Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvor kan man finde svar?

Hvor kan man finde svar?

Hvor kan man finde svar?

ET AF religionens formål er at forklare livets mening. Men mange føler at det trossamfund de tilhører, ikke tilfredsstiller deres åndelige behov. Denise, der er vokset op som katolik, siger: „Baltimore-katekismen indbefatter spørgsmålet: ’Hvorfor skabte Gud os?’ sammen med svaret: ’Gud skabte os for at vise sin godhed og for at dele sin evige glæde med os i himmelen.’

Men dette svar gav mig ingen fornuftig forklaring på hvorfor jeg er til. Hvis jeg kun venter på at komme i himmelen, hvad er det så tanken at jeg skal foretage mig inden da?“ Denise er ikke den eneste der har spekuleret på dette. Af en spørgeundersøgelse fremgik det at to tredjedele af de adspurgte mente at de fleste kirker og synagoger ikke virkelig hjælper folk til at finde en mening med livet.

Det har ført til at mange prøver at finde svar andetsteds — i videnskaben eller i filosofier med betegnelser som humanisme, nihilisme og eksistentialisme. Hvorfor bliver vi mennesker ved med at søge til trods for at kun få af os finder tilfredsstillende svar?

Et medfødt åndeligt behov

Kevin S. Seybold, der er professor i psykologi, kalder det „den tilsyneladende universelle menneskelige tilbøjelighed til at tilbede noget“. I de senere år er flere forskere nået frem til at mennesket i virkeligheden har en medfødt tilbøjelighed til at søge efter en dybere mening med livet. Faktisk mener nogle at der er genetiske og andre fysiologiske vidnesbyrd om at mennesket har et naturligt behov for at have kontakt til en højere magt.

Idéen om menneskets åndelige behov debatteres i akademiske kredse, men de fleste har ikke nødig at få dette bekræftet af videnskaben. Det er vores åndelige behov der får os til at tænke over det som nogle kalder livets store spørgsmål: Hvorfor er vi til? Hvordan skal vi leve vores liv? Skal vi stå til regnskab over for en almægtig Skaber?

Hvis man lægger nøje mærke til det der er i naturen, vil man kunne finde svar på nogle af disse spørgsmål. Tænk for eksempel på den uhyre kompleksitet der ses i naturen, lige fra encellede organismer til galaksehobe som er millioner af lysår borte. Viser det ikke at der findes en intelligent Designer, en Skaber? Bibelen siger: „Hans [Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ — Romerne 1:20.

Få dit åndelige behov dækket

Bibelen fortæller at Gud, da han skabte os mennesker, „[lagde] evigheden i vort sind“. (Prædikeren 3:11, Byington) Vi har et medfødt ønske om at leve, ikke at dø. Og vi har en iboende trang til at forstå livets mening og finde svar på vores spørgsmål.

Det at søge efter svar ligger i virkeligheden i den menneskelige natur. Efter at have peget på de videnskabelige og tekniske fremskridt menneskene har gjort, skriver en redaktør ved avisen The Wall Street Journal: „Vi har stadig ikke fået svar på spørgsmålene: Hvem er vi, hvorfor er vi til, og hvor går vi hen?“ Det vil være fornuftigt af os at søge svar hos den bedst tænkelige kilde. Bibelen peger på denne kilde, for den siger: „Det er [Gud] der har frembragt os, og ikke os selv.“ — Salme 100:3.

Er det ikke logisk at se hen til den der står bag alle skaberværkets undere for at få dækket vort åndelige behov? Jesus Kristus anbefalede os at gøre netop det. Han erkendte at kun livets Kilde — Skaberen — kan tilfredsstille vort åndelige behov. — Salme 36:5, 9; Mattæus 5:3, 6.

Hvis vi skal have vort åndelige behov dækket, er det altså af altafgørende betydning at vi får svar på spørgsmålet: Hvorfor er vi til? Lad os se nærmere på det opmuntrende svar som Gud giver.