Jeg har oplevet store forandringer i Korea

FORTALT AF PARK CHONG-IL

„Din kryster! Du er bange for at dø ved fronten. Du prøver at krybe uden om militærtjeneste ved at foregive at det er imod din religiøse overbevisning.“ Det var den beskyldning en kaptajn i efterretningstjenesten Counter Intelligence Corps (CIC) rettede mod mig da jeg stod foran ham i juni 1953 for mere end 55 år siden.

DETTE skete under Koreakrigen, og kaptajnen trak efterfølgende en pistol frem og lagde den på sit skrivebord. „Nu kommer du til at dø her i stedet for ved fronten,“ sagde han. „Eller måske er du kommet på andre tanker?“

„Nej,“ svarede jeg fast. Derpå gav kaptajnen en officer ordre til at gøre klar til min henrettelse.

Jeg var kommet i den situation fordi jeg var blevet indkaldt som soldat, men havde nægtet at udføre militærtjeneste. Mens vi ventede, fortalte jeg kaptajnen at jeg allerede havde viet mit liv til Gud og derfor følte at det ville være forkert at ofre det for en anden sag end i tjenesten for Gud. Så gik der nogle minutter hvor der var dyb stilhed. Kort efter kom officeren tilbage og rapporterede at alt var klar til min henrettelse.

På det tidspunkt kendte de fleste i Sydkorea ikke særlig meget til Jehovas Vidner, og endnu mindre til at vi af samvittighedsgrunde nægtede at deltage i militæraktioner under noget som helst styre. Før jeg beretter hvad der videre skete, lad mig da forklare hvordan jeg var nået til den beslutning jeg udtrykte over for kaptajnen.

Mine unge år

Jeg er født i oktober 1930 og er den førstefødte søn i en familie der boede i en by i nærheden af Seoul, som dengang var hovedstad for hele Korea. Min farfar var en ivrig tilhænger af Konfucius, og han oplærte også mig til at blive det. Han var imod at jeg fik en uddannelse, så jeg kom ikke i skole før efter hans død; da var jeg ti år gammel. I 1941 gik USA og Japan ind i Anden Verdenskrig på hver sin side.

Fordi Korea var under japansk herredømme, måtte vi elever hver morgen deltage i en ceremoni hvorunder vi skulle ære den japanske kejser. Min faster og onkel var blevet Jehovas Vidner, og da de på grund af deres religiøse overbevisning nægtede at blive involveret i krigsindsatsen, blev de fængslet i Korea under Anden Verdenskrig. Den behandling japanerne udsatte Jehovas Vidner for, var så grusom at nogle af dem mistede livet, deriblandt min onkel. Min faster kom senere til at bo hos vores familie.

 I 1945 blev Korea befriet for japansk herredømme. Med hjælp fra min faster og andre Jehovas Vidner som havde overlevet fangenskabet, begyndte jeg for alvor at studere Bibelen, og i 1947 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. I august 1949 ankom Don og Earlene Steele til Seoul, de første gileadmissionærer som fik distriktstildeling i Korea. Efter nogle måneders forløb kom der flere andre.

Den 1. januar 1950 begyndte jeg og tre andre som pionerer, en betegnelse der bruges om Jehovas Vidners heltidstjenere. Vi var de tre første i Korea der blev pionerer efter Anden Verdenskrig.

Under Koreakrigen

Kort efter brød krigen ud mellem Nord- og Sydkorea. Det skete søndag den 25. juni 1950. Dengang var der kun én menighed af Jehovas Vidner i hele Korea, nemlig i Seoul, og vi var 61. Af hensyn til missionærernes egen sikkerhed påbød den amerikanske ambassade at de forlod landet. De fleste lokale Jehovas Vidner forlod også Seoul og spredte sig i den sydlige del af landet.

Den sydkoreanske regering forhindrede imidlertid at unge mænd der, ligesom jeg, var i den værnepligtige alder, forlod Seoul. Pludselig marcherede kommunistiske tropper ind i byen, og Seoul kom under den kommunistiske hærs kontrol. Selv dengang hvor jeg måtte skjule mig i et lille værelse i tre måneder, kunne jeg forkynde Guds rige for folk. For eksempel mødte jeg en skolelærer som også skjulte sig for kommunisterne. Det endte med at vi kom til at bo sammen, og jeg studerede Bibelen med ham hver dag. Med tiden blev han døbt som et af Jehovas Vidner.

De kommunistiske myndigheder fra Nordkorea fandt os til sidst på vores skjulested. Vi fortalte at vi var bibelstuderende og forklarede Bibelens lære angående Guds rige for dem. Til vores overraskelse arresterede de os ikke, men viste i stedet interesse for Bibelens budskab. Faktisk kom nogle af dem tilbage flere gange for at høre mere om Guds rige. Denne oplevelse styrkede vores tro på at Jehova beskytter os.

Efter at FN’s styrker havde tilbageerobret Seoul, modtog jeg i marts 1951 en særlig tilladelse til at rejse til byen Daegu. Der kunne jeg sammen med mine trosfæller forkynde i adskillige måneder. I november 1951 vendte Don Steele tilbage til Korea endnu før krigen var slut.

Jeg hjalp ham med at reorganisere forkyndelsesarbejdet. Vagttårnet, såvel som Budbringer — der gav Vidnerne vejledning om hvordan de skulle udføre forkyndelsesarbejdet — skulle oversættes til koreansk, maskinskrives og duplikeres. Dette materiale blev sendt til menighederne, som efterhånden fandtes rundt om i forskellige byer. En gang imellem rejste Don og jeg sammen for at besøge og opmuntre menighederne.

Hvor blev jeg glad da jeg i januar 1953 modtog et brev med en indbydelse til Gileadskolen i New York for at blive uddannet som missionær. Efter at jeg havde bestilt min billet, modtog jeg imidlertid et brev fra et offentligt kontor i Korea som krævede at jeg meldte mig til militærtjeneste.

Jeg ser døden i øjnene

Over for en officer i rekrutteringscentret gjorde jeg rede for mit neutrale standpunkt og  fortalte hvorfor jeg ikke ville gøre tjeneste i militæret. Øjeblikkelig udleverede han mig til CIC for at man dér kunne finde ud af om jeg var kommunist. Det var ved denne lejlighed jeg så døden i øjnene, som omtalt tidligere. Men i stedet for at skyde mig rejste kaptajnen sig pludselig op, gav en officer en tyk kæp og beordrede ham til at slå mig. Smerten var ulidelig, men jeg var glad for at jeg holdt ud.

CIC sendte mig tilbage til rekrutteringscentret. Her ignorerede officererne mit standpunkt og gav mig et militært id-nummer, hvorefter de overflyttede mig til det militære træningscenter på øen Cheju-do nær fastlandet Korea. Den næste morgen var det meningen at de nye rekrutter, også jeg, skulle aflægge ed for at blive soldater. Jeg nægtede at gøre det. Det førte til at jeg blev stillet for en krigsret og idømt tre års fængsel.

Tusinder er loyale

Den dag jeg skulle være rejst for at uddanne mig som missionær, så jeg en flyvemaskine højt oppe. Det var det fly jeg skulle have været med. Men i stedet for at blive fortvivlet over at jeg ikke kunne komme på Gilead, følte jeg en dyb glæde fordi jeg havde været loyal over for Jehova. Og jeg er ikke det eneste koreanske Jehovas vidne som har nægtet militærtjeneste. Gennem årene har over 13.000 Jehovas Vidner i Korea indtaget et lignende standpunkt. Tilsammen har de tilbragt over 26.000 år i koreanske fængsler.

Efter at have afsonet to år af min tre års fængselsdom blev jeg benådet og løsladt i 1955 fordi jeg var en mønsterfange. Jeg tog fat på heltidstjenesten igen. Senere, i oktober 1956, fik jeg til opgave at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Sydkorea. I 1958 blev jeg atter indbudt til Gilead. Da jeg var færdig med skolen, vendte jeg tilbage til Sydkorea, som var mit tildelte distrikt.

Nogen tid efter min hjemkomst mødte jeg Sung In-hyun, et trofast Jehovas vidne, og vi giftede os i maj 1962. Hendes familie var buddhister, men hun havde fået kendskab til Jehovas Vidner gennem en klassekammerat. De første tre år vi var gift, besøgte vi hver uge forskellige menigheder i Korea for at styrke troen hos vores trosfæller. Siden 1965 har vi arbejdet på Jehovas Vidners afdelingskontor i Korea, cirka 60 kilometer fra Seoul.

Tilbageblik

Når jeg ser tilbage, er jeg forbavset over at se hvor store forandringer der er sket i landet. Efter Anden Verdenskrig og krigen med Nordkorea var Sydkorea næsten totalt ødelagt. Byer og veje lå i ruiner. Forsyningen af el og varme var meget ustabil, og landets økonomi var kaotisk. I de følgende 50 år er Sydkorea på bemærkelsesværdig måde kommet på fode igen.

I dag har Sydkorea verdens 11. største økonomi. Landet er kendt for dets moderne byer, hurtige jernbanesystem, elektronik og ekspertise inden for bilfabrikation. Sydkorea er nu verdens femte største bilproducent. Men det der har haft størst betydning for mig, har været de fremskridt der er gjort i Sydkorea for at respektere de sydkoreanske indbyggeres menneskerettigheder.

Da jeg blev stillet for en krigsret i 1953, forstod den koreanske regering ikke begrebet militærnægtelse. Nogle af os blev beskyldt for at være kommunister, og enkelte af vores trosfæller blev slået til døde. Mange som i deres ungdom blev sat i fængsel fordi de var militærnægtere, har set deres sønner, og endda sønnesønner, gå i fængsel af samme grund.

 Når medierne i de senere år har skullet dække episoder angående Jehovas Vidners militærnægtelse, uanset hvilket land det drejede sig om, har de almindeligvis omtalt det positivt. En advokat som havde retsforfulgt et Jehovas vidne der var militærnægter, skrev endda et åbent brev hvori han undskyldte det han havde gjort, og brevet blev offentliggjort i et velkendt blad.

Jeg håber at vores ret til at nægte militærtjeneste vil blive respekteret i Sydkorea som det bliver i mange andre lande. Jeg beder til at de sydkoreanske myndighederne vil tage hensyn til de enkeltpersoner der har samme overbevisning som jeg, og holde op med den praksis at sende disse unge militærnægtere i fængsel, „så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv“. — 1 Timoteus 2:1, 2.

Som Guds tjenere føler vi at det er vigtigt at vise at vi støtter hans ret til at være hersker. (Apostelgerninger 5:29) Vi ønsker inderligt at glæde hans hjerte ved at vise ham loyalitet. (Ordsprogene 27:11) Jeg er glad for at være blandt de millioner som har valgt at ’stole på Jehova af hele deres hjerte og ikke støtte sig til deres egen forstand’. — Ordsprogene 3:5, 6.

[Tekstcitat på side 13]

„Til vores overraskelse arresterede de os ikke, men viste i stedet interesse for Bibelens budskab“

[Tekstcitat på side 14]

Koreanske Jehovas Vidner har i alt tilbragt 26.000 år i fængsel fordi de nægter at gå ind i militæret

[Illustration på side 12]

I militærfængsel, 1953

[Illustration på side 15]

Jeg besøger menigheder med Don Steele under krigen, 1952

[Illustration på side 15]

Før vores bryllup, 1961

[Illustration på side 15]

Jeg er tolk for en rejsende tilsynsmand, 1956

[Illustration på side 15]

Med Sung In-hyun i dag