Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gud hjalp mig til at udholde prøvelser

Gud hjalp mig til at udholde prøvelser

Gud hjalp mig til at udholde prøvelser

FORTALT AF VAZIR ASANOV

Idet jeg sprang ud af sengen, bandt jeg en bibel om livet og klædte mig hurtigt på. Inden jeg hoppede ud af vinduet, rullede jeg noget tøj sammen, lagde det i sengen og trak et tæppe op over tøjet så det så ud som om jeg lå og sov. Derefter løb jeg hen til rigssalen mens jeg bad Gud om hjælp. Dette skete i 1991 da jeg var 14 år.

JEG blev født i en kurdisk familie i en by i den sydlige del af det nuværende Kasakhstan, der dengang var en af Sovjetunionens 15 republikker. Mine forældre og slægtninge opdrog mig til at tro på at jeg kunne blive en fremtidig leder og befrier for mit folk. Jeg nærede et så indædt had til det kurdiske folks fjender at jeg var parat til at slå ihjel for at befri kurderne fra undertrykkelse.

I slutningen af 1980’erne begyndte min mor, min yngre bror og jeg at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Far forbød os imidlertid at komme sammen med nogle der var kristne, men jeg fortsatte alligevel mit studium med Vidnerne. Det er stort set uhørt at nogen i en kurdisk familie ikke adlyder familieoverhovedet. Jeg elskede min far, men jeg holdt også utrolig meget af de sandheder jeg lærte fra Bibelen.

Modstand derhjemme og i skolen

En lærer fik engang øje på et nummer af Vagttårnet i min skoletaske og underrettede mine forældre. Min far blev rasende og slog mig så hårdt at blodet stod ud af min næse. Han råbte: „Har du stadig kontakt med det trossamfund?“

Derefter bekendtgjorde far at han ikke længere betragtede mig som sin søn. Det stak mig i hjertet at høre det! Omkring det tidspunkt begyndte mange af mine klassekammerater at undgå mig, og nogle af dem hånede mig helt åbenlyst. Mine lærere gav mig lavere karakterer, og i klassen gjorde de ofte nar af min tro for at få mig til at antage deres ateistiske synspunkter.

Trods denne modstand forsøgte jeg stadig at overvære de kristne møder og at fortælle andre om min nyfundne tro. Noget tid senere fandt far ud af at jeg fortsat kom sammen med Vidnerne, og at jeg læste i Bibelen. En søndag da jeg ville tage til møde, bad jeg far om lov til at forlade hjemmet under påskud af at jeg skulle ordne et ærinde. Han gav mig øjeblikkelig besked på at gå i seng og sagde meget bestemt: „Fra nu af skal du hver søndag ved denne tid ligge i din seng.“ Han truede mig med at det ville få alvorlige konsekvenser hvis jeg ikke gjorde som han sagde, og jeg var ikke i tvivl om at han mente det.

Med tårer i øjnene bad jeg indtrængende Jehova, den sande Gud, om at blødgøre fars hjerte, men min far var ubøjelig. Det fik mig til at tænke på den undertrykkelse israelitterne var udsat for i Ægypten. Min fars handlemåde mindede mig om Farao, der nægtede at lade israelitterne drage af sted for at tilbede Jehova. — 2 Mosebog 5:1, 2.

Små og store valg

En søndag bestemte jeg mig for at tage til møde. Jeg lå i sengen med bankende hjerte og bad stille til Jehova. På et tidspunkt kom mine forældre ind på mit værelse, men jeg lod som om jeg sov. Far sagde stolt: „Sikke en lydig søn jeg har.“ Han kyssede mig, og de gik stille igen. Jeg fortsatte med at bede inderligt.

Efter at mine forældre var gået, kom jeg hurtigt ud af sengen, fik fat i mine sko og sprang ud af vinduet, som det er beskrevet i indledningen. De to timer mødet varede, fløj af sted, og jeg lurede på hvad der mon ville ske når jeg kom hjem. Mor havde godt nok set at det var mit tøj og ikke mig der lå i sengen, men hun sagde heldigvis ikke noget til far. Hun advarede mig dog om at hun ikke længere ville holde sådanne ting skjult for ham.

I 1992 fortalte jeg mine forældre at jeg havde en ven der skulle til en særlig sammenkomst, og at jeg var blevet inviteret med. Den særlige begivenhed som jeg gerne ville overvære, var egentlig et stævne som Jehovas Vidner afholdt i byen Taraz, der lå omkring 100 kilometer fra vores hjem i Karatau. Jeg ville gerne døbes ved stævnet som symbol på min indvielse til Jehova. For at tjene tilstrækkeligt med penge til rejsen spurgte jeg mor om jeg kunne få en spand solsikkefrø fra laden. Jeg ristede frøene og solgte dem på markedet.

Da jeg vendte tilbage fra stævnet, spurgte far om min ven og jeg havde hygget os sammen. Og det forsikrede jeg ham om at vi havde. Jeg følte at Jehova støttede mig, for far kom ikke med flere spørgsmål. Jeg tænkte meget på det der står i Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“

Jeg bliver åndeligt svag

Modstanden fra min far hørte ikke op efter at jeg var blevet døbt. Eftersom jeg ikke ville holde op med at komme sammen med Vidnerne, bankede min far mig ofte, både når der var andre til stede, og når vi var alene. Der gik næsten ikke en dag uden at jeg blev ydmyget eller presset til at opgive min tro, og jeg græd tit. Kasakhstan havde på det tidspunkt lige opnået uafhængighed af Sovjetunionen, og mine forældre og slægtninge søgte at overtale mig til at udrette noget godt gennem politik. De mente at jeg forspildte mine muligheder.

Min ældre bror havde opnået store resultater inden for sport, og min far fremhævede ham ofte som et eksempel for mig. I slutningen af 1994 begyndte jeg også at dyrke sport. Jeg havde et naturligt talent, så der gik ikke lang tid før jeg vandt præmier og anerkendelse for det jeg præsterede i fodbold og gymnastik. Jeg tog også fat på at studere jura for at kunne beskytte kurdernes interesser. Det kom endda så vidt at jeg fik interesse for politik og overvejede at stifte et kurdisk ungdomsparti. Nu begyndte min far at rose mig.

„Far, du vandt“

Jeg var blevet åndeligt svag og læste ikke længere i Bibelen eller kom til Jehovas Vidners møder. Jeg trøstede mig selv med at jeg ville tjene Jehova igen når jeg blev myndig. Engang spurgte far om jeg stadig kom sammen med Jehovas Vidner. Jeg svarede: „Nej, far, du vandt. Er du glad nu?“ Da far hørte det, blev han meget glad. „Nu er du endelig min søn!“ sagde han stolt.

I to år overværede jeg ikke møderne, selvom jeg nogle gange havde lyst til at tage af sted. Men en følelse af skam bevirkede at jeg ikke gjorde alvor af det. Jeg troede ikke at nogen i menigheden kunne forstå min situation.

Alligevel var jeg overbevist om at der ikke var noget bedre end at tjene Jehova. „Når alt kommer til alt, elsker jeg Jehova,“ sagde jeg ofte til mig selv. Far begyndte at presse mig til at få en universitetsuddannelse. Jeg gav efter for presset og lovede ham endda at jeg ville afslutte mine studier med udmærkelse. Inderst inde håbede jeg dog at finde Jehovas Vidner så snart jeg kom til universitetet i Almaty, en stor, moderne by i det sydlige Kasakhstan.

Mine forhold ændrer sig til det bedre

Kort efter at jeg var begyndt på mine universitetsstudier, mødte jeg to Jehovas Vidner der forkyndte på gaden i Almaty. De henvendte sig til mig og spurgte: „Hvem tror du der styrer verden?“

„Satan Djævelen, Jehova Guds og menneskehedens fjende,“ svarede jeg. (2 Korinther 4:3, 4) Jeg forklarede at jeg var et døbt Jehovas vidne, men at jeg var blevet uvirksom.

I slutningen af 1996 begyndte jeg igen at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Efter at have studeret et stykke tid vendte min lyst til at tjene Jehova tilbage med fuld styrke, og jeg begyndte at deltage i alle menighedens aktiviteter i Almaty. I september 1997 blev jeg udnævnt som pioner, eller heltidsforkynder.

Året efter kom far på besøg. Jeg løb hen til ham, og vi omfavnede hinanden. Han bad om tilgivelse for alt det han havde gjort i alle disse år. Han sagde at han havde misforstået mig og min tro. „Far, jeg elsker dig meget højt,“ sagde jeg.

Hvor blev jeg glad da han tog imod bibelsk læsestof og bad om at få en bibel, som han ville læse fra ende til anden! Et år senere besøgte han mig igen, denne gang sammen med mor. I rigssalen kom brødre og søstre af forskellige nationaliteter hen og præsenterede sig og hilste hjerteligt på dem. Det gjorde et dybt indtryk på far, og han begyndte med stor interesse at læse Jehovas Vidners publikationer.

Store velsignelser

I september 2001 blev jeg gift med en sød russisk pige ved navn Jelena. Hun var blevet døbt i 1997 og begyndte i pionertjenesten i maj 2003. Til vores store glæde hørte vi at mine forældre nu studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og at de gjorde åndelige fremskridt. Jeg troede faktisk ikke at det var sandt førend min far selv fortalte mig det. Han sagde til mig i telefonen at Jehova er den eneste sande Gud!

Jeg er utrolig glad for at jeg her i Almaty har kunnet lede bibelstudier med folk der kommer fra mange forskellige lande, som for eksempel Kina, Iran, Pakistan, Syrien og Tyrkiet. For ikke så lang tid siden bad en iransk præst mig om at studere Bibelen med ham på persisk, som er hans modersmål. En tidligere general fra Afghanistan var meget imponeret over det han lærte om Jehova. Det har også været en glæde at læse Bibelen sammen med en fra Syrien på mit modersmål, kurdisk, såvel som at studere med folk på kasakhisk og russisk, sprog jeg også har lært som barn.

I dag tjener jeg sammen med Jelena i en kasakhisk-talende menighed — en af de mere end 35 menigheder i Almaty. Sidste år fik Jelena og jeg den forret at tjene midlertidigt på Jehovas Vidners afdelingskontor der lige var blevet bygget i nærheden af Almaty.

Som barn blev jeg opdraget til at hade, men Jehova har lært mig at elske. Jeg er overbevist om at man aldrig skal holde op med at gøre det der glæder Jehova, heller ikke når man bliver udsat for pres fra velmenende venner og slægtninge. (Galaterne 6:9) Jeg er så glad for at min kone og jeg „har rigeligt at gøre i Herrens gerning“. — 1 Korinther 15:58.

[Tekstcitat på side 13]

Mor advarede mig om at hun ikke længere ville holde sådanne ting skjult for far

[Illustration på side 15]

Rigssalen i Karatau, hvor jeg kom som dreng

[Illustration på side 15]

Mine forældre er nu positivt indstillede over for vores tjeneste

[Illustration på side 15]

Jelena og jeg på vores bryllupsdag

[Illustration på side 15]

Sammen med Jelena ved det nye afdelingskontor i nærheden af Almaty