Mars tæt på

I AUGUST 2003 kom Mars inden for en afstand af 56 millioner kilometer til vores planet, det nærmeste den har været i næsten 60.000 år. Efter astronomisk målestok placerede dette praktisk talt den røde planet i vores baghave, til stor glæde for stjernekiggere.

I begyndelsen af 2004 havde op til flere rumfartøjer samlet sig ved Mars. Nogle studerede planeten fra dens overflade, mens andre var i kredsløb om den. Hvad har disse missioner lært os om vores naboplanet?

Den røde planet udforskes

Rumsonden Mars Global Surveyor ankom til Mars i 1997. Den afslørede at Mars engang havde haft et stærkt magnetfelt. Rumsonden lavede også en nøjagtig kortlægning af planetens topografi, som blandt andet kunne afsløre at afstanden mellem det laveste og højeste punkt er over 29 kilometer, sammenlignet med de godt og vel 19 kilometer der er gældende for Jorden. *

Det laveste sted på Mars findes i det kæmpestore krater Hellas Basin, som øjensynlig blev dannet i forbindelse med nedslaget af en gigantisk asteroide. Det højeste punkt er toppen af den 21 kilometer høje vulkan Olympus Mons. Et kamera om bord på Surveyor tog også billeder af sten der så ud til at være mere end 18 meter i diameter, samt billeder af vandreklitter og nyligt opståede erosionskløfter. Et andet instrument fastslog at de fleste sten på overfladen er af vulkansk oprindelse.

I november 2006 mistede man al kontakt med Mars Global Surveyor, men tre rumsonder — 2001 Mars Odyssey, Mars Express og Mars Reconnaissance Orbiter — fortsatte deres udforskning af den røde planet. * Ved hjælp af nogle meget følsomme kameraer og detektorer undersøgte de atmosfæren og miljøet omkring Mars og var også med til at opdage og kortlægge den store mængde is der er på planetens nordpol.

Isen er i fokus for Phoenix Mars Lander, som havde en fejlfri landing den 25. maj 2008. Phoenix er udstyret med meget avancerede instrumenter der både kan analysere atmosfæren og permafrosten i polarområdet. Forskere håber at få klarhed over hvorvidt den frosne jord nogen sinde har kunnet understøtte mikrobielt liv. Men jagten på liv — eller i det mindste gunstige betingelser for det — var begyndt tidligere.

Robotbilerne Spirit og Opportunity

De to robotbiler, Mars Exploration Rovers, der hedder Spirit og Opportunity, ankom til Mars i januar 2004. Deres landingssteder var blevet valgt ud fra de data man havde indsamlet på tidligere missioner. Robotbilerne — der begge er på størrelse med en gokart — bremsede deres nedstigning gennem atmosfæren omkring Mars ved hjælp af varmeskjold, faldskærme og raketter. Ved landingen hoppede de hen over overfladen omsluttet af store airbags på samme måde som deres mindre forgænger, Mars Pathfinder, havde gjort det i 1997. *

Overfladen på Mars har omtrent samme areal som det tørre land på Jorden, så det giver robotbilerne rigelig plads til at udforske planeten. Stedet der blev valgt til Opportunity, var Meridiani Planum, en slette bestående af ældre klippelag som indeholder det jernholdige mineral hæmatit. Spirit landede på den anden side af Mars for at udforske det gigantiske Gusevkrater, som nogle forskere tror kan have indeholdt en sø. Ifølge en meddelelse fra NASA var formålet med denne dobbelte mission „at vurdere de historiske miljøforhold på steder som måske engang har været våde og egnede til liv“.

 „Geologer“ på Mars

Spirit nåede den 4. januar 2004 sit bestemmelsessted, et bart og stenet landskab præget af lave, runde fordybninger. Robotbilen studerede landskabet på næsten samme måde som en rigtig geolog ville gøre det, nemlig ved at undersøge forskellige typer jordbund, sten og landskabsformer. De forskere der styrede Spirit, fastslog at landingsområdet var fyldt med vulkanske sten, og der var mange fordybninger forårsaget af meteoritter. Derefter kørte Spirit 2,6 kilometer  for at undersøge nogle bakkedrag. Der fandt den usædvanlige klippearter og fremspring af bløde klippelag som måske har vulkansk oprindelse.

I mellemtiden landede Opportunity, den 25. januar 2004, efter en rejse på 456 millioner kilometer, kun 25 kilometer fra målet. Omsluttet af airbags hoppede robotbilen hen over Meridianislettens overflade og rullede lige ned i et lille krater. En videnskabsmand sammenlignede landingen med et „interplanetarisk hole-in-one“.

Opportunity udforskede flere kratere hvor der var lagdelte klipper med små indkapslede hæmatitrige, kuglerunde sten, kaldet blåbær. De er i virkeligheden ikke blå, men har en grå farve der står i kontrast til den røde jord og klipperne der danner baggrund. Visse klippelag danner riller og strukturer der er typiske for sandaflejringer i vandstrømme. Nogle forskere mener at disse strukturer sammen med den klor og brom der er fundet i klipperne, tyder på at der på et tidspunkt har været saltvand.

Phoenix Mars Lander-missionen i 2008 har skaffet yderligere informationer om overfladen på Mars, især om de isbelagte områder. En robotarm gravede ned til isen der findes under overfladen. Her har den indsamlet jord- og isprøver til analyse på de to „laboratorier“ om bord på Phoenix. Missionen var imidlertid planlagt til at være forholdsvis kortvarig, for kun få måneder efter at Phoenix’ arbejde var fuldført, fortæller bladet Science, ville vinteren på Mars „pakke den ind i et tykt tæppe af frossen kuldioxid“.

At videnskabsfolk ligefrem kan udforske andre planeter der findes flere hundrede millioner kilometer borte, viser hvad der kan gøres når mennesker arbejder sammen mod et fælles mål. Sådanne præstationer er også en hyldest til den menneskelige opfindsomhed. Men udforskning af rummet — ja, videnskaben som et hele — er naturligvis kun mulig på grund af den orden og de pålidelige fysiske love der styrer universet. Disse love er ikke opstået af sig selv, men er blevet fastsat af universets store Arkitekt, Jehova Gud.

[Fodnoter]

[Ramme på side 16]

ER DER LIV PÅ MARS?

Astronomerne sir William Herschel og Percival Lowell fra henholdsvis det attende og nittende århundrede mente at det myldrede med intelligent liv på den røde planet, og at det virkede til at Darwins evolutionsteori støttede den opfattelse. Men disse idéer er faldet helt til jorden. Satellitobservationer har afsløret et bart landskab og en tynd atmosfære der mest består af kuldioxid. De undersøgelser der blev foretaget af landingsmodulet fra Viking 1 i 1976, fandt intet liv på Mars’ overflade. *

Alligevel bliver forskere ved med at lede efter tegn på liv. Deres seneste forsøg er med Phoenix Mars Lander. Nogle mikrober kan overleve i ekstreme områder på Jorden, og derfor mener forskere at lignende organismer måske findes visse steder på Mars. Fartøjet Beagle 2 der var med Mars Express, var udstyret så det kunne teste jorden på Mars for organiske stoffer, men landingen slog fejl sidst i 2003. Det følgende år opdagede forskere metan i atmosfæren der omgiver Mars, og det gav grund til yderligere spekulationer om hvorvidt gassen var af biologisk eller vulkansk oprindelse.

Kan liv opstå af sig selv nogen steder i universet? Bibelen svarer: „Hos [Gud] er livets kilde.“ (Salme 36:9) Ja, liv kan kun opstå af liv, fra den oprindelige Livgiver, Skaberen, Jehova Gud. — Apostelgerninger 17:25.

[Fodnote]

[Kildeangivelse]

NASA/​JPL/​Cornell

[Illustration på side 15]

Robotarmen på Phoenix Mars Lander — med skovlblad, sonde og kamera

[Illustration på side 15]

Farvejusteret foto af „blåbærrene“

[Illustration på side 15]

Den udslukte vulkan Olympus Mons, 21 kilometer høj

[Illustration på side 15]

Spirit sleb og borede i overfladen på denne klippe

[Kildeangivelser på side 15]

Øverst til venstre: NASA/​JPL-Caltech/​University of Arizona/​Texas A&M University; øverst til højre: NASA/​JPL/​Malin Space Science Systems; nederst til venstre og højre: NASA/​JPL/​Cornell