Det dasende dovendyr

„SKYND DIG! Tag et billede!“ råbte jeg til min søster da jeg fik øje på et grønligt dovendyr på junglestien foran mig. Vi kom til at grine da det gik op for os at der overhovedet ikke var nogen grund til at skynde sig — dovendyret er et af de langsomste dyr i verden.

For at lære mere om dette pattedyr besøgte jeg Zoo Ave, der ligger i La Garita de Alajuela i Costa Rica. Parken er ikke blot en zoologisk have, men også et redningscenter hvor dyr bliver rehabiliteret med henblik på genudsætning i naturen. Her mødte jeg biologen Shirley Ramírez, Zoo Aves entusiastiske forskningsleder. Sammen besøgte vi en af havens beboere, dovendyret Pelota — et spansk ord der betyder „bold“. Nogle gange ruller dovendyret sig faktisk sammen som en bold for at sove. Pelota er et totået dovendyr og er på størrelse med en lille hund. Det har en lodden pels, en kort snude og store, blanke brune øjne.

Jeg havde tidligere fundet ud af at dovendyr er enspændere, og at de får en enkelt unge cirka en gang om året. Den lille unge klynger sig til moderen i de første fire til seks uger indtil den er vænnet fra, men derefter bærer moderen den på maven i fem til otte måneder. I løbet af den tid fodres ungen med bløde, letfordøjelige blade som moderen har tygget. Senere griber ungen selv ud efter blade, uden dog på noget tidspunkt at slippe grebet i sin mor. I løbet af den tid de er sammen, gør moderen ungen fortrolig med det lille område i skoven der vil blive dens hjem.

Totået, tretået, grønt og koldt

Jeg fandt ud af at det dovendyr jeg havde set i junglen, var et tretået dovendyr. Det havde maskelignende mørke aftegninger om øjnene, en kort hale, en strid pels, væsentligt længere forlemmer end baglemmer og en gullig plet mellem skuldrene. Denne art dovendyr har ni halshvirvler, som sætter dyret i stand til at dreje hovedet 270 grader i sin søgen efter de blade det bedst kan lide. Men hvorfor ser dovendyret grønt ud? Shirley svarer at „det grønne skær kommer fra alger der gror i dovendyrets pels“.

I modsætning til sine langarmede, tretåede slægtninge har det totåede dovendyr forlemmer der er cirka lige så lange som dets baglemmer. Dyret er dækket af lange gyldne hår der er bløde at røre ved.

Dovendyret tilbringer dagene højt oppe i trækronerne hvor det slikker solskin. Dets kropstemperatur kan forandre sig i takt med den omgivende temperatur, fra 24 grader om natten til 33 grader i løbet af dagen — en temperatursvingning der er større end hos noget andet pattedyr. Et dovendyr har så lidt muskler at det ikke kan få kulderystninger, der ellers er med til at skabe varme. Når det skal sove, ruller det sig derfor ofte sammen for at holde varmen. Den korte, fine underpels virker som isolering. Og ja, dovendyret kan rent faktisk sove 20 timer i døgnet!

Sløv fordøjelse

Eftersom fordøjelsen er afhængig af kropsvarme for at bakterier kan arbejde og for at fermentering kan finde sted, medfører dovendyrets lave kropstemperatur et utrolig lavt stofskifte. Det kan tage helt op til en måned før de blade dyret har spist, har passeret de forskellige stadier af fordøjelsen i dets flerkamrede mave og kommer videre ud i tyndtarmen. Hvis der  i regntiden er mange kolde dage lige efter hinanden, kan et dovendyr derfor dø af sult selvom maven er fyldt med føde. Shirley forklarer: „Solens varme er uundværlig for dovendyrs fordøjelse.“

Derefter tilføjer hun: „Men som dyrepasser der skal tage sig af dyrene og gøre rent i deres bure, må jeg sige at det bedste ved dovendyr er at de kun har afføring én gang om ugen! Og når det finder sted, kravler de ned på jorden, graver et hul og dækker ekskrementerne til. Det er faktisk det eneste de gør nede på jorden.“

Skabt til et liv på hovedet

Praktisk talt alt i et dovendyrs liv foregår oppe i træerne — både når det æder, sover, parrer sig og føder. Dette lille pattedyr er genialt designet af Skaberen til et liv på hovedet. Dovendyret hænger i sine fingre og tæer, som er udstyret med syv centimeter lange kløer der giver dyret et fast greb om grene og slyngplanter. For at undgå at dovendyret bliver gennemblødt af den tropiske skylregn, vokser dets pels også „omvendt“! Håret vokser fra bugen om mod ryggen — stik modsat håret på andre landdyr — og regnvand løber derfor let af. Selvom dovendyret er noget klodset når det befinder sig nede på jorden, bevæger det sig ubesværet og yndefuldt rundt oppe i grenene. Overraskende nok er dovendyret også en fortræffelig svømmer!

Hvad lærte jeg ellers om denne stille beboer i trætoppene? Jeg lagde især mærke til to ting. Først og fremmest har dovendyret en utrolig evne til at overleve læsioner, og det kan ligefrem klare giftdoser der ville slå andre pattedyr ihjel. Alvorlige sår heler hurtigt, og der går sjældent betændelse i dem. Så en større forståelse af dovendyrets immunforsvar ville sikkert være nyttig for lægevidenskaben. For det andet kunne det måske være gavnligt for mennesker der er stressede og konstant farer rundt til alt muligt, til en vis grad at lære af dovendyrets afslappede tempo og rolige sind. — Indsendt.

 [Ramme/​illustrationer på side 15]

„DEN PERFEKTE VÆRT“

Dovendyrets grønne skær skyldes symbiose med alger der gror i længdegående furer i hårene i den yderste, grove pels. Dyret er vært for algerne, og algerne er gode gæster ved at sørge for næringsstoffer til værten. Dovendyret optager disse næringsstoffer gennem huden og ved at slikke pelsen. Den grågrønne farve får dovendyret til at ligne en klump tørre blade der hænger ned fra en gren — en perfekt camouflage i junglen. Og jo længere et dovendyr lever, desto grønnere bliver det!

[Kildeangivelser]

Øverst til højre: © Michael og Patricia Fogden; nederst: © Jan Ševčík