Hvem kommer når du ringer efter hjælp?

De blinkende lygter på vores ambulance bliver tændt med et tryk på en knap, og biler og bygninger kaster lyset tilbage. Sirenens gennemtrængende hylen får trafikken og fodgængerne til at standse og gør det muligt for os at siksakke ud og ind mellem bilerne for at nå frem til ulykkesstedet.

I MERE end 20 år har jeg været paramediciner og har derved kunnet give syge og tilskadekomne præhospital behandling. * Hver dag jeg er på arbejde, kan der opstå nye situationer jeg må forholde mig til. De situationer jeg har været ude for, rangerer fra det helt banale til det ekstraordinære. Og jeg har set lykkelige slutninger, men også ubeskrivelige tragedier.

Betydningen for samfundet

I Canada er paramedicinere en vigtig del af sundhedssystemet. Den behandling de kan give en person inden vedkommende når frem til hospitalet, kan være livreddende eller i hvert fald begrænse omfanget af visse ulykker og sygdomme. *

Mange steder står paramedicinere til rådighed 24 timer i døgnet, 365 dage om året. De kan være ansat af en offentlig, en privat eller en hospitalsbaseret nødtjeneste. Nogle er tilknyttet en ambulancetjeneste eller brandvæsenet.

Disse specialuddannede mænd og kvinder går i aktion sekunder efter at der er modtaget et nødopkald. Et sådant opkald kan komme når som helst. Lad os se på hvad en paramediciner er uddannet til.

Uddannet til at redde liv

I de forskellige provinser af Canada er der forskel på hvad en paramediciners uddannelse indbefatter, og hvordan den benævnes, men generelt kan uddannelsen tages på fire niveauer. Før man kan praktisere som paramediciner, må man have tilladelse fra forskellige offentlige myndigheder, blandt andet sundhedsstyrelsen.

 For mit vedkommende her i Canada indbefattede den første del af oplæringen mange timer på skolebænken, hospitalspraktik og ambulancepraktik. Vi lærte at registrere livstegn, at gøre brug af ilt- og vejrtrækningsudstyr, at give kunstigt åndedræt og hjertemassage samt at lægge bandager, skinner og anvende immobiliseringsudstyr ved rygsøjlebrud.

Efter dette fik jeg 300 timers nyttig oplæring på skadestuer, intensivafdelinger og fødeafdelinger på flere forskellige hospitaler. Den første fødsel jeg assisterede ved, var en helt uforglemmelig oplevelse — det var som at være en del af et mirakel! Denne begivenhed samt andre hændelser hjalp mig i forberedelsen til den næste del af min uddannelse, som indebar mere end 300 timers ambulancepraktik med kyndig vejledning og støtte fra to erfarne paramedicinere. Efter at have bestået nogle mundtlige og praktiske prøver havde jeg nu en grundlæggende uddannelse som paramediciner.

I flere år arbejdede jeg både i byen og på landet. Jeg indså hurtigt værdien af mine nye færdigheder da en bygningshåndværker kom ind på hospitalets skadestue med brystsmerter. Kort tid efter fik han hjertestop. Jeg samarbejdede med lægerne og sygeplejerskerne som gav ham kunstigt åndedræt og hjertemassage, stød med en defibrillator og medicin. Inden for få minutter var patientens hjerte gået i gang, og han begyndte selv at trække vejret. Han blev derefter overført til intensivafdelingen. Den følgende dag blev jeg sendt op på intensivafdelingen hvor en af lægerne præsenterede mig for en mand der sad op i sengen og talte med sin kone. Jeg genkendte ham først da han sagde: „Husker du mig? Du reddede mit liv i går!“ Det var en fantastisk følelse.

Under den sidste del af min uddannelse skulle jeg blandt andet arbejde sammen med en læge der fulgte mig på en 12-timers vagt hvor han overvågede min patientbehandling. Endelig bestod jeg både den skriftlige og praktiske prøve og havde nu en udvidet uddannelse som paramediciner.

Paramedicinere arbejder under ledelse af en overlæge, der sædvanligvis samarbejder med et rådgivende sundhedsudvalg om at udarbejde skriftlige behandlingsprocedurer. Den hjælp som paramedicinerne yder, er baseret på disse procedurer, eller også udfører de deres arbejde i direkte radio- eller telefonkontakt med et hold læger. Af denne grund er paramedicinere blevet beskrevet som en læges øjne, ører og hænder. Behandling givet i private hjem, på offentlige steder eller ved en trafikulykke kan indbefatte det at give ilt eller medicin, brug af en defibrillator, intubering eller mindre kirurgiske indgreb. Se rammen  „En paramediciners færdigheder“ på side 15.

Farer og udfordringer

Farer og udfordringer er en fast del af en paramediciners arbejdsdag. Man må arbejde i al slags vejr og nogle gange på farefulde steder eller under usikre forhold. Selv det at køre ud til et nødopkald kan være farligt.

Der er en konstant risiko for at komme i kontakt med blod, kropsvæsker og smitsomme sygdomme. For at passe på os selv har vi forskelligt beskyttelsesudstyr som vi kan gøre brug af efter behov. Det kan være handsker, masker, briller eller ansigtsskærme og specialdragter.

Når vi tager os af patienterne, kommer vi også i berøring med deres familiemedlemmer,  venner eller endda fremmede, hvis reaktioner kan være ekstreme eller uforudsigelige. Det er tragisk når et ægtepar der har levet sammen i årtier, bliver adskilt på grund af døden. Det er ikke let at skulle underrette den efterladte. Jeg skulle ved en lejlighed fortælle en kvinde at hendes mand var død. Hun reagerede med at slå mig og løb derefter skrigende ud af huset og ud på gaden. Jeg fik indhentet hende, og så vendte hun sig om, greb fat i mig, omfavnede mig og begyndte at græde utrøsteligt ved min skulder.

Når man har at gøre med personer som er følelsesmæssigt ude af balance eller påvirket af alkohol eller stoffer, kræver det empati, takt og medfølelse. Mennesker i en sådan tilstand kan være uberegnelige. I løbet af min tid som paramediciner er jeg blevet bidt, spyttet på og på andre måder angrebet af patienter der var ude af stand til at beherske sig.

Jobbet er også fysisk anstrengende. Ofte indebærer det tunge løft, nogle gange i en meget akavet stilling. En stor del af tiden ligger man på knæ eller står foroverbøjet for at tage sig af patienterne. Arbejdsrelaterede skader forekommer, hvoraf skader på ryg, skuldre og knæ er de mest almindelige. Nogle skader er så alvorlige at man må stoppe med at arbejde. Man må også forvente at have meget skiftende arbejdstider, og det kan være fysisk udmattende.

Det er mentalt og følelsesmæssigt belastende at tage sig af folk der er i livsfare på grund af sygdom eller en ulykke. En paramediciner må forblive rolig, have god dømmekraft og træffe fornuftige beslutninger i krisesituationer. Paramedicinere er øjenvidner til lidelser og tragedier. De må tage sig af folk der er kommet frygtelig til skade. Jeg husker tydeligt en ung mand der havde været ude for en arbejdsulykke. Fra livet og nedefter var han fuldstændig mast, og han tiggede min makker og mig om ikke at lade ham dø. Til trods for at vi sammen med et hold af læger og sygeplejersker gjorde vores bedste, døde han desværre mindre end en time senere.

Der er virkelig nogle situationer som er meget hjerteskærende. En tidlig morgen modtog vi et opkald om at der var ild i et hus. Manden var netop kommet hjem fra arbejde da hans kone og treårige datter slap ud af det brændende hus. Tre andre børn i alderen fra fire måneder til fem år samt deres morfar var fanget i huset indtil det blev muligt for brandfolkene at få dem ud. Jeg var med på et af de mange hold af paramedicinere der kæmpede for deres liv, men forgæves.

Måske tænker du nu hvorfor der overhovedet er nogle der har lyst til at være paramedicinere. Det sker at jeg spørger mig selv om det samme, men så husker jeg på Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner som villigt gav af sig selv for at hjælpe en såret mand. (Lukas 10:30-37) At være paramediciner indebærer at man giver af sig selv både fysisk og følelsesmæssigt når nogen har brug for hjælp. For mig personligt er det at være paramediciner et tilfredsstillende arbejde, men jeg ser frem til den tid hvor jeg vil være uden arbejde. Hvorfor? Jo, for Gud lover at der i nær fremtid ikke vil være nogen der siger: „Jeg er syg.“ Desuden vil ’død og smerte ikke være mere’. (Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:4) — Fortalt af en paramediciner i Canada.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 13]

Jeg genkendte ham først da han sagde: „Husker du mig? Du reddede mit liv i går!“ Det var en fantastisk følelse

[Tekstcitat på side 14]

I løbet af min tid som paramediciner er jeg blevet bidt, spyttet på og på andre måder angrebet af patienter der var ude af stand til at beherske sig

 [Ramme/​illustrationer på side 15]

 EN PARAMEDICINERS FÆRDIGHEDER

En paramediciner er uddannet i at sikre at patienten har frie luftveje, så der kan komme luft ned i lungerne. Det kan være nødvendigt at intubere, hvilket betyder at man ved hjælp af et laryngoskop indfører et bøjeligt plasticrør gennem munden, forbi stemmebåndene og ned i luftrøret. Eller det kan kræve en trakeotomi, hvor man med en nål, et lille kateter, en guide wire og en skalpel indfører et større kateter i patientens hals direkte ind i luftrøret. Ved livstruende komplikationer i forbindelse med en sammenklappet lunge indføres nål og kateter gennem brystkassen.

En anden færdighed har at gøre med intravenøs terapi. En kanyle indlægges i en blodåre. Derigennem kan man tilføre væsker, som for eksempel en saltvandsopløsning. Der kan også bruges en intraossøs anordning til at indgive væske direkte i knoglemarven.

En paramediciner kan også bruge en elektrokardiograf/defibrillator til at optage en patients elektrokardiogram (EKG). Desuden kan apparatet benyttes til defibrillering (elektrisk stød for at genoprette en normal hjerterytme efter et hjertestop) eller til kardiovertering (elektrochok der gives ved faretruende hurtig hjerterytme). Hvis et hjerte slår for langsomt kan man også benytte en elektrokardiograf/defibrillator som en midlertidig udvendig pacemaker til at øge hjerterytmen.

[Kildeangivelse]

Alle fotos: Taget med tilladelse fra City of Toronto EMS

[Kildeangivelse på side 12]

Foto taget med tilladelse fra City of Toronto EMS