Jeg flygtede fra et folkemord og fandt håb

FORTALT AF SAM TAN

Min familie og jeg var på flugt fra Cambodja sammen med 2000 andre og nåede langt om længe den flod som grænsede op til Thailand. Det lykkedes os at presse os ned i en af de små både som bragte folk i sikkerhed. Netop som den sidste båd var på vej væk, kom røde khmer-​soldater til syne og skød efter os.

TIL vores store lettelse kom vi alle sikkert til Thailand. Alle var glade bortset fra os, for min far og morbror var ikke med; de var blevet ført bort nogle måneder før. Min mor satte sig bare ned og græd. Men inden jeg fortsætter min beretning, vil jeg gerne fortælle lidt om min baggrund.

Mine unge år som buddhist

Jeg er født i Cambodja i 1960 og er den ældste af tre søskende. Da jeg var ni år, besluttede mine forældre og jeg at jeg skulle tjene i et buddhistisk tempel, noget der ikke var ualmindeligt for drenge. Dagen for en munk begynder omkring klokken seks om morgenen når han forlader templet for at gå fra hus til hus og indsamle mad. De steder hvor folk tydeligvis var meget fattige, syntes jeg det var svært at bede om mad. Når vi kom hjem, tilberedte vi unge munke maden og serverede den for de ældre munke. Vi spiste først bagefter.

Klokken seks om aftenen samledes de ældre munke til bøn, og de bad på et sprog som kun få forstod — om overhovedet nogen. Efter to år fik jeg status som det vi kaldte ’en lille munk’, og jeg fik nogle af de privilegier som de ældre munke havde. Jeg fik også lov til at fremsige bønner sammen med dem. Dengang troede jeg at buddhismen var den eneste religion i verden.

Vi flygter fra Cambodja

Jeg brød mig ikke om tempellivet og vendte hjem i en alder af 14 år. Kort efter kom en politisk leder ved navn Pol Pot til magten. Han var leder af bevægelsen De Røde Khmerer (Khmer Rouge), som styrede landet fra 1975 til 1979. Alle blev tvunget ud af byerne og ud på landet i et forsøg på at gøre Cambodja til en kommunistisk stat. Vores familie blev også forflyttet. Senere tog Pol Pots mænd min far og morbror med sig, og vi så dem aldrig igen. Under De Røde Khmerers styre blev næsten 1,7 millioner cambodjanere brutalt myrdet på diverse henrettelsespladser, de såkaldte „killing fields“, eller døde som følge af ekstremt hårdt arbejde, sygdom eller sult.

Det var sådanne forhold der gjorde at 2000 af os, som nævnt i indledningen, havde begivet os ud på en farlig tredages rejse gennem et bjergrigt terræn til Thailands grænse. Vi kom alle sikkert over grænsen, deriblandt en lille dreng som blev født undervejs. De fleste af os havde penge med, men det endte med at vi smed dem væk, for cambodjanske penge havde så godt som ingen værdi i Thailand på den tid.

Livet i Thailand

Min familie og jeg flyttede ind hos nogle slægtninge i Thailand, og jeg fik arbejde som  fisker. Vi vovede os ofte ind i cambodjansk farvand, hvor der var flere fisk — men også flere af De Røde Khmerers patruljebåde. Hvis vi var blevet fanget, ville vi ikke blot have mistet båden, men også livet. Og to gange skete det at vi kun med nød og næppe undslap. Andre var desværre ikke så heldige. Min nabo, for eksempel, blev fanget og halshugget. Selvom hans død rystede mig, fortsatte jeg med at fiske ud for Cambodjas kyst. Valget stod mellem dét eller at lade min familie sulte.

Jeg var bekymret for hvordan det ville gå min familie og mig, så jeg besluttede at gå i flygtningelejr i Thailand, ansøge om at immigrere til et andet land og derfra sende penge hjem. Da jeg fortalte min familie om planen, protesterede de på det kraftigste. Men jeg havde besluttet mig.

I flygtningelejren mødte jeg nogle engelsktalende besøgende der bekendte sig som kristne. Det rystede min forestilling om at buddhismen var den eneste religion. Min nye ven, Teng Hann, og jeg begyndte at komme sammen med disse kristne, der viste os Bibelen og gav os mad. Jeg boede i lejren et år og ansøgte om at komme til New Zealand.

Et nyt liv i New Zealand

Min ansøgning blev godkendt i maj 1979, og kort efter befandt jeg mig i en flygtningelejr i Auckland. En venlig kontaktperson sørgede for at jeg fik et job på en fabrik i Wellington. Mens jeg var der, arbejdede jeg hårdt og sendte penge hjem som lovet.

Jeg ville gerne lære noget om kristendommen og begyndte derfor at komme i to protestantiske kirker. Der blev dog ikke talt meget om Bibelen. Jeg havde sat mig for at jeg ville bede på den rigtige måde, så en ven lærte mig bønnen fadervor. (Mattæus 6:9-13) Men ingen forklarede mig hvad bønnen virkelig betød. Jeg gentog blot ordene som en udenadlært remse, nøjagtig som jeg havde gjort med de buddhistiske bønner.

Et problemfyldt ægteskab

I 1981 blev jeg gift. Et års tid efter blev både min kone og jeg døbt ved at præsten stænkede vand på vores hoved. På det tidspunkt havde jeg to job, et flot hjem og et komfortabelt liv — noget jeg aldrig havde haft i Cambodja. Jeg var dog ikke lykkelig. Vores ægteskab knirkede, og det at gå i kirke hjalp ikke. Det hjalp heller ikke på min opførsel, for jeg gav mig af med hasardspil, røg og drak og havde andre kvinder. Min samvittighed nagede mig imidlertid, og jeg tvivlede stærkt på at jeg var god nok til at komme i himmelen. Jeg havde lært at alle gode mennesker kom derop når de døde.

I 1987 sørgede jeg for at min mor og min søster kom til New Zealand, hvor de boede hos os et stykke tid. Da de rejste, gjorde jeg det samme og flyttede med min mor og søster til Auckland.

Endelig lærer jeg Bibelen at kende

En dag da jeg forlod en vens hjem, mødte jeg to mænd som gik fra hus til hus. En af dem hed Bill, og han spurgte mig: „Hvor håber du at komme hen når du dør?“ „I himmelen,“ svarede jeg. Så viste han mig ud fra Bibelen at kun 144.000 kommer i himmelen, hvor de skal regere som konger over jorden. Han fortalte mig også at jorden vil blive beboet af millioner af gudfrygtige mennesker og omdannet til et paradis. (Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1, 4; 21:3, 4) Det han sagde, gjorde mig først vred, for det var i modstrid med alt det jeg tidligere havde lært. Inderst inde var jeg dog imponeret over hvor godt disse mennesker kendte Bibelen, og hvor roligt de forholdt sig. Faktisk fortrød jeg at jeg ikke havde spurgt hvilket trossamfund de tilhørte.

Få uger efter besøgte jeg en ven hvis børn blev undervist i Bibelen af et ægtepar der hed Dick og Stephanie. Deres studiemateriale var en brochure med titlen Evigt liv på jorden. Jeg begyndte at læse den og syntes den satte mange ting på plads. Jeg fandt desuden ud af at ægteparret var Jehovas Vidner. Det slog mig at de to mænd som jeg havde mødt for nylig, måtte være Jehovas Vidner, for det de havde sagt, harmonerede med denne brochure.

Jeg var ivrig efter at lære mere, så jeg inviterede Dick og Stephanie hjem og bombarderede  dem med bibelske spørgsmål. Senere spurgte Stephanie mig om jeg kendte Guds navn. Hun viste mig Salme 83:18, hvor der står: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Dette skriftsted gik lige til hjertet, og jeg begyndte at studere Bibelen regelmæssigt. Jeg boede sammen med en pige fra Laos der hed La, og hun var også med til dette bibelkursus. I mellemtiden sørgede jeg for at min bror og hans kone kom til New Zealand, hvor de også begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner.

Kort efter blev La og jeg nødt til at stoppe vores studium fordi vi flyttede til Australien for at arbejde. Vi var meget fokuserede på at tjene penge, men begyndte alligevel at savne vores bibelstudium. En aften bad vi derfor til Jehova og bønfaldt ham om at lede os til sit folk.

Vores bøn bliver besvaret

Da jeg få dage senere kom hjem efter at have været ude at handle, stod der to Jehovas Vidner ved min dør. Jeg sendte en stille tak op til Jehova, og La og jeg genoptog vores studium af Bibelen. Vi begyndte også at overvære de kristne møder i den lokale rigssal. Jeg blev dog snart klar over at hvis jeg skulle behage Gud, måtte jeg tage skeen i den anden hånd. Jeg aflagde derfor mine dårlige vaner og klippede mit lange hår. Mine gamle venner gjorde nar af mig, men det lykkedes mig at beherske min vrede. Jeg måtte også gøre noget ved min ægteskabelige situation, for La og jeg var ikke gift, og min kone og jeg var ikke skilt rent juridisk. I 1990 rejste La og jeg derfor tilbage til New Zealand.

Vi ringede øjeblikkelig til Dick og Stephanie. „Sam, vi troede aldrig vi skulle se jer igen,“ udbrød Stephanie. Vi begyndte at studere Bibelen sammen med dem igen, og så snart min skilsmisse var gået i orden, blev La og jeg gift og havde nu en ren samvittighed over for Gud. Vi blev i New Zealand, hvor vi blev døbt som et symbol på vores indvielse til Jehova. Jeg var meget opsat på at fortælle andre om det jeg havde lært, og jeg havde den store glæde at studere Bibelen med flere cambodjanere og thailændere i Auckland og omegn.

Tilbage til Australien

I maj 1996 vendte La og jeg tilbage til Australien, hvor vi slog os ned i Cairns i det nordlige Queensland. Her havde jeg den store forret at koordinere arbejdet med at forkynde blandt cambodjanere, laoter og thailændere i området.

Jeg vil aldrig kunne takke Jehova nok for hans velsignelser, deriblandt min vidunderlige kone og vores tre drenge — Daniel, Michael og Benjamin. Jeg er også dybt taknemmelig fordi min mor og svigermor, min søster og bror samt Teng Hann, min ven fra lejren i Thailand, også har taget imod Bibelens budskab. Vores familie sørger stadig over tabet af min far og min onkel, men vi er ikke lammet af sorg. Vi ved nemlig at når opstandelsen finder sted, vil Gud rette fuldstændig op på tidligere uretfærdigheder. Han sørger for at sådanne ting ’ikke vil blive husket, og at de ikke vil opkomme i hjertet’. — Esajas 65:17; Apostelgerninger 24:15.

Da jeg for få år siden overværede et af Jehovas Vidners stævner, så jeg en der virkede bekendt. Det var Bill som havde besøgt mig for mange år siden. „Husker du mig?“ spurgte jeg.

„Ja!“ svarede han. „Jeg traf dig i New Zealand for mange år siden, og jeg fortalte dig at kun 144.000 kommer i himmelen.“ Efter alle disse år huskede Bill mig stadig. Som brødre gav vi hinanden et knus, og bagefter genopfriskede vi gamle minder.

[Kildeangivelse på side 21]

Baggrund: AFP/​Getty Images