Vi betragter verden
Vi betragter verden
▪ I 2007 var der i Kina „106 dollarmilliardærer, sammenlignet med 15 [i 2006] og ingen i 2002“. — CHINA DAILY, KINA.
▪ „Indere der ikke tager sig af deres aldrende forældre, kan risikere at komme i fængsel under en ny lov [der] afspejler frygt for at den hurtige modernisering . . . vil undergrave den århundredgamle samfundsstruktur med udvidede familier.“ — REUTERS, INDIEN.
▪ „I dag er der i England lige så mange aktive muslimer som der er aktive anglikanere.“ — THE ECONOMIST, STORBRITANNIEN.
Ædle metaller i sibiriske træer
I sibiriske skove „kan man finde naturligt forekommende guld i forrådnede træstubbe,“ rapporterer det russiske blad Vokrug Sveta. Forskere fra Ulan-Ude, Irkutsk og Novosibirsk har opdaget at stedsegrønne træer der vokser oven på malmforekomster i Sibirien, trækker opløste metaller op af jorden. Når træerne rådner og dør, ophobes metallerne i skovbunden. Fra bare et ton rester af råddent træ fra disse træer har sibiriske forskere udvundet fem gram platin, næsten 200 milligram guld og tre kilo sølv.
Førstehjælp ved begravelser
Ved en kirkegård i Australien har graverne fået udleveret en defibrillator. Hvorfor? For at kunne genoplive sørgende der rammes af hjertestop, oplyser Sydney-avisen Sun-Herald. „Der er stor risiko for at folk får hjertestop ved begravelser,“ forklarer Sisenanda Santos, der er talsmand for St. John Ambulance-service, som står bag tiltaget. „Folk befinder sig i store grupper, de er meget bedrøvede, og ofte har de for meget tøj på når det er varmt.“ Defibrillatoren har en indspillet vejledning til brugeren, og apparatet afgiver kun et elektrisk stød for at sætte hjertet i gang igen på en person når målinger viser tydelige tegn på at der er tale om et hjertestop.
Skilsmisser er skadelige for miljøet
Det voksende antal skilsmisser i hele verden skader miljøet fordi det fører til et øget forbrug af begrænsede ressourcer. Skilsmisser skaber flere husholdninger, mindre familier og et større forbrug pr. person, konkluderer en undersøgelse der er offentliggjort i bladet Proceedings of the National Academy of Sciences. „Hvis skilsmissefamilier i [USA] havde haft det samme ressourceforbrug som familier der ikke er skilt, kunne man alene i år 2005 have sparet 38 millioner værelser, 73 milliarder kilowatt-timer i elektricitet og 2,4 billioner liter vand.“ I år 2000 var der i USA 6,1 million familier som medvirkede til denne form for „ressourcespild“.
Bibelen på et knappenålshoved
Det er lykkedes israelske eksperter i nanoteknologi at komprimere hele „Det Gamle Testamente“ på hebraisk ned på en siliciumchip „der er mindre end et knappenålshoved,“ rapporterer nyhedskilden Science Daily på internettet. Man prentede teksten ved at afskyde en fokuseret stråle af bittesmå partikler kaldet galliumioner på den guldbelagte overflade af chippen. „Nanobibelprojektet viser hvilke muligheder der ligger i miniaturisering,“ forklarer professor Uri Sivan, der arbejder for Technion-Israel Institute of Technology. Det baner også vej for „lagring af informationer på meget lidt plads“.
[Kildeangivelse på side 30]
AP Photo/Ariel Schalit