Da kirkerne kom til Tahiti

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT PÅ TAHITI

I SLUTNINGEN af det 18. århundrede begyndte evangelismens vinde at blæse hen over Europa. I England opildnede den senere missionær William Carey med sine glødende taler protestanter til at udbrede evangeliet i områder hvor man endnu ikke havde hørt om det. Til disse områder hørte Tahiti. Carey følte sig tilskyndet af Jesu befaling om at gå ud og gøre disciple af folk af alle nationer. (Mattæus 28:19, 20) I 1802 vakte den franske forfatter François-Auguste-René de Chateaubriands bestseller Le Génie du christianisme (Kristendommens ånd) på samme måde den katolske missionsiver.

Snart begyndte katolske og protestantiske missionsforeninger og –selskaber at dukke op. I 1797 sendte det engelske missionsselskab London Missionary Society 29 missionærer til Tahiti. I 1841 ankom en gruppe katolikker som tilhørte den religiøse orden Picpusfædrene hertil, og tre år senere ankom medlemmer af Mormonkirken. Inden længe tabte mange af de nyankomne dog deres primære religiøse formål af syne og lod sig indvikle i politik og handel. Hvad var grunden?

I forbund med Ari‛i

Til at begynde med fik de protestantiske missionærers lære ikke nogen god modtagelse. Ifølge én kilde lagde deres budskab „mere vægt på ild og svovl end på medfølelse og næstekærlighed“. Desuden vovede ingen — hvad missionærerne hurtigt blev klar over — at blive døbt som kristen før deres høvdinger, deres ari‛i, som også havde myndighed på det religiøse område. Missionærerne besluttede derfor at rette deres opmærksomhed mod dem.

Især én høvding, Pomare II, hilste missionærerne velkommen da han så dem som mulige økonomiske og militære allierede. De på deres side betragtede Pomare som en hjælp til at fremme deres egne interesser. Desuden havde missionærerne lige fra begyndelsen en vis indflydelse, idet de fungerede som mellemmænd mellem tahitianerne og de søfolk som regelmæssigt ankrede op ved øerne for at købe forsyninger.

I håb om at missionærerne ville hjælpe ham til at nå sine politiske mål og skaffe ham de våben han havde brug for, fattede Pomare interesse for deres budskab, og så tidligt som i 1811 anmodede han om at blive døbt. Det følgende år fremsatte han anmodningen skriftligt i et brev. Men i otte år nægtede missionærerne at opfylde hans ønske da de først ville se om han virkelig ville leve efter de bibelske moralnormer.

I mellemtiden lykkedes det Pomare at befæste sin stilling som ubestridt enehersker på Tahiti og de omliggende øer, der tilsammen udgør Selskabsøerne. Endnu en gang anmodede han om at blive døbt, og endelig, i 1819, opfyldte missionærerne hans ønske.

Virkningen sås øjeblikkelig. I løbet af omkring fem år var så godt som alle indbyggerne på Selskabsøerne, de vestlige Tuamotuøer og  halvdelen af Australøerne gået over til kristendommen.

Pomares Lov

Denne masseomvendelse på øerne krævede indførelse af nye værdinormer, skikke og love i stedet for de gamle. Med dette for øje søgte Pomare hjælp hos missionærerne. Faktisk havde disse længe ønsket at reformere stammeskikkene og begrænse kongens magt. Følgelig efterkom missionærerne Pomares anmodning og formulerede et sæt love der ifølge én kilde forenede „de almindelige principper der lå til grund for den britiske forfatning, de bibelske forskrifter og almindelig praksis i de kristne lande“. Efter mange forslag og rettelser anerkendte kongen det endelige resultat som Tahitis første skrevne lovsamling. Den blev kaldt Pomares Lov.

Pomares Lov kom til at danne mønster for lignende lovsamlinger for de nærliggende øer og øgrupper. Loven krævede streng overholdelse af sabbatten, angav straf for sådanne forsyndelser som utroskab, bigami, tyveri og oprør og fastsatte dødsstraf for mord på voksne og spædbørn. Alle former for uanstændig underholdning blev forbudt.

Engagerer sig i politik

De protestantiske missionærer „engagerede sig stærkt i øens politik,“ siges der i bogen Where the Waves Fall af K.R. Howe (1984). „Ved siden af deres rent evangeliske arbejde var de blevet militære strateger, økonomiske rådgivere, politiske vismænd og forfattere af love og forfatningsmæssige dokumenter.“ Tilsvarende tog mormonernes og katolikkernes missionærer sig i det store og hele af de civile og politiske anliggender på de øer hvor de slog sig ned. På Tubuai, en af Australøerne, sagde en missionær fra mormonerne: „Regeringens tøjler ligger i hænderne på kirken . . . Jeg er øens førsteminister.“ På Gambierøerne opnåede katolikkerne en lignende indflydelse. En præst blev medlem af regeringen.

I stedet for udelukkende at holde sig til det religiøse område „valgte missionærerne at udbrede evangeliet med politiske midler,“ siger historikeren Claire Laux. De fandt det mere hensigtsmæssigt at opnå resultater på denne måde. Derved handlede missionærerne stik imod de instrukser de havde fået af deres kirker. Og religion og politik er stadig nært forbundet i Fransk Polynesien.

Handelens betydning

Hos nogle missionærer var „den politiske opportunisme nært forbundet med interessen for handel,“ siger professor Niel Gunson fra universitetet i Canberra, Australien. Flere missionærer blev handelsmænd som fremskaffede, befragtede og endda byggede købmandsskibe. Nogle drev plantager, hvor de dyrkede salepmaranta, en stivelsesholdig rodfrugt, bomuld, kaffe, sukkerrør og tobak.

Missionærerne blev så veletablerede handelsfolk at de i 25 år beherskede handelen med saltet svinekød og kokosolie mellem Australien og Tahiti. Nogle af dem var dog så foruroligede over denne virksomhed at de appellerede til missionsselskabet i London og bad det om at gribe ind. Andre mente at handelen var vigtig hvis de skulle nå deres religiøse mål. Hvordan det?

Missionærerne havde siden deres ankomst benyttet sig af deres håndværksmæssige færdigheder og forarbejdede varer for at gøre indtryk på øernes befolkning. I den formening at det ville gøre indbyggerne lykkeligere at blive „civiliserede“, var missionærerne fortalere for  hårdt arbejde og materiel velstand og lod tilmed folk forstå at den materielle velstand var et bevis på Guds velsignelse.

En ægte omvendelse?

En historiker har senere skrevet at den hurtige masseomvendelse på disse øer kun i ringe grad skyldtes „moralske motiver og langt mindre en hjertets omvendelse og et oprigtigt ønske om at finde sandheden om Gud“. Omvendelsen på Tahiti, siger Niel Gunson, var „blot et udtryk for Pomare II’s vilje, baseret på de engelske missionærers religiøse vaner (ikke deres trossætninger)“.

Mange tahitianere var kun blevet kristne af navn, og i løbet af få år vendte hedenskabet tilbage gennem en religiøs bevægelse kaldet Mamaia. Denne religion blev antaget af selve den kvindelige tronarving. Den var en blanding af kristendom og hedenskab og blev dyrket med frivole religiøse ceremonier og skikke.

Der var mange stridigheder de protestantiske grupper imellem — anglikanere, calvinister og metodister — og der var had mellem protestanter og katolikker. „Den lokale befolkning kunne ikke se nogen forskel på de religiøse retningers lære og forstod ikke at der kunne være had og misundelse mellem nogle der hævdede at de var brødre,“ siger bogen The Cambridge History of the Pacific Islanders. Da for eksempel to katolske missionærer gik i land på Tahiti, blev de straks udvist efter ordre fra en fremtrædende tidligere protestantisk missionær. Dette blev årsag til en diplomatisk krise mellem England og Frankrig, og det var nær kommet til krig. Det endte med at englænderne bøjede sig for Frankrigs krav om at Tahiti skulle stå under fransk „beskyttelse“.

Den positive side

Mere positivt var det at flere af de første missionærer med iver gik ind for at lære befolkningen at læse og skrive og medvirkede til at udrydde barnemord, kannibalisme og menneskeofringer. Det er sandt at nogle missionærer måske har været urimeligt hårde og strenge, men de søgte oprigtigt at højne øboernes moral.

Noget som var til særlig gavn for tahitianerne, var at missionærerne oversatte Bibelen til tahitisk. Herved blev befolkningen gjort bekendt med Guds navn, som stadig er velkendt på øerne. * — Salme 83:18.

[Fodnote]

[Ramme på side 15]

’I er ikke en del af verden’

Disse ord af Jesus Kristus angiver et princip som bør være vejledende for hans sande disciple. (Johannes 15:19) Ja, det er så vigtigt at Jesus i en bøn til Gud sagde om dem: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Derfor engagerede Jesus sig ikke i politik, og han brugte heller ikke politik som en løftestang for at vinde disciple. Han talte også stærkt imod at man begærligt søger at opnå materiel velstand — et andet udslag af verdens ånd. Han anbefalede derimod at man lever et enkelt liv hvis hovedmål er at blive rig hos Gud. (Mattæus 6:22-24, 33, 34) Sande disciple af Jesus vil følge hans eksempel.

[Illustration på side 13]

De første missionærer ankommer, 1797

[Kildeangivelse]

The Granger Collection, New York

[Illustration på side 14]

En missionær med omvendte på Tahiti, ca. 1845

[Illustration på side 14]

Kong Pomare II

[Illustration på side 15]

Tahiti med hovedstaden Papeete

[Kildeangivelse]

Fotografi med tilladelse af Tahiti Tourisme

[Kildeangivelser på side 14]

Til venstre: Fotografi af Henry Guttmann/​Getty Images; til højre: Collection du Musée de Tahiti et de ses Îles, Punaauia, Tahiti