Brug for en rickshaw?

EN BESØGENDE der ankommer til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, vil straks se at noget er anderledes. Blandt et hav af mennesker er der en hær af cykelrickshawer! Endeløse rækker af disse køretøjer der transporterer mennesker og varer, strømmer ned ad gader og stræder.

I Dhaka er rickshawen stadig et populært transportmiddel. Antallet af indregistrerede rickshawer er cirka 80.000, men det føles som om der kører mange flere rundt på gaderne. Dhaka bliver da også kaldt den førende rickshawby i verden.

De første rickshawer

Selvom man i Frankrig under Ludvig XIV (1638-1715) allerede brugte bærestole, så bliver æren for den håndtrukne rickshaw ofte tilskrevet Jonathan Gable, en amerikansk missionær i Japan i 1870’erne. Det siges at han designede en ny form for køretøj til sin skrøbelige kone, og at det var det første køretøj der på japansk blev kaldt jinrikisha, som betyder at det blev trukket ved menneskekraft. På engelsk blev ordet med tiden til „rickshaw“. Efterhånden blev mange forskellige udgaver af rickshawen udbredt i hele Asien som et billigt transportmiddel. Da Charles Taze Russel (til højre), som nidkært førte an i det arbejde der blev udført af Bibelstudenterne (som Jehovas Vidner blev kaldt dengang), i 1912 besøgte Japan, rejste hans delegation rundt i landet i rickshawer.

Sidst i 1930’erne fik de trehjulede rickshawer deres debut. Tidligere måtte en mand trække rickshawen ved hjælp af to stænger, en på hver side af køretøjet, men nu lignede den nærmest en stor trehjulet cykel. En wallah (rickshawfører) træder i pedalerne foran rickshawen. Det gør det muligt for ham at transportere passagerer eller fragt over længere afstande, og det er nemmere for ham at styre gennem den travle trafik og de tætpakkede gader.

 Rickshawkunst

Det ser ud som om hver eneste kvadratcentimeter på rickshawerne i Dhaka er dækket af dekorationer. Hvorfra stammer traditionen med at dekorere rickshawer? Da de første rickshawer dukkede op i Dhaka, måtte de konkurrere med hestetrukne vogne kaldet tomtoms, som kørte med passagerer og varer. Måske begyndte rickshawejerne at udsmykke deres vogne for at lokke kunderne til at benytte denne nye transportmetode. Efterhånden blev udsmykningen og reklamerne til en kunstart helt for sig selv.

Helhedsindtrykket af rickshawkunsten er meget bemærkelsesværdigt. Det er kunst på hjul. Syed Manzoorul Islam, en kunstkritiker fra Bangladesh, har beskrevet rickshawerne i Dhaka som „rullende kunstgallerier“. Hver eneste lille plet på køretøjet er dekoreret med farvestrålende motiver, billeder og mønstre. Dinglende kvaster, glimmer og skinnende perler hænger ned langs siderne eller på kalechen.

De enkelte kunstnere har deres egen stil og egne yndlingsemner. Nogle af udsmykningerne ligner mere eller mindre reklamer med billeder fra både nye og gamle film fra Indien og Bangladesh. Kunsten afspejler en længsel efter landsbylivet og smukke landskaber, og til tider berører den sociale eller politiske emner. Dyr, fugle, jagt, og overdådige landskabsscener er populære temaer.

I 1950’erne var der kun en håndfuld rickshawmalere. I dag er der mellem 200 og 300 som fremstiller disse unikke kunstværker. Rickshawerne bliver samlet stykke for stykke på specialværksteder. Ofte er der tale om genbrug. For eksempel kan kunstneren ved hjælp af lakmaling farvelægge et metalstykke som er skåret ud af kasserede ting, såsom dunke der har været madolie i, og på den måde skabe et imponerende farvestrålende sceneri. Rickshawkunsten er blevet folkekunst i Bangladesh. Den har antaget sin helt egen identitet og charme.

Rickshawføreren

Som du sikkert kan forstå, har en rickshawfører et hårdt liv. Forestil dig at cykle rundt hele dagen med en tung last af mennesker eller varer. Kunderne kan blandt andet være husmødre, skolebørn, forretningsmænd eller handlende med alle deres pakkenelliker. Ofte er der to, tre eller flere stuvet sammen i en rickshaw. Den kan også blive brugt til at fragte sække af ris, kartofler, løg eller krydderier når en købmand skal på markedet. Nogle gange bliver en passager placeret højt oppe oven på sin bagage. For en tilskuer kan det se ud som om det er umuligt for en fører at trække så stort et læs. Ikke desto mindre arbejder den ydmyge rickshawfører hårdt uden at klage, om det så er i den brændende sol eller under monsunregnen.

De fleste af førerne er kommet til byen fra de fattige landområder hvor de som landmænd var ude af stand til at tjene til livets opretholdelse. Da de ikke har mulighed for at finde et bedre betalt job, forlader mange deres familie for at blive rickshawførere. Ved at bruge deres fysiske styrke og energi kan de tjene det der svarer til nogle få dollars om dagen.

Et unikt transportmiddel

På grund af det flade terræn og de utallige gader og stræder hvor det er besværligt for andre at komme frem, bliver der ved med at komme flere rickshawer i Dhaka. Mange betragter ikke kun denne form for transport som miljøvenlig, men også som en behagelig måde at komme rundt på.

I de fleste asiatiske byer er rickshawen blevet en „truet art“. Ønsket om offentlige transportmidler og en moderne livsstil har gjort at den næsten er afskaffet. Selvom mange mener at rickshawen er gået af mode, bliver der dog gjort en indsats for at bevare den ved at forbedre designet.

Når man er på rejse i Dhaka, kan man vælge imellem mange former for offentlige transportmidler — busser, taxaer, motorcykler, autorickshawer eller de farvestrålende cykelrickshawer. Men du vil aldrig glemme en fornøjelig tur gennem de overfyldte gader i Dhaka med en cykelrickshaw!

 [Helsides illustration på side 23]