Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

På jagt i medicinskabet

På jagt i medicinskabet

På jagt i medicinskabet

„JEG begyndte at tage receptpligtig medicin da jeg var 14,“ siger en kvinde ved navn Lena. * „Jeg ville gerne være tynd og tiltrækkende, så vores læge ordinerede nogle slankepiller til mig. Jeg var kun glad når jeg følte at drengene beundrede mig. Med tiden blev jeg afhængig af hårde stoffer, og det førte til en umoralsk livsstil. Jeg prøvede altid at blive så ’høj’ som muligt.“

En kvinde ved navn Myra led af migræne, så hendes læge ordinerede nogle smertestillende piller til hende. Efterhånden begyndte hun at tage flere og flere piller — ikke kun for at dulme hovedpinen, men også fordi hun blev mere og mere afhængig. Hun begyndte desuden at tage piller som var blevet ordineret til andre i familien.

Ja, rapporter viser at et stigende antal unge og forbavsende mange voksne misbruger medicin for at slappe af, dæmpe angst, holde sig vågne, tabe sig eller blive opstemte. Nogle af de lægemidler som oftest bliver misbrugt, findes i de fleste hjem: smertestillende, sedative og beroligende midler samt stimulanser. * Nogle misbruger desuden håndkøbspræparater som for eksempel midler mod allergi, søvnløshed og tilstoppelse ved forkølelse.

Medicinmisbrug er et udbredt og stadigt voksende problem. I dele af Afrika, Europa og Sydasien er der for eksempel flere medicinmisbrugere end stofmisbrugere. I USA misbruges lægeordineret medicin hyppigere end ulovlige stoffer, med undtagelse af cannabis. I en avis kunne man for nylig læse at der er flere 12-17-årige som „misbruger receptmedicin end der misbruger kokain, heroin og metamfetaminer tilsammen“. Ja, efterspørgselen er så stor at der nu er et voksende illegalt marked for receptmedicin.

Hvordan kan du beskytte dig selv og dine børn mod at blive misbrugere — hvad enten det er af medicin eller ulovlige stoffer? Det spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.

[Fodnoter]

^ par. 2 Navnene i disse tema-artikler er ændret.

^ par. 4 Mange af principperne i disse artikler gælder også brugen af ulovlige stoffer og alkoholmisbrug.

[Ramme på side 3]

„Medicinmisbrug er karakteriseret ved at en person ikke kan styre sit medicinforbrug, bruger medicin uden at være syg og fortsætter forbruget selvom det kan eller vil skade helbredet,“ står der i lægemiddelkataloget Physicians’ Desk Reference. En medicinmisbruger har desuden mistet kontrollen over sit forbrug og er overdrevent optaget af det pågældende lægemiddel.

Fysisk afhængighed ses når patienter får abstinenser hvis de holder op med at tage et bestemt lægemiddel, som for eksempel et opioid, der er blevet ordineret dem af lægen. Dette er en naturlig reaktion og ikke det samme som misbrug.

Tolerans henviser til behovet for en stadig større mængde af et stof for at fremkalde den ønskede smertestillende virkning.