Velsignet ved at sætte Gud først
Velsignet ved at sætte Gud først
FORTALT AF PIERRE WOROU
„Bonjour!“ Jeg har brugt denne franske hilsen hele livet. Men i november 1975 blev jeg arresteret for at sige det. Lad mig fortælle hvad der førte til det, og hvad der derefter skete.
JEG er født den 1. januar 1944 i Malété, en forstad til Savé, i det centrale Benin. * Mine forældre gav mig et traditionelt yoruba navn, Abiola. Som ung ændrede jeg mit navn til Pierre, som jeg syntes var mere moderne og populært.
Det var skik i byen at give alle de unge tilnavne. Mig kaldte de Pastoren fordi jeg ved fødselen lignede den lokale præst. Jeg var imidlertid mere interesseret i at spille fodbold end i at møde op til undervisningen i katekismus.
I 1959 flyttede jeg til Sakété, en by i den sydlige del af landet, for at fortsætte min skoleuddannelse. Jeg boede hos min fætter Simon, som var skolelærer. Han var kort forinden begyndt at studere Bibelen med to af Jehovas Vidner. I begyndelsen var jeg ikke interesseret i at være med til studiet. Men senere spurgte jeg Michel, en anden fætter, om han ville være med til studiet sammen med mig. Det ville han gerne, og det var på det tidspunkt at jeg første gang hørte Guds navn, Jehova.
En søndag besluttede Simon, Michel og jeg at vi ikke ville gå i kirke, men overvære et møde hos Jehovas Vidner. Det var en stor skuffelse at se at der kun var fem til stede — de to Jehovas Vidner og os tre fætre. Men vi kunne se at det var sandheden, så vi fortsatte med at studere. Michel var den første der blev døbt som symbol på sin indvielse til Gud. I dag er han pioner, som Jehovas Vidner kalder deres heltidsforkyndere.
Simon flyttede nordpå til byen Kokoro, og jeg fulgte med. Jehovas Vidner skulle afholde et stævne i Ouansougon. Simon tog en taxa, men jeg kørte de 220 kilometer på cykel for at være med. Vi blev begge døbt ved stævnet den 15. september 1961.
Udfordringer i heltidstjenesten
Jeg forsørgede mig selv ved at male og sælge billeder, og jeg dyrkede også en mark som gav et godt udbytte. Da Philippe Zannou, en rejsende tilsynsmand, besøgte vores menighed, spurgte han mig om jeg havde overvejet at tjene på fuld tid som pioner. Efter at have talt det igennem med min ven Emmanuel Fatunbi blev vi enige om at begynde i februar 1966. Senere blev jeg rejsende tilsynsmand i de fon-, gun-, yoruba- og fransktalende menigheder.
Med tiden mødte jeg Julienne, en charmerende, ung kristen søster der, ligesom jeg, elskede
et enkelt liv. Vi giftede os den 12. august 1971, og herefter var hun med mig når jeg besøgte menighederne. Den 18. august 1972 blev vores søn Bola født. Når vi rejste fra menighed til menighed, var det mig som trådte i pedalerne, mens Julienne sad bagpå med Bola på ryggen. Som regel hjalp et lokalt Jehovas vidne os ved at transportere vores bagage på sin cykel. I fire år besøgte vi menighederne på denne måde.En dag blev Julienne syg, og hun havde frygtelige smerter hele natten. Den næste morgen gik jeg ned ad vejen for at hente hjælp. Pludselig kom en taxa kørende, noget der var ret usædvanligt i det område. Desuden var der ingen passagerer med, hvilket var endnu mere usædvanligt. Jeg forklarede situationen for chaufføren og spurgte om han ville køre os til hovedstaden, Porto Novo, cirka 25 kilometer væk. Det ville han, og da vi ankom, smilede han og sagde: „Jeg giver turen. I skal ikke betale noget.“
Julienne måtte holde sengen i to uger, og i al den tid boede hun hos et af Jehovas Vidner. Lægen var så venlig at komme forbi hver dag. Han havde også den nødvendige medicin med. Den sidste gang han undersøgte Julienne, spurgte jeg ængsteligt efter regningen. Jeg blev meget overrasket da han svarede: „Der er ingen regning.“
Dramatiske forandringer
I 1975 indførte Dahomey en marxistisk styreform. Landets navn blev ændret til Folkerepublikken Benin. Dagliglivet ændrede sig også. Der blev påtvunget en ny hilsen: „Pour la révolution?“ (Er du parat til revolutionen?) Og så forventede man at der blev svaret: „Prêt!“ (Jeg er parat!) Vores bibeloplærte samvittighed tillod os ikke at gentage sådanne politiske slagord. Det resulterede i megen modstand.
En søndag i slutningen af 1975 hvor jeg var med ude at forkynde fra hus til hus i nærheden af St. Michel, blev jeg arresteret. Som nævnt tidligere havde jeg svaret „Bonjour!“ til en mand som hilste mig med „Pour la révolution?“. Jeg blev taget med på politistationen hvor jeg blev slået. Men senere samme dag fik tre af de lokale Jehovas Vidner mig løsladt.
Jeg var det første Jehovas vidne der blev arresteret. Snart blev mange andre over hele landet også arresteret. Regeringen beslaglagde rigssale, og missionærer blev udvist. Selv afdelingskontoret blev lukket, og mange af Vidnerne måtte flygte ud af landet, enten mod vest til Togo eller mod øst til Nigeria.
Familieforøgelse i Nigeria
Vores anden søn, Kola, blev født den 25. april 1976. To dage senere udstedte regeringen dekret nr. 111, som forbød Jehovas Vidners arbejde. Vi tog af sted til Nigeria og kom til en rigssal der var fyldt med flygtninge. Næste dag blev der truffet aftale om at vi kunne blive flyttet til nogle af nabomenighederne. Lige så snart rigssalen var tømt for én gruppe flygtninge, ankom en anden. Der blev brugt lastbiler til at transportere de nyankomne til menigheder længere væk.
Jehovas Vidners afdelingskontor i Nigeria bad mig om at besøge alle Vidnerne fra Benin. Derefter blev jeg udnævnt som rejsende tilsynsmand for en gruppe yorubatalende menigheder i Nigeria og senere for de guntalende menigheder. Vi kørte rundt på motorcykel. Bola sad forrest, og Kola sad mellem Julienne og mig.
I 1979 fandt vi ud af at vores datter, Jemima, var på vej, og det gjorde det nødvendigt at forlade rejsetjenesten. Juliennes lillesøster, som vi kaldte Pépé, kom fra Benin for at bo hos os. Vores familie blev yderligere forøget med to drenge: Caleb i 1983 og Silas i 1987. Nu var vi en familie på otte. Julienne og jeg ønskede at være gode forældre, men vi ville også gerne blive i heltidstjenesten hvis det overhovedet var muligt. Hvordan kunne det lade sig gøre? Vi lejede en mark
og dyrkede maniok, majs og cocoyams. Vi byggede også et lille hus i landsbyen Ilogbo-Eremi.Når Julienne og jeg havde sendt børnene i skole, gik vi ud i forkyndelsen om formiddagen. Vi var altid hjemme så hele familien kunne spise sammen. Efter siesta arbejdede vi i marken. Desuden solgte Julienne og Pépé nogle af afgrøderne på markedet. Vi arbejdede alle meget hårdt. Vi er taknemmelige for at vi sjældent var syge de år.
Et godt liv uden en højere uddannelse
Vi har aldrig opfordret vores børn til at stræbe efter en højere uddannelse. Vi vidste at det at sætte Rigets interesser først, at opdyrke kristne egenskaber og at arbejde hårdt var nøglen til et godt liv. Vi prøvede at indprente disse idealer i vores børns hjerte. Jeg studerede med dem, og det var en stor glæde at se dem få kærlighed til Jehova, indvi sig til at tjene ham og lade sig døbe som symbol på deres indvielse.
Pépé var ældre end vores børn og den første til at flytte hjemmefra. Da hun boede hos os, lærte jeg hende at læse. Selvom hun ikke havde gået ret meget i skole, koncentrerede hun sig om at studere Bibelen og andre åndelige anliggender. Efter at hun i nogen tid havde tjent som pioner, giftede hun sig med Monday Akinra, en rejsende tilsynsmand, og fulgte ham i hans arbejde. De har nu en søn, Timothy. Pépé og Monday er stadig i heltidstjenesten, og Monday har mange opgaver i forbindelse med stævnerne.
Bola blev kokkeelev i et stort firma. Snart var der en af lederne der bemærkede hans gode kristne egenskaber, blandt andet at han var flittig og pålidelig. Med tiden blev han forfremmet og fik større ansvar i firmaet. Men vigtigst af alt, han er en god ægtemand for sin søde kone, Jane, og en dejlig far for sine tre børn, samtidig med at han er en ansvarsbevidst ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i Lagos i Nigeria.
Kola kom i lære hos en skrædder og tog også pionertjenesten op. Eftersom han havde lært engelsk i Nigeria, blev han i 1995 indbudt til at tjene i oversættelsesafdelingen på Jehovas Vidners afdelingskontor i Benin. Han har arbejdet der de sidste 13 år.
Tilbage i Benin
Vi var glade for at høre at Benins regering den 23. januar havde kendt det tidligere forbud ugyldigt. Mange flygtninge vendte tilbage. Der ankom nye missionærer til Benin, og afdelingskontoret blev genåbnet. I 1994 flyttede vores familie tilbage til Benin, men Pépé, Bola og deres familier blev i Nigeria.
Det var muligt for mig at finde deltidsarbejde. Den beskedne leje vi fik for vores hus i Nigeria, samt Bolas gavmilde hjælp gjorde at vi kunne bygge et hus hvor vi fem kunne bo ikke langt fra afdelingskontoret. Jemima var pioner i over seks år og forsørgede sig selv ved at arbejde som syerske. Så giftede hun sig med Kokou Ahoumenou, og de arbejder nu på det nærliggende afdelingskontor. Caleb og Silas er ved at gøre deres skolegang færdig. Med Guds hjælp og familiens støtte har Julienne og jeg kunnet blive i heltidstjenesten i over 40 år.
Gud har rigt velsignet forkyndelsen i Benin. Da jeg blev døbt i 1961, var der 871 Jehovas Vidner der forkyndte budskabet om Riget i landet. Det år jeg blev arresteret, var antallet øget til 2381. Da vi vendte tilbage til Benin i 1994, var antallet steget til 3858 til trods for 14 års forbud. I dag er der mere end dobbelt så mange — godt og vel 9000 — og ved mindehøjtiden i 2008 var der 35.752 til stede.
Nogle gange går jeg hen til det sted hvor jeg blev arresteret for mere end 30 år siden, og tænker tilbage på alt det der er sket. Jeg takker Gud for at han har velsignet min familie. Vi har ikke manglet noget. Og jeg hilser stadig alle med et „Bonjour!“
[Fodnote]
^ par. 4 På det tidspunkt hed Benin Dahomey og var en del af Fransk Vestafrika.
[Tekstcitat på side 13]
Han smilede og sagde: „Jeg giver turen. I skal ikke betale noget“
[Tekstcitat på side 14]
Vi har aldrig opfordret vores børn til at stræbe efter en højere uddannelse
[Illustration på side 15]
Som rejsende tilsynsmand i 1970
[Illustration på side 15]
Med vores to ældste sønner, Bola og Kola, i 1976
[Illustration på side 15]
I dag, omgivet af min familie — min hustru, mine fem børn og tre børnebørn samt Pépés familie