Ordblindhed har ikke standset mig

FORTALT AF MICHAEL HENBORG

Jeg lider af ordblindhed — også kaldet dysleksi — en form for indlæringsvanskelighed. Dette handicap, som også min mor, min far og mine tre mindre brødre lider af, har gjort det svært for mig at læse dansk, der ellers er mit modersmål. Min skolegang viste sig at være en sand prøvelse. Men jeg har modtaget meget hjælp og opmuntring, ikke mindst fra min familie.

MIN familie har været Jehovas Vidner gennem fire generationer, så det at læse, især i Bibelen og bibelsk litteratur, har altid været en vigtig del af vores liv. Desuden var min bror Flemming og jeg ofte med vores far ude i den kristne forkyndelse. Det var med til at understrege over for os hvor vigtigt det er at være god til at læse og skrive.

Som barn læste jeg hvert eneste nummer af Vagttårnet og Vågn op! selvom det tog mig op mod 15 timer at læse bare ét blad! Desuden gik jeg i gang med at læse hele Bibelen igennem. Jeg tilmeldte mig også Den Teokratiske Skole, der afholdes i Jehovas Vidners menigheder jorden over. Skolen forbedrer ens læse- og talefærdigheder, og den hjælper en til at kunne holde foredrag. Alt dette har været en umådelig hjælp i min kamp mod ordblindhed. Jeg vidste dog ikke at der stadig ventede mig mange udfordringer. Hvordan det gik til, må jeg hellere forklare.

Jeg lærer engelsk

I 1988, da jeg var 24 år gammel, begyndte jeg som pioner, eller heltidsforkynder. I Danmark er der mange indvandrere, og dem ville jeg gerne forkynde Bibelens budskab for. Hvis jeg skulle gøre det på en effektiv måde, blev jeg nødt til at lære engelsk — et projekt der voldte mig mange vanskeligheder. Men med privatundervisning og udholdenhed gjorde jeg langsomt fremskridt, og med tiden blev jeg i stand til at dele den gode nyhed om Guds rige med engelsktalende udlændinge i min hjemby, København. Jeg begik virkelig mange sproglige fejl, men det fik ikke lov til at standse mig.

Fordi jeg nu kunne lidt engelsk, blev det muligt for mig at tjene som frivillig medarbejder ved nogle af Jehovas Vidners byggeprojekter i forskellige lande. Først blev jeg sendt til Grækenland, og senere hjalp jeg til ved byggeriet af det spanske afdelingskontor i Madrid.

Eftersom jeg gerne ville øge min andel i forkyndelsesarbejdet, søgte jeg ind på Skolen for Udnævnte Tjenere, der afholdes af Jehovas Vidner. Denne skole varer otte uger og tager sigte på at oplære ugifte mænd som er villige til at tjene hvor der er behov for flere kristne forkyndere. (Markus 13:10) Jeg blev indbudt til en engelsksproget klasse i Sverige.

Skolen begyndte den 1. september 1994. For at være godt forberedt studerede jeg engelsk fire timer hver dag i cirka otte måneder, og jeg blev desuden tilsluttet en engelsktalende menighed. Under skoleforløbet nægtede jeg at lade mit handicap hindre mig i at gøre fremskridt. Når for eksempel lærerne stillede spørgsmål, rakte jeg ofte hånden op for at svare, selvom jeg ikke altid var helt sikker på hvordan jeg skulle udtrykke mig. Da  skoleperioden var ovre, fik jeg til opgave at tjene som pioner i København. Det at lære engelsk var en kæmpe udfordring, men en endnu større ventede mig.

Tamil — en ny udfordring

I december 1995 fik jeg til opgave at tjene i den tamilske menighed i Herning. Tamil må være et af verdens vanskeligste sprog. Alfabetet har 31 bogstaver, men de kan kombineres til sammensatte bogstaver så det bliver til næsten 250 skrifttegn!

I begyndelsen blev mine foredrag, som jeg holdt på dansk, tolket til tamil. Da jeg endelig gik i gang med at holde foredrag på tamil, tror jeg ikke der var ret mange som forstod hvad jeg sagde. Men selvom nogle så ud til at more sig en del, lyttede de alligevel respektfuldt til mig. For at lære sproget hurtigere besluttede jeg at tage til et land hvor millioner taler tamil — Sri Lanka.

Da jeg ankom til Sri Lanka, var landet midt i en borgerkrig. Jeg boede et stykke tid i Vavuniya, en by der ligger på grænsen mellem de to stridende parter. De lokale Jehovas Vidner havde ikke mange materielle ting, men deres kærlighed og gæstfrihed var overvældende, og de kæmpede bravt for at lære mig tamil. Folk i almindelighed var imponerede over at jeg, den eneste vesterlænding i området, prøvede at kommunikere med dem på deres eget sprog. Deres taknemmelige og ydmyge indstilling gjorde det nemmere for mig at fortælle dem om Bibelen.

I januar 1997 vendte jeg tilbage til Danmark. Året efter blev jeg gift med Camilla, der var pioner. Men Sri Lanka trak stadig i mig; så i december 1999 vendte jeg tilbage, denne gang selvfølgelig sammen med min kone. Der gik ikke lang tid før vi studerede Bibelen med flere familier og enkeltpersoner, og vi var også med når de lokale forkyndere ledte bibelstudier med folk i området. Ja, vi var fuldt optaget, både af forkyndelsen og af sproget.

I marts 2000 vendte vi tilbage til Danmark. Det var hårdt at forlade de lokale Jehovas Vidner og dem vi havde studeret Bibelen med, for vi var virkelig kommet til at elske dem. Men en anden opgave lå forude, en opgave der betød at jeg endnu en gang skulle lære et nyt sprog.

Fra tamil til lettisk

I maj 2002, da Camilla og jeg havde været gift i fire år, blev vi indbudt til at tjene som missionærer i Letland. Camilla lærte hurtigt sproget og kunne føre samtaler efter bare seks  uger! Men jeg klarede mig ikke helt så godt. Rent faktisk føler jeg stadig ikke at jeg har gjort de store fremskridt trods al den hjælp jeg har modtaget. Men jeg er fast besluttet på ikke at give op. *

Camilla er mig en stor hjælp, og vi nyder begge vores missionærtjeneste. Vi har haft mulighed for at studere Bibelen med mange dejlige mennesker. Når jeg løber vild i ordene eller ikke helt har styr på grammatikken, prøver de lokale forkyndere og de som jeg studerer med, tålmodigt at forstå mig og hjælpe mig. Dette øger faktisk min selvtillid når jeg forkynder, og når jeg holder foredrag ved vores kristne møder.

Hvorfor har jeg givet mig i kast med at lære nye sprog når jeg nu har så svært ved det? Det kan forklares med ét ord: kærlighed — ikke kærlighed til sprog, men kærlighed til mennesker. Det er et fantastisk privilegium at hjælpe andre til at lære den eneste sande Gud, Jehova, at kende og til at komme nær til ham. Og ligesom mange andre missionærer har oplevet gang på gang, løses denne opgave bedst når man taler med folk på deres eget sprog, det sprog der står deres hjerte nær.

Gennem årene har min hustru og jeg haft mulighed for at hjælpe en del mennesker til at få nøjagtig kundskab om sandheden fra Bibelen. Men det kan vi ikke selv tage æren for. Nej, det er Jehova vi takker for de gode resultater vi har set. Vi gør ikke andet end at plante og vande sandhedens sædekorn. Det er Gud der får det til at gro. — 1 Korinther 3:6.

Ikke kun en hindring

Ordblindhed har ikke kun været en hindring for mig, det har også været en fordel. Hvordan det? Når jeg holder foredrag, kan jeg ikke gøre brug af et manuskript i samme grad som andre, og det giver mig god øjenkontakt med tilhørerne. Desuden gør jeg flittig brug af illustrationer, da de er forholdsvis nemme at huske. På den måde har min ordblindhed på sin vis hjulpet mig til at udvikle mine evner som taler.

Apostelen Paulus skrev: „Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme.“ (1 Korinther 1:27) At være ordblind har virkelig gjort mig ’svag’ i visse henseender. Men som jeg og mange andre har oplevet, kan Jehova til fulde kompensere for vores mangler. Vi skal bare sætte os passende mål, have rimelige forventninger, bede om Guds hellige ånd — og så gå i gang!

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

HVAD VED MAN OM DYSLEKSI?

Hvad er dysleksi? Ordet „dysleksi“ kommer af græsk og kan oversættes med „ringe tale“. Dysleksi, eller ordblindhed, er en specifik sprogvanskelighed som især gør sig gældende ved læsning, og er et livsvarigt handicap. Ordblinde har ofte problemer med at forstå forbindelsen mellem bogstaverne og den lyd bogstaverne repræsenterer. De specifikke symptomer kan variere fra person til person.

Hvad forårsager dysleksi? De helt præcise årsager er endnu ikke afklaret, men man ved at arveanlæg spiller en rolle. Nogle undersøgelser antyder en unormal udvikling af hjernen og dens funktioner hos dyslektikere, men lidelsen har ikke noget at gøre med en dårlig begavelse eller et manglende ønske om at lære. Rent faktisk har ordblinde ofte gode evner på områder der ikke kræver de helt store sprogkundskaber.

Hvad kan der gøres? Det er vigtigt at dysleksi opdages så tidligt som muligt. Hvis sprogundervisningen skal være effektiv, må den involvere flere sanser, især høre-, syns- og følesansen. For at ordblinde kan gøre fremskridt i deres eget tempo, har mange brug for individuel undervisning. De kan også have behov for hjælp til at klare de følelser der opstår som følge af problemer i skolen. Med god undervisning og hårdt arbejde kan elever der lider af dysleksi, blive gode til at læse og skrive. *

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

Sammen med en forkynder i Sri Lanka

[Illustration på side 23]

Sammen med Camilla i Letland