Da kæmper strejfede om i Europa

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ITALIEN

DA NOGLE vejarbejdere i 1932 gravede i nærheden af Colosseum i Rom, stødte en af dem pludselig på noget hårdt. Det viste sig at være et kranium og en stødtand fra en elefant. Det er ikke den eneste gang man har gjort en sådan opdagelse. Gennem årene har man fundet cirka 140 fossile rester af elefanter i og i nærheden af Rom. Det første bekræftede fund blev gjort i det syttende århundrede.

Man mente at de fossile knogler stammede enten fra elefanter der var blevet indført til det gamle Rom, eller fra dem der var blevet bragt til Italien af den karthaginiensiske general Hannibal. Men G.B. Pianciani, der levede i det nittende århundrede og var præst og professor i naturvidenskab i Viterbo, satte dog spørgsmålstegn ved disse antagelser. Eftersom man hovedsagelig  havde fundet knoglerne i flodaflejringer, konkluderede han at de stammede fra dyr der var døde et andet sted og derefter via floderne ført til findestedet.

Mange af de fossiler man har fundet af elefanter i Italien, stammer ikke fra den type elefanter vi kender i dag, men fra en uddød race kaldet Elephas antiquus, eller skovelefant. (Se side 15). Elefanten havde næsten helt lige stødtænder, og den var cirka fem meter høj. Den var altså omkring to meter højere end dens nutidige modstykke.

Var disse kæmper et særsyn? Fossilerne viser at de engang strejfede om i hele Europa, ligesom de nært beslægtede mammutter. Det er også værd at lægge mærke til at de fossile rester af elefanter for det meste findes i fossile aflejringer hvor der er mange rester af forskellige arter, deriblandt nogle som har været naturlige fjender.

Fra berberaber til bøfler

I Lazio, et område i den centrale del af Italien der omfatter Rom, har man fundet fossiler der antyder at området på et tidspunkt har haft et klima der minder om det man finder i Afrika. Flodheste, gazeller, ja, selv store kattedyr strejfede engang om her. Fossiler af et sådant kattedyr, kaldet leoparden fra Monte Sacro, blev fundet lige i hjertet af Rom. I aflejringer uden for landsbyen Polledrara har man fundet mere end 9000 fossile rester der repræsenterer en mangfoldighed af dyr: fortidselefanter,  bøfler, rådyr, berberaber, næsehorn og urokser — en stor okse der blev udryddet for cirka fire hundrede år siden. På et museum ved Polledrara kan gæsterne fra en gangbro se fossilerne hvor de oprindelig blev fundet. — Se side 16.

En grotte i nærheden af Palermo på Sicilien var fyldt med flere tons fossile rester, deriblandt knogler af rådyr, okser, elefanter og flodheste i forskellige aldre, ja, selv et foster fra en flodhest. Faktisk blev 20 tons fossiler sat til salg i løbet af det første halve år efter at dette sted blev opdaget.

I Sydengland opdagede palæontologen J. Manson Valentine fossile lag der indeholdt store mængder af splintrede knogler fra mange af de samme typer dyr som tidligere omtalt, foruden hyæner og isbjørne. Hvordan kan det være at disse store mængder fossiler findes i så vidt forskellige områder?

Nogle forskere mener at de omstændigheder hvorunder disse dyr døde, tyder på en naturkatastrofe. Uanset hvad årsagen eller årsagerne måtte være til sådanne masseudryddelser, har det kunnet mærkes over et stort område der indbefattede Europa, Sibirien og Alaska.

Takket være de oplysninger vi kan få fra fossilerne, er det muligt for os at forestille os en verden der var ganske anderledes end den vi kender i dag. Ja, hvis man forestiller sig at man befandt sig i Italien tilstrækkeligt langt tilbage i tiden, ville man tro at man var midt i Afrikas vilde natur!

[Ramme på side 17]

HVAD ER ET FOSSIL?

Et fossil kan umiddelbart ligne en ganske almindelig knogle. Men i virkeligheden er et fossil resultatet af en kemisk omdannelse — fossilisering — der finder sted inden resterne af et dødt dyr er blevet nedbrudt.

En almindelig form for fossilisering er mineralisering. Ved denne proces erstattes det oprindelige organiske materiale, enten fuldstændigt eller delvist, af mineraler der findes i våde sedimentære aflejringer. Men fossilisering finder kun sted under nogle helt særlige forhold. Det indbefatter at der er rigeligt med aflejringer samt at resterne af en organisme hurtigt begraves. Endnu en afgørende faktor er hvor modstandsdygtig organismen er over for nedbrydning. Under normale omstændigheder vil et dødt dyr enten blive spist af andre dyr eller blive fjernet af bakterier såvel som mekaniske og kemiske elementer, som for eksempel vind og vand. Derfor er fossilisering forholdsvis sjælden.

[Ramme/​illustration på side 17]

MAMMUTTER PÅ DEN NORDLIGE HALVKUGLE

Fossilmaterialet viser at den uldhårede mammut strejfede om i et vidtstrakt område, der indbefattede Asien, Europa og Nordamerika. Det ser ud til at Italien var det sydligste område i Europa hvor disse dyr færdedes.

Den uldhårede mammut, der omtrent har været på størrelse med nutidens indiske elefant, havde en pels hvor hårene kunne blive op til en halv meter lange. Hannerne havde lange, svungne stødtænder der kunne blive fem meter. Især i Sibirien er der fundet store mængder af mammutelfenben — rent faktisk så meget at man i middelalderen eksporterede det til Kina og Europa.

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Royal BC Museum

[Illustration på side 16]

Fossile aflejringer ved Polledrara

[Kildeangivelse]

Soprintendenza Archeologica di Roma

[Kildeangivelser på side 15]

Øverst: Museo di Paleontologia dell’Università degli Studi“La Sapienza” di Roma; nederst: © Comune di Roma — Sovraintendenza Beni Culturali (SBCAS; fald. 90, fasc. 4, n. inv. 19249)