Fejltagelser der førte til verdenskrig

Kunne en tredje verdenskrig bryde ud ved en fejltagelse? Kunne statsledere og militærrådgivere fejlbedømme situationen i en sådan grad at de forårsagede millioner af menneskers død?

DET ved vi ikke. Men vi ved at det er sket før. For omkring hundrede år siden kastede europæiske ledere deres lande ud i Den Store Krig, senere kaldet Første Verdenskrig, uden at vide hvilke kolossale rædsler det ville medføre. „Vi kastede os hovedkulds ud i krig“, indrømmer David Lloyd George, britisk premierminister fra 1916 til 1922. Lad os se på nogle af de væsentligste begivenheder som førte til det frygtelige blodbad.

„Ingen af statslederne ønskede en omfattende krig,“ skrev historikeren A.J.P. Taylor, „men de ville gerne true, og de ville gerne vinde.“ Zaren af Rusland mente at man måtte gøre alt hvad man overhovedet kunne, for fredens skyld. Han ville ikke være ansvarlig for et grusomt blodbad. Med affyringen af to skæbnesvangre skud klokken 11:15 den 28. juni 1914 begyndte begivenhederne ikke desto mindre at løbe løbsk.

To skud der ændrede verden

Efter lang tids rivaliseren mellem de europæiske magter var situationen i 1914 efterhånden blevet tilspidset og havde skabt to alliancer som var i opposition til hinanden: Tripelalliancen mellem Østrig-​Ungarn, Italien og Tyskland og Tripelententen mellem Storbritannien, Frankrig og Rusland. Desuden havde disse lande politiske og økonomiske forbindelser til flere andre lande, deriblandt Balkanlandene.

På grund af vrede over stormagternes overherredømme var Balkanområdet på det tidspunkt politisk ustabilt, med mange hemmelige selskaber som pønsede på uafhængighed. Det var her en lille gruppe unge mennesker lagde planer om at snigmyrde den østrigske ærkehertug Frans Ferdinand under hans besøg i Sarajevo, Bosniens hovedstad, den 28. juni. * Der var kun en lille politistyrke på stedet, så det lettede opgaven. De unge som ønskede at snigmyrde ærkehertugen, havde imidlertid kun fået minimal træning. En af dem kastede en lille bombe, men ramte ikke målet, og ingen af de andre greb til handling mens tid var. Det lykkedes til sidst Gavrilo Princip, en af de sammensvorne, at snigmyrde ærkehertugen — men ved et rent tilfælde. Hvordan gik det til?

Da Gavrilo Princip så ærkehertugen køre forbi uden at være blevet ramt  af bomben, forsøgte han forgæves at komme frem til bilen. Skuffet krydsede han vejen for at tage ind på en café. I mellemtiden besluttede ærkehertugen, oprevet over bombeforsøget, at ændre ruten for sit besøg. Hans chauffør var imidlertid ikke klar over at planen var blevet ændret. Han kørte i en forkert retning og måtte derfor vende bilen. I samme øjeblik kom Princip ud af caféen og stod nu over for et let offer — ærkehertugen i sin åbne bil mindre end tre meter derfra. Princip nærmede sig bilen og affyrede to skud som dræbte ærkehertugen og hans hustru. * Gavrilo Princip, som var en naiv serbisk nationalist, havde højst tænkeligt ingen idé om hvilken lavine han dermed havde sat i skred. Man kan dog ikke give ham hele skylden for de uhyrligheder som senere fandt sted.

Vejen beredt til krig

Før 1914 havde de fleste europæere en romantisk opfattelse af krig. De betragtede krig som noget gavnligt, ædelt og ærefuldt — til trods for at de hævdede at være kristne. Nogle statsoverhoveder mente endda at en krig ville styrke deres nations enhed og indgive folket nyt mod. Desuden forsikrede visse generaler deres overhoveder om at man ved at være hurtig og beslutsom kunne vinde en krig. „I løbet af to uger vil vi have besejret Frankrig,“ hoverede en tysk general. Ingen forudså at millioner af mænd i årevis ville føre krig i mudrede skyttegrave.

Desuden „skyllede en bølge af ekstrem nationalisme ind over Europa“ før krigen, fortæller bogen Cooperation Under Anarchy. „Skolerne, universiteterne, pressen og politikerne tilsluttede sig alle denne stærkt overdrevne mytedannelse og selvforherligelse.“

De religiøse ledere forsøgte ikke at dæmme op for den skadelige indstilling. Historikeren Paul Johnson siger: „På den ene side stod det protestantiske Tyskland, det katolske Østrig, det ortodokse Bulgarien og det muslimske Tyrkiet. På den anden side stod det protestantiske Storbritannien, de katolske lande Frankrig og Italien og det ortodokse Rusland.“ Paul Johnson siger videre at de fleste gejstlige „sidestillede kristendom med patriotisme. Kristne soldater af alle kirkeretninger blev tilskyndet til at dræbe hinanden i Frelserens navn.“ Selv præster og nonner blev mobiliseret, og i tusindvis af de førstnævnte blev senere dræbt i kamp.

 De europæiske alliancer, som skulle give sikkerhed for at der ikke udbrød en større krig, var måske medvirkende til at det skete. Hvordan det? „De europæiske magters sikkerhed var tæt forbundet,“ siger Cooperation Under Anarchy. „Hver nation følte at dens sikkerhed lå i hænderne på dens allierede, og følte sig derfor forpligtet til hurtigt at forsvare dem — selv når disse allierede havde provokeret angriberne.“

Noget andet der truede sikkerheden, var Tysklands Schlieffenplan, opkaldt efter den tidligere tyske generalfeltmarskal Alfred von Schlieffen. Planen, som indbefattede et hurtigt førsteangreb, blev udarbejdet fordi man formodede at Tyskland måtte kæmpe mod både Frankrig og Rusland. Målet var at opnå en hurtig sejr over Frankrig mens Rusland langsomt mobiliserede, og derefter at angribe Rusland. „Da først [Schlieffen]planen var iværksat, garanterede systemet med de militære alliancer næsten med sikkerhed at der ville blive storkrig i Europa,“ siger World Book Encyclopedia.

Lavinen ruller

Selvom man i en officiel undersøgelse ikke fandt nogen beviser på at den serbiske regering havde været involveret i snigmordet på ærkehertugen, var Østrig fast besluttet på at gøre en ende på kejserrigets slaviske urostiftere én gang for alle. Østrig var ivrig efter „at give Serbien en lærestreg“, siger historikeren J.M. Roberts.

I et forsøg på at mindske spændingerne arbejdede Nikolaj Hartwig — den russiske ambassadør i Serbiens hovedstad — på en mulig kompromisløsning. Han fik imidlertid et hjerteanfald og døde under et møde med den østrigske legation. Til sidst sendte Østrig den 23. juli Serbien en liste over krav der i virkeligheden var et ultimatum. Da Serbien ikke kunne acceptere alle kravene, afbrød Østrig øjeblikkelig alle diplomatiske forbindelser. På dette afgørende tidspunkt brød diplomatiet sammen.

Der blev dog stadig gjort enkelte forsøg på at afværge krigen. Storbritannien foreslog for eksempel at man afholdt en international konference, og den tyske kejser bad indtrængende den russiske zar om ikke at mobilisere. Men begivenhederne var ude af kontrol. „Statsledere, generaler og hele nationer blev overrumplet af det store omfang af de begivenheder som var ved at udfolde sig,“ siges der i bogen The Enterprise of War.

Med løfter om opbakning fra Tyskland erklærede den østrigske kejser den 28. juli krig mod Serbien. Rusland støttede Serbien og forsøgte derfor at holde Østrig tilbage ved at meddele at man mobiliserede omkring en million russiske soldater langs den østrigske grænse. Da det ville betyde at Ruslands grænse til Tyskland var ubeskyttet, beordrede den russiske zar modvilligt en total mobilisering.

Zaren forsøgte at forsikre kejseren om at han ikke havde planer om at invadere Tyskland. Alligevel satte den russiske mobilisering de tyske krigsplaner i højt gear, og den 31. juli iværksatte tyskerne Schlieffenplanen, de erklærede krig mod Rusland den 1. august og mod Frankrig to dage senere. Da tyskernes krigsplan indbefattede at de ville marchere gennem Belgien, advarede Storbritannien om at man ville erklære krig mod Tyskland hvis Belgiens neutralitet blev krænket. Den 4. marts krydsede tyske tropper grænsen til Belgien. Terningerne var kastet.

„Vor tids største diplomatiske katastrofe“

„Storbritanniens krigserklæring var det endelige skridt mod vor tids største diplomatiske katastrofe,“ skrev historikeren Norman Davies. En anden historiker, Edmond Taylor, skrev at det efter Østrigs krigserklæring den 28. juli „var det rene virvar som i stadig højere grad bidrog til [krigens] omfang. Der skete alt for meget alt for hurtigt alt for mange steder. . . . Selv de mest skarpsindige og intelligente mennesker kunne ikke længere fordøje alle de oplysninger de blev fyldt med.“

Over 13 millioner soldater og civilpersoner mistede livet som følge af dette katastrofale „virvar“. Folks syn på fremtiden og på menneskets natur led også et dødeligt slag da såkaldt civiliserede mennesker bevæbnet med ødelæggende, nyopfundne masseproducerede våben, nedslagtede hinanden i et omfang hvis lige aldrig før var set. Verden blev aldrig den samme efter det. — Se rammen  „Verdenskrig — et af tidens tegn?“

[Fodnoter]

[Ramme/​illustration på side 20]

 VERDENSKRIG — ET AF TIDENS TEGN?

Bibelen har forudsagt at krige vil være en del af tegnet på at vi lever i de sidste dage for den nuværende onde verden. (Mattæus 24:3, 7; Åbenbaringen 6:4) Opfyldelsen af dette tegn i dag viser at vi hurtigt nærmer os den tid da Guds rige vil overtage herredømmet over hele jorden. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.

Guds rige vil desuden fjerne den usynlige drivkraft bag verdensforholdene — de onde ånder som ledes af Satan Djævelen. „Hele verden ligger i den ondes magt,“ siges der i Første Johannesbrev 5:19. Satans onde indflydelse har bidraget til mange af menneskehedens veer, uden tvivl også de katastrofale begivenheder der førte til udbruddet af den første verdenskrig. — Åbenbaringen 12:9-12. *

[Fodnote]

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives photo

[Illustration på side 19]

Snigmordet på ærkehertug Frans Ferdinand

[Kildeangivelse]

© Mary Evans Picture Library