Hvorfor nettene er tomme

„Der har været gode år og dårlige år, men jeg har aldrig oplevet en krise i fiskeriet som den vi har nu,“ siger 65-årige George, som er fisker på Englands nordøstkyst. „Alt er udtømt — laks, helt, torsk, hummer — alt.“

GEORGE er ikke den eneste der er bekymret. Lignende foruroligende rapporter kommer fra alle verdenshave. Augustín i Peru der er kaptajn på en 350 ton tung fiskerbåd, siger: „Der begyndte at være knaphed på sardiner for omkring 12 år siden. I Peru var der fisk i overflod hele året rundt, men nu er vi ofte uden beskæftigelse flere måneder i træk. Vi har ikke været vant til at fiske mere end 15 sømil fra land, men nu må vi sejle op til 170 sømil for at fange noget.“

Antonio, som bor i Galicien i Spanien, siger: „Jeg har været fisker i mere end 20 år. Jeg har set hvordan havets ressourcer lidt efter lidt er blevet opbrugt. Vi trækker mere op af havet end det kan producere.“

Det er ikke muligt at tage dramatiske billeder af have der er ødelagt af overfiskeri, på samme måde som man kan af regnskove der er ødelagt af bulldozere, men det er lige katastrofalt. FN’s Organisation for Ernæring og Landbrug advarede for nylig om overfiskeri med ordene: „Situationen er meget alvorlig og truende eftersom omkring 75 procent af verdens fiskebestande allerede er fuldt udnyttede, overudnyttede eller udtømte.“

Fisk er den vigtigste næringskilde til animalsk protein for en femtedel af jordens befolkning.  En af vores vigtigste fødevarer er derfor i farezonen. Der er ikke rigeligt med fisk i alle havene. Med hensyn til liv, er de fleste åbne have faktisk som en ørken. De mest produktive fiskepladser plejer at være nær kysten og i områder hvor der er en opstigning af næringsrigt vand. Dette vand giver næring til fytoplankton, som er grundlaget for havets fødekæder. Hvordan ødelægger fiskerne de selv samme fiskepladser som deres levebrød afhænger af? Historien om en kendt fiskeplads er med til at give svaret.

Newfoundlandbankerne — ødelæggelsen begynder

Noget der svarede til guldfeberen begyndte da den italienskfødte søfarer og opdagelsesrejsende John Cabot * krydsede Atlanten fra England og opdagede Newfoundlandbankerne, et rigt fiskefarvand i et lavvandet havområde ud for Canadas kyst. Det var kun fem år efter Christoffer Columbus’ historiske sørejse i 1492. Snart trodsede hundreder af fiskere Atlanten for at fiske på Newfoundlandbankerne. Ingen europæer havde nogen sinde set vand der vrimlede med så mange torsk.

Torsk var dengang lige så meget værd som guld. Den blev vurderet højt for dens hvide, nærmest fedtfattige kød og er stadig meget populær overalt i verden. En atlanterhavstorsk vejer normalt mellem halvanden og ni kilo, men nogle af dem på Newfoundlandbankerne var lige så store som et menneske. I de efterfølgende århundreder øgede fiskerne deres fangst efterhånden som de lærte at bruge bundtrawl og langliner med tusinder af kroge.

Konsekvenserne af industrifiskeri

I det nittende århundrede begyndte nogle i Europa at give udtryk for deres bekymring over fiskebestanden, især med hensyn til sild. Men professor Thomas Huxley, der var præsident for British Royal Society, sagde ved Londons internationale fiskeriudstilling i 1883: „Der er så store mængder af disse fisk at det antal vi fanger, er forholdsvis ubetydeligt . . . Jeg tror derfor at det er umuligt for os at udtømme bestanden af torsk, . . . ja, af havets fisk i det hele taget.“

Det var få der betvivlede Thomas Huxleys synspunkt, selv efter at industrifiskeriet med damptrawlfiskerbåde begyndte ved Newfoundlandbankerne. Efterspørgselen efter torsk var stigende, især fra 1925 da Clarence Birdseye fra Massachusetts opfandt en hurtig måde at nedfryse fisk på. Med dieseldrevne trawlere kunne fiskerne nu få større fangster. Men rovdriften skulle blive endnu værre.

I 1951 ankom et mærkværdigt skib fra Storbritannien for at fiske ved Newfoundlandbankerne. Det var et skib på 2600 bruttotons og var 85 meter langt. Skibet var verdens første fabrikstrawler udstyret med fryselast. Det havde en rampe i agterstævnen med kranspil der kunne trække det umådelige net ind, og på de nedre dæk var der en lang række automatiske fileteringsmaskiner og frysere. Da skibet var udstyret med radar, sonar og ekkolod, kunne man lokalisere fiskestimer dag og nat, uge efter uge.

Andre nationer indså det kommercielle potentiale, og snart var der i hundredvis af  lignende fartøjer som gennemtrawlede havene og trak tusinder af fisk op i timen. Nogle skibe havde en lasteevne på 8000 tons og net der var så store at de kunne rumme en jumbojet.

Dødsstødet

„I slutningen af 1970’erne havde de fleste mennesker stadig den fejlagtige opfattelse at havenes spisekammer var uudtømmeligt,“ siger bogen Ocean’s End. En voksende flåde af gigantiske trawlere fiskede Newfoundlandbankerne tynde i 1980’erne. Videnskabsmænd advarede om at torskebestanden nærmede sig et kollaps. Men nu afhang titusinders levebrød af dette fiskeri, og politikerne vægrede sig ved at træffe en upopulær beslutning. I 1992 påviste forskerne så at bestanden af torsk inden for 30 år ville være reduceret med hele 98,9 procent. Der blev indført fiskestop for torsk på Newfoundlandbankerne. Men det var for sent. Fem hundrede år efter at en af verdens rigeste fiskebestande var blevet opdaget, var den udtømt.

Fiskerne håbede at torsken snart ville vende tilbage. Torsk lever i mere end 20 år, men bliver sent kønsmodne. I de år der er gået siden 1992, er den ønskede situation derfor stadig ikke indtruffet.

Global fiskerikrise

Det der skete på Newfoundlandbankerne, er et advarende eksempel på det globale problem i fiskeindustrien. I 2002 sagde Storbritanniens miljøminister at „60 procent af verdens fiskebestande nu udnyttes hensynsløst“. Tun, sværdfisk, hajer og rødfisk er blandt de mange udryddelsestruede arter.

Flere rige nationer har allerede ødelagt deres egne fiskesteder og leder nu efter fjernere fiskepladser de kan udnytte. Ved Afrikas kyster findes for eksempel nogle af verdens bedste fiskepladser. Mange afrikanske regeringer har svært ved at nægte nogle at købe licens til at fiske fordi det er statskassens vigtigste indtægtskilde til fremmed valuta. Ikke overraskende er lokalbefolkningen vrede over rovfiskeriet.

Hvorfor fortsætter overfiskeriet?

For en udenforstående at se er løsningen ganske enkel — stop overfiskeriet. Men helt så enkelt er det ikke. Kommercielt fiskeri kræver en stor investering i udstyr. Derfor håber hver eneste fisker at andre vil stoppe med at fiske så han kan fortsætte. Det har blot medført at der almindeligvis ikke er nogen der holder op. Dertil kommer at myndighederne ofte er de største investorer i fiskeriet, og det gør dem til en del af problemet. Bladet Issues in Science and Technology siger: „Nationerne betragtede ofte [FN’s] fiskerimålsætning som en norm andre nationer skulle imødekomme, men som de selv var indstillet på at lade hånt om.“

Lystfiskere bærer også et ansvar. New Scientist siger som kommentar til en amerikansk undersøgelse: „Lystfiskeriet kan kræves til regnskab for 64 procent af de indberettede fangster af overfiskede arter langs Den Mexicanske Golf.“ Eftersom både lystfiskere og kommercielle fiskere øver stor indflydelse, er politikerne tilbøjelige til at gøre det der fremmer deres popularitet, frem for at beskytte fiskebestanden.

Kan der gøres noget for at beskytte verdens fiskebestande? Boyce Thorne-Miller siger i sin bog The Living Ocean: „Der er ikke noget som kan redde arterne i havet, før mennesker har ændret deres indstilling radikalt.“ Vi kan være glade for at Skaberen, Jehova Gud, har oprettet et rige som vil sørge for at alle på hele jorden i fremtiden kan føle sig trygge. — Daniel 2:44; Mattæus 6:10.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 21]

Havene er lige så ødelagte af overfiskeri som regnskovene er det af bulldozere

[Tekstcitat på side 22]

„Omkring 75 procent af verdens fiskebestande [er] allerede fuldt udnyttede, overudnyttede eller udtømte.“ — FN’s Organisation for Ernæring og Landbrug

 [Tekstcitat på side 23]

Fisk er den vigtigste næringskilde til animalsk protein for en femtedel af jordens befolkning

[Illustration på side 23]

Cambodja

[Illustration på side 23]

Kommercielt fiskeri, Alaska

[Illustration på side 23]

Den Demokratiske Republik Congo

[Kildeangivelse på side 20]

© Janis Miglavs/​DanitaDelimont.com

[Kildeangivelser på side 22]

Øverst: © Mikkel Ostergaard/​Panos Pictures; i midten: © Steven Kazlowski/​SeaPics.com; nederst: © Tim Dirven/​Panos Pictures