præsenterede den første mand, Adam, for hans hustru, Eva. (1 Mosebog 2:21-24) Jesus Kristus, som havde været øjenvidne til denne begivenhed i sin førmenneskelige tilværelse, stadfæstede at Adam og Evas ægteskab skulle være et varigt forhold. Han sagde for eksempel: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Mattæus 19:4-6.
Med ordene „hvad Gud har sat sammen“ mente Jesus ikke at Gud arrangerer ægteskaber i himmelen. Det han slog fast, var derimod at ægteskabsordningen var indstiftet af Gud og derfor skulle betragtes som hellig. *
Naturligvis er der ingen ægtepar som har lyst til at leve sammen i et koldt og kærlighedsløst forhold. Derimod vil begge parter gerne kunne glæde sig over et godt ægteskab hvor de hver især kan trives. Det har de mulighed for hvis de lever efter Skaberens praktiske råd, som findes i Bibelen.
Fordi vi alle er ufuldkomne, er misforståelser og forskelle uundgåelige. Om et ægteskab bliver lykkeligt eller ej, afhænger som regel ikke af hvor meget parret har tilfælles, men snarere af hvordan de lærer at leve med disse forskelle. Noget af det vigtigste i et ægteskab er derfor evnen til at løse uoverensstemmelser på en kærlig måde, for kærlighed „knytter alting sammen i fuldendt harmoni“. — Kolossenserne 3:14, English Standard Version.
▸ Tal respektfuldt. „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“ (Ordsprogene 12:18) Forskere har fundet ud af at de fleste samtaler slutter på samme måde som de begynder. Hvis en samtale derfor begynder respektfuldt, er der større sandsynlighed for at den slutter respektfuldt. Og omvendt ved du hvor sårende det kan være når en du elsker, taler tankeløst til dig. Prøv derfor at tale med værdighed, respekt og kærlighed, og bed Gud om hjælp til at kunne gøre det. (Efeserne 4:31) En japansk hustru ved navn Haruko, * der har været gift i 44 år, fortæller: „Selvom vi kan se hinandens svagheder, forsøger vi at vise hinanden respekt i ord og indstilling. Det har hjulpet os til at opbygge et godt ægteskab.“
▸ Vær venlig og medfølende. „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende.“ (Efeserne 4:32) Når ægtefæller er stærkt uenige om noget, kan de let gøre hinanden vrede. Annette fra Tyskland, der har været gift i 34 år, siger ærligt: „Det er ikke nemt at bevare roen når man er under pres, for så er man tilbøjelig til at sige ting som gør ens ægtefælle vred, og det gør kun det hele værre.“ Men hvis man prøver at være venlig og medfølende, kan man bane vej for et fredeligt forhold i ægteskabet.
▸ Vis ydmyghed. ’Gør intet af stridbarhed eller selvoptagethed, men agt i ydmyghed de andre højere end jer selv.’ (Filipperne 2:3) Mange konflikter opstår fordi nogle ægtefæller er stolte og prøver at give deres partner skylden for deres problemer i stedet for ydmygt at finde ud af hvordan de kan få det bedre sammen. Ydmyghed kan hjælpe dig til at undertrykke trangen til at ville have ret når der opstår uenighed.
▸ Vær ikke hurtig til at blive fornærmet. „Vær ikke hastig i dit sind til at fortørnes.“ (Prædikeren 7:9, Kalkar) Prøv at undgå tendensen til at angribe din ægtefælles synspunkt eller til at gå i forsvarsposition hvis din ægtefælle sætter spørgsmålstegn ved noget du har sagt eller gjort. Det er langt bedre at lytte til og respektere din ægtefælles mening. Tænk dig grundigt om inden du svarer. Mange ægtefæller lærer for sent i livet at det er en større sejr at vinde et hjerte end en diskussion.
▸ Vid hvornår du skal tie. ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale, og langsom til vrede.’ (Jakob 1:19) På ægteskabets rejse er et af de vigtigste vejskilte uden tvivl god kommunikation hvis ægteskabet skal blive lykkeligt. Hvorfor siger Bibelen så at der er „en tid til at tie“? (Prædikeren 3:7) Fordi det er godt at tage sig tid til at lytte for at forstå hvad det er ens ægtefælle siger. En vigtig del af god kommunikation er nemlig at finde ud af hvad ægtefællen virkelig føler, og hvorfor han eller hun føler på denne måde.
Romerne 12:15) Empati er en absolut nødvendighed for at kunne kommunikere på den rigtige måde, for denne evne sætter dig i stand til at forstå din ægtefælles dybeste følelser. Empati er med til at skabe en atmosfære hvori begges meninger og følelser bliver behandlet med respekt og værdighed. Nella fra Brasilien, der har været gift i 32 år, siger: „Når vi taler om vores problemer, lytter jeg altid meget nøje for at forstå Manuels tanker og følelser.“ Når din ægtefælle taler, er det din „tid til at tie“ og til at lytte med empati.
▸ Lyt med empati. „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“ (▸ Udtryk din værdsættelse. „Vis jer taknemmelige.“ (Kolossenserne 3:15) Det der kendetegner et stærkt ægteskab, er at manden og hustruen hver især sikrer sig at ægtefællen føler sig værdsat. Men i den daglige rutine forsømmer nogle ægtefæller dette vigtige aspekt af kommunikationen og tager det for givet at deres partner véd at de sætter pris på dem. Ellen Wachtel, der er klinisk psykolog, siger: „De fleste par kunne godt lade deres ægtefælle føle at han eller hun var værdsat hvis blot de var opmærksomme på det.“
En kvinde har især stort behov for at føle og høre sin mands kærlige forsikring om at han værdsætter hende. Du kan som ægtemand gøre meget for at få et endnu bedre ægteskab, og for at du selv og din kone kan blive mere tilfredse, ved at fortælle hende hvor glad du er for alt det hun gør, og ved at rose hende for hendes gode egenskaber.
Det er vigtigt at en mand både i ord og handling giver udtryk for sine følelser over for sin kone. Når du giver din kone et blidt kys, et kærligt klem og et varmt smil, siger det mere end blot: „Jeg elsker dig.“ Det forsikrer hende om at hun i dine øjne er noget særligt, og at du har brug for hende. Ring til hende, eller send hende en sms eller lignende der fortæller hende at du savner hende. Eller spørg hende hvordan det går. Hvis der siden jeres forlovelsestid har været langt imellem sådanne kærlighedsytringer, er det på tide at begynde igen. Vær hele tiden opmærksom på hvad der rører din kones hjerte.
Følgende ord, som moderen til kong Lemuel fra fortidens Israel udtalte, passer godt i denne sammenhæng: „Hendes mand berømmer hende: ’Der er mange dygtige kvinder til, men du overgår dem alle!’“ (Ordsprogene 31:1, 28, 29, den danske autoriserede oversættelse) Hvornår har du sidst rost din kone? Eller omvendt, hvornår har du sidst rost din mand?
Efeserne 4:26) Hverken du eller din ægtefælle kan undgå at begå fejl i ægteskabet. Det er derfor vigtigt at kunne tilgive. Clive og Monica i Sydafrika har været gift i 43 år, og de føler at dette bibelske råd har hjulpet dem. „Vi forsøger at efterleve princippet i Efeserne 4:26,“ forklarer Clive, „og vi prøver at være hurtige til at tilgive hinanden, for vi ved at det behager Gud. Det gør at vi falder til ro, går i seng med en god samvittighed og sover godt.“
▸ Vær hurtig til at tilgive. „Lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Et bibelsk ordsprog siger meget rammende: ’Det er til hæder at bære over med andres overtrædelse.’ (Ordsprogene 19:11) Annette, som er nævnt tidligere, er enig i dette og tilføjer: „Det er umuligt at få et godt ægteskab hvis man ikke kan tilgive.“ Hun forklarer hvorfor: „Ellers vokser vreden og mistroen, og det kan forgifte ægteskabet. Når man tilgiver hinanden, bliver ægteskabsbåndene stærkere, og man bliver mere knyttet til hinanden.“
Hvis du har såret din ægtefælles følelser, så tro ikke at han eller hun automatisk vil komme over det. At gøre det godt igen kræver som regel at man må gøre noget af det der er sværest i et ægteskab — indrømme at man har begået en fejl. Prøv alligevel. Bid din stolthed i dig, og sig noget i retning af: „Undskyld, skat. Jeg begik en fejl.“ En undskyldning der kommer fra hjertet, skaber respekt, gør at din ægtefælle får større tillid til dig og hjælper dig til at få fred i sindet.
▸ Vær tro mod din ægtefælle og dit ægteskabsløfte. ’De [manden og hustruen] er ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.’ (Mattæus 19:6) I har højtideligt afgivet et løfte over for Gud og mennesker og over for hinanden om at blive sammen uanset hvilke problemer der måtte opstå. * Et sådant løfte er imidlertid ikke blot en juridisk forpligtelse. Det er et løfte grundlagt på en dyb kærlighed der kommer fra hjertet, og det er en afspejling af respekt og ære for hinanden og for Gud. Undergrav derfor aldrig dit hellige ægteskabelige forhold ved at flirte; hav kun øje for din ægtefælle. — Mattæus 5:28.
▸ Selvopofrelse styrker ægteskabet „[Hav] ikke hver især blot . . . øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.“ (Filipperne 2:4) En af de måder hvorpå du kan styrke dit ægteskab, er ved at sætte din ægtefælles behov og ønsker før dine egne. Premji, der har været gift i 20 år, aflaster sin kone, der er fuldtidsansat, med husarbejdet. „Jeg hjælper Rita med at lave mad og gøre rent samt andet forefaldende arbejde sådan at hun har tid og kræfter til at gøre de ting hun kan lide.“
Dine anstrengelser belønnes
Det kræver et stort arbejde at få et lykkeligt ægteskab, og nogle kunne måske indimellem blive fristet til bare at give op. Men lad ikke uoverensstemmelser få dig til at løbe fra din forpligtelse eller miste det du allerede har arbejdet for i dit ægteskab, den strækning I allerede har tilbagelagt sammen på rejsen.
Sid, der har været lykkeligt gift i 33 år, siger: „Hvis man virkelig anstrenger sig og viser at man ønsker et velfungerende ægteskab, vil man få Jehovas velsignelse.“ Ja, når I loyalt støtter hinanden i vanskelige tider og sørger for at nyde de gode stunder, vil jeres rejse sammen blive god og vellykket.
[Fodnoter]
^ par. 6 Jesus erklærede at den eneste gyldige grund til at opløse et ægteskab med frihed til at gifte sig igen er utugt — et seksuelt forhold uden for ægteskabet. — Mattæus 19:9.
^ par. 9 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.
^ par. 22 Hvis ens ægtefælle er utro, giver Bibelen rum for at den uskyldige part kan vælge at lade sig skille. (Mattæus 19:9) Se artiklen „Hvad siger Bibelen? Bør man tilgive ægteskabsbrud?“ i Vågn op! for 8. august 1995.
[Tekstcitat på side 6]
Bibelen er som en vejviser for ægteskabets rejse
[Ramme/illustration på side 7]
Når I har brug for at tale sammen om et problem
▪ Find et tidspunkt hvor ingen af jer er trætte.
▪ Undgå at kritisere; vær positive over for hinanden.
▪ Undgå at afbryde; lyt og tal på skift.
▪ Prøv at forstå din ægtefælles følelser.
▪ Udtryk empati over for hinanden, selv når I ikke er enige.
▪ Vær rimelig og fleksibel.
▪ Bid din stolthed i dig, og sig undskyld når du begår en fejl.
▪ Giv udtryk for at du elsker og værdsætter din ægtefælle.
[Ramme/illustration på side 8]
Vejen til et godt ægteskab
▪ Lev efter bibelske principper som styrker ægteskabet.
▪ Brug tid på dit ægteskab og din ægtefælle.
▪ Skab en varm atmosfære, og vis kærlighed og ømhed.
▪ Vær pålidelig og tro mod din ægtefælle.
▪ Vær venlig og respektfuld.
▪ Del arbejdsbyrden i hjemmet.
▪ Bidrag til opbyggende samtaler.
▪ Le sammen, og slap af sammen.
▪ Arbejd fortsat på at styrke dit ægteskab.
[Ramme/illustration på side 9]
Spørgsmål til personlig overvejelse
▪ Hvad skal jeg arbejde mest på i mit ægteskab?
▪ Hvilke skridt må jeg tage for at gøre det?