Vi betragter verden
Vi betragter verden
▪ „I det 20. århundrede var tobak skyld i 100 millioner dødsfald.“ — VERDENSSUNDHEDSORGANISATIONEN, SCHWEIZ.
▪ „Blandt de næsten 9000 patienter som fik en hjerteoperation i [Storbritannien] mellem 1996 og 2003, bevirkede en blodtransfusion at risikoen for at dø indenfor et år var tre gange større og indenfor 30 dage seks gange større end den var blandt dem der ikke fik en transfusion.“ — NEW SCIENTIST, STORBRITANNIEN.
En fredelig tid?
„Julen er en af vores største højtider“, men det er også „en tid med konflikter,“ udtaler Vi Föräldrar, et svensk blad der henvender sig til forældre. Faktisk „skændes“ familier mere i juletiden „end på noget andet tidspunkt af året“. Bladet spurgte over 1100 forældre med småbørn om deres erfaringer i juleferien. 88 procent svarede at familien skændes om „hvordan og hvor de skal fejre jul“. Mange er irriterede over at bedsteforældre forkæler deres børnebørn med slik og unødvendige gaver.
Mere lykke ved at give
„Penge gør dig lykkelig — hvis du giver dem væk,“ lyder en overskrift i den canadiske avis The Globe and Mail. De fleste af de adspurgte mente at de ville blive lykkeligere ved at bruge penge på sig selv, men de der brugte deres penge på at hjælpe andre — uanset beløbets størrelse — sagde at det gjorde dem mere lykkelige. „Adskillige undersøgelser har vist at rigdom ikke er ensbetydende med lykke,“ siger avisen. „Når folk har penge nok til livets fornødenheder, bliver de ikke lykkeligere af at få flere.“
Du kan få det på nettet
De amerikanske myndigheder besluttede at undersøge hvorvidt det ville være muligt for eventuelle fjender at „komme i besiddelse af tophemmeligt militærudstyr“ via internettet, siger bladet New Scientist. „De blev forbavsede over at opdage hvor let det var.“ Ved hjælp af velkendte hjemmesider kunne de let anskaffe „flere skudsikre veste af den type det amerikanske militær bruger“, en „brugt beskyttelsesdragt mod biologiske og kemiske stoffer samt radioaktiv stråling“, dele til kampfly og „meget andet tophemmeligt udstyr“. Det er uvist hvordan forhandlerne fik fat i udstyret, men flere af dem er nu „kommet i politiets søgelys,“ fortæller bladet.
Lim fra oldtiden
I oldtiden blev en romersk officers paradehjelm dekoreret med laurbærblade af sølv, og det blev gjort med et klæbemiddel der er lige så stærkt som hurtiglim. Frank Willer, chefkonservator på Rhinlandmuseet i Bonn, gjorde denne opdagelse ved et tilfælde. Han ville ved hjælp af en fin sav fjerne en lille metalprøve fra en jernhjelm der stammede fra det første århundrede før vor tidsregning, og som havde ligget på bunden af Rhinen i mindst 1500 år. „Varmen fra værktøjet forårsagede at sølvlaurbærbladene på hjelmen skallede af, og det efterlod et spor af fine limtråde,“ forklarer han. Analyser viste at det stærke klæbemiddel var lavet af asfalt, træbeg og oksetalg.