Bukarest — en by med to ansigter

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I RUMÆNIEN

VED FØRSTE ØJEKAST ser bybilledet i Bukarest ud til at være domineret af én eneste bygning — Parlamentspaladset (1), der under det kommunistiske styre var kendt som Folkets Hus. Dette bygningsværk, som er blandt de største i verden, er en af byens hovedattraktioner.

Paladset repræsenterer på visse måder den moderne side af Bukarest. Men i lokalbefolkningen er meningerne om den vældige bygning delte. Indbyggerne håber at de besøgende også vil sætte pris på byens andet ansigt — den charmerende arkitektur fra gammel tid.

Hovedstaden i gamle dage

I 1862 blev Bukarest udråbt til Rumæniens hovedstad. I den sidste halvdel af det nittende århundrede udviklede byen sig med rivende fart. Langs de grønne boulevarder skød imponerende og elegante offentlige bygninger i vejret en efter en; de var tegnet af franske arkitekter. På grund af alle de mange parker, haver og torve der fandtes, blev Bukarest kaldt for byen med haverne. Bukarest var også blandt de første byer i verden der lod gaderne oplyse af olielamper. I 1935 blev Triumfbuen (2), som er inspireret af Triumfbuen på Champs-Élysées i Paris, opført på den smukke Kiseleff-boulevard. Byens maleriske udseende har måske fået selv en franskmand til at føle sig hjemme. Bukarest blev endda kaldt Balkans Paris.

Under det kommunistiske styre, der kom til efter Anden Verdenskrig, oplevede Bukarest nogle dramatiske forandringer. Cirka en tredjedel af den indre by, hvor der var mange historiske bygninger, blev jævnet med jorden for at gøre plads til boligblokke. Alene i årene 1960 og 1961 blev der opført 23.000 lejligheder. I 1980 påbegyndte man planlægningen af Folkets Hus. Det blev udstyret med hundredvis af lysekroner og et beskyttelsesrum 90 meter under jorden. Med sine mere end 360.000 kvadratmeter, 12 etager og 1100 værelser er bygningen tre gange større end Versailles-​slottet i Frankrig. Store dele af den gamle bydel blev jævnet med jorden for at man kunne bygge paladset og den store boulevard (bredere end Champs-​Élysées) der fører op til bygningens facade. For dem som før har kendt byen, er den nu praktisk talt blevet uigenkendelig.

For mange af de lokale beboere er det enorme palads et dystert minde om bygherren — den nu afdøde diktator Nicolae Ceauşescu. Drevet af ønsket om at rejse et monument for sig selv ansatte han næsten 700 arkitekter samt titusinder af arbejdere, som i treholdsskift arbejdede på projektet. Da hans regime brød sammen i 1989, var paladset endnu ikke færdigt — selvom der allerede var brugt mere end en milliard dollars på det.

Byens andet ansigt

Et helt andet træk ved Bukarest kan man finde i den del af den gamle by som er tilbage. Dér kan man stadig beundre den elegante arkitektur i det gamle Bukarest. Og på Frilandsmuseet (3) — et af byens mange museer — kan man få en fornemmelse af hvor forskelligartet livet har formet sig på landet i Rumænien. I en idyllisk park med udsigt over en sø er mere end 50 bondehuse og andre bygninger fra hele Rumænien blevet samlet stykke for stykke — en fascinerende samling. Hvert eneste hus er i sig selv et museum. Her vises det værktøj man brugte førhen, og man kan se hvordan folk dengang boede og arbejdede, helt anderledes end i det moderne Bukarest.

Der er ingen skarp skillelinje mellem byens historiske og moderne kvarterer. Det er ikke ualmindeligt at se bygninger fra vidt forskellige tidsaldre ligge tæt op ad hinanden (4). Derfor kan man betragte Bukarests to ansigter side om side i en by der indeholder både gammelt og nyt.

 [Illustrationer på side 10]

1 Parlamentspaladset

2 Triumfbuen

3 Frilandsmuseet

4 Bygninger fra vidt forskellige tidsaldre ligge tæt op ad hinanden

[Kildeangivelse]

© Sari Gustafsson/​hehkuva/​age fotostock