Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan skal man se på det at blive kremeret?

Hvordan skal man se på det at blive kremeret?

Hvad siger Bibelen?

Hvordan skal man se på det at blive kremeret?

Nogle mener at kremering, det vil sige ligbrænding, vanærer legemet og den dødes minde. De begrunder det med at skikken er af hedensk oprindelse og derfor bør undgås af dem der tror på og tilbeder Gud. Andre mener at fremgangsmåden er helt acceptabel og værdig. Hvad mener du?

PÅ BIBELENS TID var det skik at man begravede de døde. For eksempel begravede Abraham sin hustru, Sara, i en hule. Jesu legeme blev lagt i en grav der var udhugget i en klippe. (1 Mosebog 23:9; Mattæus 27:60) Siger Bibelen at begravelse er den eneste acceptable måde at fjerne de jordiske rester af et menneske på? Viser Bibelen at Guds tjenere i fortiden var imod kremering?

Et tegn på Guds mishag?

Ved første øjekast kunne det af de bibelske beretninger se ud til at de der blev brændt, havde pådraget sig Guds mishag. For eksempel hed det i Moseloven at hvis en datter af en af Jehovas præster havde bedrevet utugt, skulle hun „brændes i ild“ efter at hun var blevet henrettet. (3 Mosebog 20:10; 21:9) Og da Akan og hans familie havde overtrådt Guds bud, og israelitterne som følge deraf havde lidt nederlag ved Aj, stenede deres landsmænd dem til døde, hvorpå de „brændte dem i ild“. (Josua 7:25) Nogle bibelkommentatorer har fremført at det var sådan man gjorde med dem der havde lidt en vanærende død, og at ligbrændingen berøvede dem en ærefuld begravelse.

Endvidere fortælles det at da kong Josias rensede Juda for afgudsdyrkelse, åbnede han ba’alspræsternes grave og brændte præsternes knogler på afgudsaltrene. (2 Krønikebog 34:4, 5) Viser disse eksempler at ligbrænding var et tegn på at man havde pådraget sig Guds mishag? Nej. Det fremgår af en anden beretning i Bibelen.

Da filistrene havde fældet kong Saul i et slag, hængte de hans og hans tre sønners lig op på Bet-Sjans mur. Men da indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte om denne uærbødige handling, kom de og fjernede ligene og brændte dem, hvorefter de begravede knoglerne. (1 Samuel 31:2, 8-13) Umiddelbart synes denne beretning at bekræfte at ligbrænding har en negativ betydning. Saul havde jo forladt Gud og kæmpede mod David, som var Jehovas salvede, og havde pådraget sig Guds mishag.

Men læg mærke til hvem der døde samtidig med Saul. Jonatan, som var søn af Saul og også var faldet, blev behandlet på nøjagtig samme måde. Han havde ikke pådraget sig Guds mishag. Han var Davids nære ven og allierede. Om ham havde israelitterne ved en lejlighed sagt: „Det er med Guds hjælp han har handlet.“ (1 Samuel 14:45) Da David fik at vide hvad mændene fra Jabesj i Gilead havde gjort, roste han dem og takkede dem med ordene: „Måtte Jehova velsigne jer fordi I har vist jeres herre, Saul, denne loyale hengivenhed.“ Åbenbart foruroligede det ikke David at Sauls og Jonatans lig var blevet brændt. — 2 Samuel 2:4-6.

Ingen hindring for at få en opstandelse

Bibelen viser at Jehova Gud vil oprejse mange som nu sover i døden. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29) Åbenbaringens Bog i Bibelen peger profetisk frem til den tid da de døde vender tilbage til livet, idet der siges: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage.“ (Åbenbaringen 20:13) Det betyder åbenbart intet for den almægtige Gud om en person bliver begravet i jorden, brændt i ild, omkommer på havet, bliver ædt af vilde dyr eller, om så skulle være, bliver udslettet ved en atomeksplosion.

Bibelen giver ikke nogen bestemt anvisning på hvad man skal gøre med det døde legeme. Kremering bliver ikke fordømt af Jehova. Men det er klart at en begravelse bør foregå med værdighed og respekt.

Noget man bør tage i betragtning når man skal tage stilling til hvordan en begravelse skal foregå, er derimod hvordan man lokalt ser på begravelsesskikkene. De der følger Bibelens principper, vil naturligvis ikke gøre noget der kunne vække unødigt anstød hos de omkringboende. De vil heller ikke gøre noget som kunne give det indtryk at man tror på en falsk lære, for eksempel sjælens udødelighed. Men bortset herfra er det helt op til den enkelte selv eller familien at træffe beslutning om hvad der skal ske med legemet.

HAR DU SPEKULERET OVER?

▪ Hvilken trofast bibelsk person blev brændt efter sin død? — 1 Samuel 31:2, 12.

▪ Hvad sagde David til de mænd der begravede Saul? — 2 Samuel 2:4-6.

▪ Hvad viser at man kan få en opstandelse selvom man bliver kremeret? — Åbenbaringen 20:13.

[Tekstcitat på side 11]

Bibelen giver ikke nogen bestemt anvisning på hvad man skal gøre med det døde legeme