Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En cykel der sliber knive

En cykel der sliber knive

En cykel der sliber knive

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I TANZANIA

▪ Hvad ville du tænke hvis du så en mand der sad på en cykel med ryggen til styret og energisk trådte i pedalerne, men ikke flyttede sig ud af stedet? I visse dele af verden, som for eksempel her i Østafrika, er det sikkert en mand der lever af at slibe knive — en såkaldt skærsliber — du har fået øje på.

Han benytter sig af en ganske almindelig cykel, dog med nogle få vigtige ændringer. Bagagebæreren er forstærket og har fået monteret en rund slibesten. Drivremmen — der består af en nylonsnor — løber omkring en ekstra fælg der er delt midt igennem og derefter svejset på cyklens baghjul.

Det vides ikke med sikkerhed hvordan denne smarte anordning kom til Afrika. Andrea, en mand der har slebet knive på denne måde siden 1985, siger: „Jeg har fået at vide at sådanne cykler blev brugt i Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad, inden idéen blev taget op i Moshi, hvor jeg bor. Her tog vi cyklen i brug i 1982.“

Hvordan skaffer man sig en cykel der kan slibe knive? Andrea fortæller: „Vi går hen til en fundi — swahili for ’håndværker’    g får ham til, ud fra vores anvisninger, at lave forandringerne på en almindelig cykel.“ Cyklen er som regel klar i løbet af en dag eller to.

Sved og gnister!

For Andrea begynder dagen omkring klokken syv om morgenen. Her gør han sin cykel klar, hvorefter han tager hen i et område hvor der bor mange mennesker. Når han er kommet frem, råber han: „Knive slibes! Knive slibes!“ Han ringer også med sin ringeklokke. Snart efter viser den første husmor sig i et vindue. Hun kalder på Andrea og rækker ham et par sløve knive. En af naboerne kommer med en machete, og en frisør kommer med sine sakse. Andrea sliber også bor og hakkejern, ja, praktisk talt alt hvad der har et skær.

Andrea udsøger sig et sted hvor der er jævnt, og stiller cyklen på dens støtte, hvorved baghjulet løftes op fra jorden. Dernæst fastgør han drivremmen af nylon, sætter sig op på en ekstra sadel, der vender bagud, og træder derudaf. Gnisterne fyger omkring ham, og han får sved på panden efterhånden som knivene slibes skarpe som barberblade. Først ved sekstiden om aftenen er arbejdsdagen ved at være forbi.

Den cyklende skærsliber er blot ét eksempel på hvordan ’de flittige’ ved opfindsomhed og foretagsomhed kan tjene til dagen og vejen, selv under økonomisk vanskelige forhold. — Ordsprogene 13:4.