Albarracín — en usædvanlig „ørnerede“

„Besøg en af de smukkeste byer i Spanien, besøg Albarracín.“ — José Martínez Ruiz, spansk forfatter, også kendt under navnet Azorín, 1873-1967.

ALBARRACÍN er en usædvanlig by. Hvad gør den til noget særligt? Det gør først og fremmest dens beliggenhed, dernæst dens historie og endelig de smukke omgivelser. Af disse grunde erklærede den spanske regering i 1961 denne lille by i provinsen Teruel for nationalmonument. Og i 2005 valgte en gruppe turistrepræsentanter Albarracín som „den smukkeste by i Spanien“.

Albarracín, der ligger i bjergene i det centrale Spanien, er en gammel by med omkring 1000 indbyggere. Byen er omgivet af grønne enge som får tilført vand fra flere floder, og en bjergkæde, Sierra de Albarracín, der deler navn med byen.

Et område rigt på føde og vand

I oldtiden trak de mange dyr i området omkring Albarracín mennesker til stedet. Hulemalerier udfærdiget af disse bosættere viser at de var dygtige kunstnere som nøje iagttog naturen. De tegnede mange store tyre og andre dyr, som de farvelagde med et hvidt pigment man kun har fundet i dette område. Forskere mener at disse huler hvor dagliglivet er skildret, var religiøse eller sociale samlingssteder.

Selv i dag vrimler det med vildsvin og andre mindre pattedyr i den nærliggende naturpark, Montes Universales; og floden Guadalaviar (arabisk for ’den hvide flod’) er en af de bedste ørredfloder i Spanien.

I 133 f.v.t. fik romerne herredømme over de lokale keltiberiske stammer og grundlagde adskillige landsbyer i Albarracín-området. I det første århundrede e.v.t. byggede romerske ingeniører en 18 kilometer lang akvædukt (1). Det betragtes som et af de mest komplekse offentlige byggeprojekter romerne gennemførte i Spanien. Man har også fundet vidnesbyrd om den religion romerne praktiserede. Et romersk gravrelief som blev fundet i byen  Albarracín, viser at man praktiserede kejserdyrkelse i området.

Velstand under muslimsk herredømme

Maurerne havde indtaget området i det niende århundrede, og man mener at navnet Albarracín kommer af navnet på de muslimske bosættere, en berberisk klan, Banu-Razin, der slog sig ned her. I middelalderen levede maurere, jøder og såkaldt kristne sammen og viste hinanden gensidig respekt og tolerance. Som følge heraf var denne periode den mest fremgangsrige i Albarracíns historie.

Kunsthåndværkerne i Albarracín fremstillede nogle meget smukke genstande, og der blev åbenbart også praktiseret avanceret lægekunst i området. Man har under en udgravning afdækket et sæt kirurgiske redskaber som tyder på at lokale kirurger endda opererede folk for stær. Albarracín var under muslimsk herredømme frem til slutningen af det 12. århundrede, derefter blev den underlagt romerskkatolsk styre. Det er værd at bemærke at dette tilsyneladende er den eneste gang i Spaniens historie at en sådan politisk ændring er foregået så fredeligt.

Hvordan ser Albarracín ud i dag? Besøgende kan stadig slentre gennem den gamle middelalderby, for der er ikke føjet nogen moderne bydel til.

Byens forunderlige silhuet

Den spanske filosof José Ortega y Gasset (1883-1955) beskrev Albarracín som „byen hvis forunderlige silhuet rækker højt mod sky“. Det er en meget passende beskrivelse, for byen ligger på en klippeknude omkring 1200 meter over havets overflade, omgivet af en dyb kløft der tjener som en beskyttende voldgrav. Denne naturlige fæstning har beskyttet byen gennem århundrederne, og Albarracín har som følge heraf fået tilnavnet ’ørnereden’.

Besøgende der går gennem byens smalle, brolagte gader, kan ikke undgå at få øje på den fascinerende arkitektur fra en svunden tid. Nogle af de bedste eksempler er Hjørnebalkonen, det Blå hus (2) og Julianetahuset (3). Det ser næsten ud som om sidstnævnte prøver at balancere mellem to gader.

Husene fra denne periode er fremstillet af træ og gips, materialer der er væsentlig lettere end sten — en vigtig faktor når man vil bygge på toppen af en bakke. De små vinduer med blondegardiner og jerngitre (4) er også iøjnefaldende. De overlappende tagudhæng, de udskårne balkoner af træ og de usædvanlige dørhamre som ofte forestiller dyr, bidrager også til stedets særpræg.

Hvis man har tendens til at blive svimmel, skal man være forsigtig med at se ned når man går ind i et af de ’hængende’ huse. Fordi byen blev bygget på en klippeknude, og pladsen var begrænset, opførte nogle af beboerne deres huse helt ud til kanten af klippen.

Øverst på bakken der knejser over byen, på det der oprindeligt var kernen af Albarracín, troner et maurisk slot. Torre del Andador er en del af den oprindelige mur som araberne byggede i det tiende århundrede. Senere, i det 16. århundrede, blev der også bygget en gotisk katedral og et rådhus med hesteskoformede buer.

Naturskatte i området

For naturelskere har Albarracín endnu mere at byde på. Bjergkæden omkring byen har mange forskellige økosystemer med en overflod af planter og dyr. Kilder og vandfald pryder de skovklædte bjerge. Og hvis man camperer, kan man nyde de smukke stjerneklare nætter.

Der bor flere familier som er Jehovas Vidner i området. De smukke omgivelser minder dem om Bibelens løfte om at de der adlyder Gud, vil komme til at leve i et verdensomspændende paradis under Guds riges styre. Det er denne gode nyhed de forkynder for folk i området. — Salme 98:7-9; Mattæus 24:14.

Hvert år spadserer mere end hundrede tusind turister gennem Albarracíns smalle gader. Hvis du en dag kommer til Spanien, hvorfor da ikke besøge denne usædvanlige ’ørnerede’ der ligger gemt i bjergene?

 [Ramme/​illustrationer på side 18]

KUNSTVÆRKER FUNDET I ALBARRACÍN

Salvekrukke af sølv. En maurisk konge ved navn Abdelmelik fik lavet denne krukke til sin kone Zahr, hvis navn betyder ’blomst’ på arabisk. På krukken er der en indgravering i guld der i uddrag lyder: „Evige velsignelser . . . guddommelig hjælp og rådgivning med godhed og retfærdighed for øje.“ Salvekrukken betragtes som en af de fineste spansk-arabiske kunstskatte der findes.

Fisk udskåret i bjergkrystal. Fisken er dekoreret med skæl og har en mund af sølv og finner af guld. Den er også udsmykket med perler og rubiner. Udskæringen er så detaljeret at eksperter mener at en enkelt kunsthåndværker umuligt kunne have færdiggjort den i løbet af sin levetid.

[Kildeangivelser]

Krukke: Museo de Teruel. Foto Jorge Escudero; Krystalfisk: Sta. Ma de Albarracín Foundation

 [Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PORTUGAL

SPANIEN

MADRID

Albarracín

[Illustration på side 17]

1 Akvædukt

[Illustrationer på side 18]

2 Blå hus

3 Julianetahuset

4 Jerngitre

[Kildeangivelse på side 17]

© Ioseba Egibar/​age fotostock