Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan får jeg bedre styr på tiden?

Hvordan får jeg bedre styr på tiden?

Unge spørger

Hvordan får jeg bedre styr på tiden?

„Jeg hørte nogen lave sjov med at hvis man ville have mig til at være et sted klokken 16, skulle man bede mig om at være der klokken 15. Da gik det op for mig at jeg trængte til at få bedre styr på tiden!“ — Ricky. *

HVOR mange flere timer ville du ønske der var i døgnet? Hvad ville du i så fald bruge den ekstra tid til?

Til at være sammen med venner

Til at sove

Til at lave lektier

Til at motionere

Andet ․․․․․

Det kunne helt sikkert være skønt med et par ekstra timer i døgnet, men det får vi ikke! Hvad kan man så gøre? Mange unge har lært at de ved at få bedre styr på tiden har kunnet frigøre nogle ekstra timer til alt det de skal nå. De har også opdaget at når de har styr på tiden, er de mindre stressede, de får bedre karakterer, og de oplever at deres forældre stoler mere på dem. Lad os se på hvordan du kan få styr på din tid.

1. udfordring: At lave en tidsplan

Hvad kan hindre dig? Alene tanken om at skulle lægge en plan gør at du føler dig bundet! Du kan godt lide at gøre noget impulsivt, og du har ikke lyst til at lægge planer for hvert eneste minut.

Hvorfor gøre det alligevel? Kong Salomon skrev: „Den flittiges planer får et gunstigt udfald.“ (Ordsprogene 21:5) Salomon har helt sikkert været en travl mand. Han var ægtemand, han var far, og han var konge — sandsynligvis inden han var fyldt 20! Og han fik endnu mere travlt senere hen. Du har sikkert også et travlt liv. Men dit liv vil nok blive endnu mere hektisk efterhånden som du bliver ældre. Så jo før du får styr på tiden, jo bedre!

Hvad andre unge siger. „For et halvt års tid siden begyndte jeg at planlægge min tid. Jeg prøvede at få tingene til at gå lidt nemmere, og en tidsplan så ud til at være en god idé.“ — Joey.

„Det er en stor hjælp for mig at lave lister. Når jeg har ekstra meget jeg skal nå, skriver min mor og jeg i fællesskab en liste over det hele for at finde ud af hvordan vi kan hjælpe hinanden til at nå vores mål.“ — Mallory.

Hvad der kan være en hjælp. Prøv at betragte det på denne måde: Forestil dig at du og hele din familie skal ud på en fælles udflugt. Alle smider bare deres tasker ind i bilens bagagerum. Det ser ikke ud til at I kan få plads til det hele. Hvad kan I gøre? Det vil sikkert være en god idé at tage det hele ud igen, starte forfra og lægge de største tasker ind først. Og lige så stille finder I plads til de små tasker.

Det forholder sig på samme måde med dit liv. Hvis du starter med at udfylde din tid med små ting, risikerer du at der ikke er plads til de større. Find først plads til de mere vigtige ting, og du vil blive overrasket over hvor meget tid du har til alt det andet. — Filipperne 1:10.

Hvad er det vigtigste du skal nå?

․․․․․

Se nu på listen igen, og prioritér — nummerér tingene efter hvor vigtige de er. Hvis du sørger for at tage dig af de store ting først, vil du sikkert blive overrasket over hvor meget tid der er tilbage til at tage dig af de små ting. Men husk, det fungerer ikke hvis du gør det omvendt!

Hvad du kan gøre. Få dig en lommekalender, og prioritér de ting du skal nå. Det kan også være at et af følgende alternativer passer dig bedre.

Kalenderen på din mobil

En notesblok

Kalenderen på din pc

En bordkalender

2. udfordring: At følge planen

Hvad kan hindre dig? Når du kommer hjem fra skole, har du bare lyst til at slappe af og se lidt fjernsyn. Eller du har måske nogle lektier for til næste dag, men får en sms: „Vil du med i biffen?“ Filmen venter jo ikke, men lektierne kan udskydes til senere på aftenen. ’Og jeg arbejder jo egentlig bedre under pres,’ siger du til dig selv.

Hvorfor gøre det alligevel? Måske får du bedre karakterer hvis du laver lektier mens du endnu er frisk. Og er du i øvrigt ikke allerede presset så rigeligt? Hvorfor gøre det endnu sværere ved at vente til sidst på aftenen med at forberede dig til en prøve næste dag. Hvordan vil morgenen blive? Du sover måske over, er stresset, må fare ud ad døren og kommer måske for sent i skole. — Ordsprogene 6:10, 11.

Hvad andre unge siger. „Jeg elsker at se fjernsyn, spille guitar og være sammen med mine venner. Det er ikke fordi der er noget galt i det, men nogle gange skubber det de mere vigtige ting i baggrunden, og jeg ender med at have drøntravlt.“ — Julian.

Hvad der kan være en hjælp. Planlæg ikke bare ting du skal — planlæg også ting du gerne vil. „Det er nemmere at få gjort de ting jeg skal, når jeg ved at jeg senere har planlagt noget jeg godt kan lide,“ siger Julian.

En anden idé: Sæt dig nogle langsigtede mål og nogle delmål hen ad vejen for at sikre at du ikke kommer ud på et sidespor. Joey på 16, der blev omtalt tidligere, siger: „Jeg kunne godt tænke mig at undervise i Bibelen på fuldtid. Det mål hjælper mig til at følge min plan som en forberedelse til et endnu travlere liv senere hen.“

Hvad du kan gøre. Nævn et eller to mål det vil være realistisk at nå inden for det næste halve år.

․․․․․

Nævn et mål det vil være realistisk at nå inden for de næste to år, og skriv ned hvad du allerede må gøre nu for at nå det mål.

․․․․․

3. udfordring: At holde orden

Hvad kan hindre dig? Du kan måske ikke helt se sammenhængen mellem at holde orden og at få styr på tiden. Desuden virker det som om det bare er til besvær at skulle holde orden. Værelset kan jo gøres rent i morgen — eller slet ikke! Du har måske ikke engang noget imod at det roder, så hvad er problemet?

Hvorfor gøre det alligevel? Ved at holde orden og have styr på tingene vil du kunne spare tid når du skal finde dine ting. Og orden vil give dig fred i sindet. — 1 Korinther 14:40.

Hvad andre unge siger. „Hvis jeg nogle gange ikke har tid til at lægge mit tøj på plads, er det som om de ting jeg skal bruge, forsvinder i al rodet!“ — Mandy.

„Jeg kunne ikke finde min tegnebog i en hel uge. Jeg var helt oppe at køre. Men da jeg ryddede op på mit værelse, fandt jeg den!“ — Frank.

Hvad der kan være en hjælp. Prøv at lægge tingene på plads så snart du har mulighed for det. Ved at gøre det regelmæssigt i stedet for at vente indtil hele værelset er rodet til, vil du hurtigere kunne gøre rent, og du kan nemmere finde dine ting.

Hvad du kan gøre. Gør det til en vane at holde orden, og se om ikke det vil gøre dit liv meget nemmere.

Begynd i det små — begynd i dag! Hvilke forslag i denne artikel vil du afprøve?

․․․․․

Jeg vil prøve disse forslag i ․․․․․ uge(r) og se om de virker.

Der findes flere artikler fra serien „Unge spørger“ på hjemmesiden www.watchtower.org/​ypd

[Fodnote]

^ par. 3 Navnene i denne artikel er ændret.

NOGET AT TÆNKE OVER

▪ Hvor mange timers søvn skal du have for at kunne yde dit bedste?

▪ Hvem kan du bede om hjælp til at udarbejde en tidsplan?

▪ Hvis du allerede har en tidsplan, kunne du så have gavn af at foretage nogle justeringer?

[Ramme/​illustration på side 20, 21]

På en uge brugte unge mellem 8 og 18 år deres tid på denne måde. Antal timer:

17

med deres forældre

30

i skolen

44

på at se fjernsyn, spille computerspil, sende sms’er og lytte til musik

HVAD BRUGER JEG MIN TID TIL?

Hvor mange timer bruger du hver uge på

at se fjernsyn: ․․․․․

at spille computerspil: ․․․․․

at bruge computeren: ․․․․․

at lytte til musik: ․․․․․

I alt: ․․․․․

Antal timer jeg med ­lethed kan bruge på mere vigtige ting: ․․․․․

[Illustration på side 20]

Hvis du først fylder op med de små ting, vil du ikke have plads til de større