Troskab mellem ægtefæller — hvad det indebærer
Hvad siger Bibelen?
Troskab mellem ægtefæller — hvad det indebærer
De fleste forventer at ægtefæller viser hinanden troskab på det seksuelle område. Dette synspunkt er helt i overensstemmelse med Bibelens ord: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet.“ — Hebræerne 13:4.
ER DET at afholde sig fra seksuelt samvær med andre end sin ægtefælle alt hvad der ligger i det at være tro? Hvordan forholder det sig med seksuelle fantasier om en anden end den man er gift med? Og kunne et nært venskab med en af det modsatte køn blive en form for utroskab?
Er seksuelle fantasier harmløse?
I Bibelen beskrives det seksuelle samliv som en helt naturlig del af ægteskabet; en kilde til gensidig glæde og tilfredsstillelse. (Ordsprogene 5:18, 19) Men mange af nutidens rådgivere mener at det er helt normalt — endda gavnligt — at gifte personer fantaserer om andre seksuelle partnere. Er det harmløst at hengive sig til sådanne fantasier så længe de ikke omsættes i handling?
Seksuelle fantasier handler typisk om at få tilfredsstillet sine egne lyster. En sådan selvcentreret indstilling er stik imod de anvisninger Bibelen giver ægtefolk. I forbindelse med det seksuelle samliv siger Guds ord: „Hustruen har ikke myndighed over sit eget legeme, men det har hendes mand; og ligeledes har heller ikke manden myndighed over sit eget legeme, men det har hans hustru.“ (1 Korinther 7:4) Følger man Bibelens vejledning, vil det seksuelle samliv ikke være en måde hvorpå man blot får afløb for selviske lyster, affødt af seksuelle fantasier. Og det vil føre til større glæde for både manden og hustruen. — Apostelgerninger 20:35; Filipperne 2:4.
At fantasere om sex uden for ægteskabet svarer til at man mentalt forbereder sig på en handling der, hvis den blev ført ud i livet, ville være til stor følelsesmæssig skade for ens ægtefælle. Vil det at give sig af med seksuelle fantasier øge risikoen for at begå ægteskabsbrud? Svaret er „ja“. Bibelen viser at tanke går forud for handling: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ — Jakob 1:14, 15.
Jesus sagde: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Ved at afvise sådanne seksuelle fantasier vil du ’vogte dit hjerte’ og værne om dit ægteskab. — Ordsprogene 4:23.
Følelsesmæssig troskab
Hvis et ægteskab skal være lykkeligt, er det nødvendigt at man viser sin ægtefælle ’udelt hengivenhed’. (Højsangen 8:6; Ordsprogene 5:15-18) Hvad vil det sige? Selvom der ikke er noget forkert i at have venner af begge køn, er det først og fremmest din ægtefælle der har krav på din tid og opmærksomhed og på at få dækket sine følelsesmæssige behov. Ethvert venskab der berøver ens ægtefælle det som han eller hun er berettiget til, er en form for utroskab, også selvom der ikke foregår noget seksuelt. *
Hvordan kunne et sådant forhold udvikle sig? En af det modsatte køn virker måske mere tiltrækkende og forstående end den du er gift med. Det at man bruger tid sammen med vedkommende, måske på arbejdspladsen eller ved socialt samvær, kan føre til at man drøfter personlige ting, som for eksempel problemer eller skuffelser i ens ægteskab. Derved kan der opstå et følelsesmæssigt bånd. At tale sammen ansigt til ansigt, via telefonen eller ved at chatte over internettet kunne betyde at man svigtede sin ægtefælles tillid. Som ægtepar kan man med rette forvente at visse emner kun drøftes internt i familien, og at det der er „sagt i fortrolighed“, forbliver fortroligt. — Ordsprogene 25:9.
Pas på med at retfærdiggøre dig selv ved at sige at der ikke er opstået romantiske følelser hvis der rent faktisk er det! ’Hjertet er forræderisk,’ står der i Jeremias 17:9. Hvis du har et nært forhold til en af det modsatte køn, så spørg dig selv: ’Forsøger jeg at holde forholdet hemmeligt? Går jeg i forsvarsposition når nogen spørger til det? Ville jeg bryde mig om at min ægtefælle overhørte en af vores samtaler? Hvordan ville jeg føle det hvis min ægtefælle havde et lignende venskab?’ — Mattæus 7:12.
Et upassende venskab kan ødelægge et ægteskab, eftersom følelsesmæssig nærhed kan føre til et seksuelt forhold. Jesus advarede om at ’der fra hjertet kommer ægteskabsbrud’. (Mattæus 15:19) Selv hvis det ikke ender med ægteskabsbrud, kan det være meget svært at genoprette tilliden hos den ægtefælle man har svigtet. Karen, * der er gift, siger: „Jeg blev sønderknust da jeg fandt ud af at Mark hemmeligt talte i telefon med en anden kvinde flere gange om dagen. Jeg har meget svært ved at tro at de ikke har haft et seksuelt forhold. Jeg tvivler på at jeg nogen sinde kommer til at stole på ham.“
Bliv ikke for familiær med en af det modsatte køn. Ignorér ikke urette følelser, og find ikke på undskyldninger for urene motiver. Hvis du fornemmer at et venskab truer med at skade dit ægteskab, så reager øjeblikkeligt — enten ved at begrænse venskabet eller ved at gøre en ende på det. Som Bibelen siger: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ — Ordsprogene 22:3.
Beskyt det ægteskabelige bånd
Det var Skaberens hensigt at ægteskabet skulle være det tætteste forhold mellem to mennesker. Han sagde at manden og hustruen ’skulle blive ét kød’. (1 Mosebog 2:24) Det ægteskabelige bånd omfatter mere end det seksuelle samliv. Det omfatter også et nært følelsesmæssigt bånd, et bånd der styrkes af uselviskhed, tillid og gensidig respekt. (Ordsprogene 31:11; Malakias 2:14, 15; Efeserne 5:28, 33) Ved at anvende disse principper kan du beskytte dit ægteskab mod de skadelige virkninger af mental og følelsesmæssig utroskab.
[Fodnoter]
^ par. 11 Det skal dog understreges at det kun er et seksuelt forhold uden for ægteskabet der giver grundlag for en skilsmisse der er bibelsk gyldig. — Mattæus 19:9.
^ par. 14 Navnene er ændret.
HAR DU SPEKULERET OVER?
▪ Kan seksuelle fantasier føre til handlinger? — Jakob 1:14, 15.
▪ Kunne et nært venskab med en af det modsatte køn true dit ægteskab? — Jeremias 17:9; Mattæus 15:19.
▪ Hvordan kan du styrke det ægteskabelige bånd? — 1 Korinther 7:4; 13:8; Efeserne 5:28, 33.
[Tekstcitat på side 29]
„Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ — Mattæus 5:28