Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kærlighed overvinder fordom

Kærlighed overvinder fordom

Kærlighed overvinder fordom

„En ny form for religiøst fællesskab viste sig for første gang i historien. Det var ikke en nation der hyldede nationalisme som en religion, men en gruppe der havde valgt at se bort fra sociale, racemæssige og nationale forskelle — mænd og kvinder der mødtes som enkeltpersoner for at tilbede deres Gud.“ — A History of Christianity af Paul Johnson.

EFTERHÅNDEN som sand kristendom bredte sig i hele Romerriget, så folk noget forbløffende — en international åndelig familie der havde lært at leve sammen i sand fred og enhed. Hemmeligheden bag „familiens“ fred var ægte kærlighed, der ikke blot var grundlagt på følelser, men på Guds principper.

Disse principper havde Jesus lært sine disciple gennem det han sagde og gjorde. Han havde selv været offer for had og fordom i alvorlig grad. (1 Peter 2:21-23) Det skyldtes blandt andet at han var fra Galilæa, og galilæere — der for det meste var landmænd og fiskere — blev betragtet med foragt af de jødiske religiøse ledere i Jerusalem. (Johannes 7:45-52) Derforuden var Jesus en fremragende lærer som var elsket og respekteret af den almene befolkning. Det førte til at de religiøse ledere blev så misundelige på ham at de spredte løgne om ham og endda lagde planer om at dræbe ham. — Markus 15:9, 10; Johannes 9:16, 22; 11:45-53.

Men Jesus ’gengældte ikke ondt med ondt’. (Romerne 12:17) Det viste han blandt andet i den måde hvorpå han behandlede farisæerne — medlemmerne af en jødisk sekt som var imod Jesus. Når en af dem henvendte sig til ham i oprigtighed og stillede ham nogle spørgsmål, besvarede han dem med venlighed. (Johannes 3:1-21) Han spiste endda sammen med farisæere, blandt andet en der ikke helt kunne skjule at han til en vis grad nærede fordom mod Jesus. Hvordan det? Dengang var det skik og brug at vaske en gæsts fødder; men denne farisæer undlod at vise Jesus en sådan høflighed. Tog Jesus det ilde op? Nej, slet ikke. Faktisk brugte han denne aften til at lære de tilstedeværende noget vigtigt, nemlig at vise medfølelse og tilgivelse. — Lukas 7:36-50; 11:37.

Jesus elskede dem andre foragtede

En af Jesu bedst kendte lignelser er den om den barmhjertige samaritaner, hvor en samaritansk mand, for egen regning, tager sig af en jøde der er blevet slået og frarøvet alt, og sørger for det han har behov for. (Lukas 10:30-37) Hvorfor var samaritanerens handling så storsindet? I virkeligheden foragtede jøder og samaritanere hinanden. Faktisk blev ordet „samaritaner“ ofte brugt af jøder som et udtryk for foragt — en betegnelse der også blev brugt om Jesus. (Johannes 8:48) Set i det perspektiv kunne Jesus næppe have brugt en mere magtfuld illustration om upartisk næstekærlighed.

Jesus underbyggede sine ord med sit eksempel ved at helbrede en samaritaner der led af spedalskhed. (Lukas 17:11-19) Derudover underviste han andre lydhøre samaritanere, ja, han havde endda en længere samtale med en samaritansk kvinde — noget der var højst usædvanligt. (Johannes 4:7-30, 39-42) Grunden var at de strenge jødiske rabbinere ikke ville tale med nogen kvinde offentligt — ikke engang en nær slægtning — og slet ikke en samaritansk kvinde!

Hvordan betragter Gud da en person der har fordomme, men som kæmper for at fjerne dem fra sit hjerte? Også her giver Bibelen os et opmuntrende svar.

Gud er tålmodig med os

I det første århundrede var flere af de jødiske kristne i begyndelsen påvirket af en mangeårig fordom mod ikkejøder, hvoraf en hel del var blevet troende. Hvordan tog Jehova sig af dette problem som kunne have ført til splittelse? Med stor tålmodighed oplærte han den kristne menighed. (Apostelgerninger 15:1-5) Denne tålmodighed bar god frugt, for som nævnt i begyndelsen af denne artikel valgte disse kristne „at se bort fra sociale, racemæssige og nationale forskelle“. Det resulterede i at ’menighederne fortsat blev styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag’. — Apostelgerninger 16:5.

Hvad kan man lære af det? At man aldrig skal give op, men fortsat søge vejledning hos Gud der gavmildt giver visdom og moralsk styrke til dem der ’fortsat beder i tro’. (Jakob 1:5, 6) Husker du Jennifer, Timothy, John og Olga der er omtalt i den første artikel? Da Jennifer kom op i grundskolens højere klasser, var hun blevet mere åndeligt moden og havde lært at ignorere nedsættende racistiske bemærkninger og kommentarer om hendes højde. Kort efter blev en anden pige skydeskive for klassekammeraternes fornærmelser, men Jennifer forsvarede og trøstede hende.

Hvad hjalp Timothy til at optræde roligt og fattet når hans klassekammerater hånede ham med racistiske bemærkninger? Han siger: „Jeg var bekymret for den skam jeg kunne bringe over Jehova navn. Og så blev jeg ved med at minde mig selv om at vi ’til stadighed må overvinde det onde med det gode’, og ikke lade det onde overvinde os.“ — Romerne 12:21.

John overvandt den fordom han havde mod sin klassekammerat der var hausa. Han fortæller: „Da jeg var teenager, mødte jeg nogle elever der var hausaer, og vi blev venner. Jeg arbejdede sammen med en af dem i forbindelse med et fælles projekt, og vi kom godt ud af det med hinanden. Nu prøver jeg at se på folk som enkeltpersoner, ikke som nogle der tilhører en bestemt race eller stamme.“

Olga og hendes missionærmakker lod sig ikke skræmme af hadefulde forfølgere, men de forblev faste i tillid til at nogle ville værdsætte Bibelens budskab. Og det gjorde mange. „Cirka halvtreds år efter,“ fortæller Olga, „kom en mand hen til mig og overrakte mig en smuk skuldertaske. I tasken lå nogle små sten hvorpå der var graveret kristne egenskaber som godhed, venlighed, kærlighed og fred. Han fortalte mig at han var en af de drenge der havde kastet sten efter mig, og at han nu var min kristne broder. Ud over skuldertasken med sten gav han og hans kone mig en stor buket hvide roser.“

Når fordom og diskrimination vil være forsvundet!

Snart vil fordom og diskrimination ophøre. Hvordan vil det ske? Først og fremmest vil jorden have én og samme hersker — Jesus Kristus — som viste at han ’ikke blot dømmer efter hvad hans øjne ser’. (Esajas 11:1-5) Til den tid vil Jesu jordiske undersåtter til fuldkommenhed genspejle hans indstilling, for alle vil være oplært af ham og hans Fader, Jehova Gud. — Esajas 11:9.

Denne åndelige oplæring er allerede begyndt nu, og formålet er at forberede Guds folk til at leve på jorden under helt nye forhold. Så hvorfor ikke gøre brug af det undervisningsprogram Jehovas Vidner tilbyder, ved at få dit eget personlige bibelkursus? * Ja, Gud er ikke partisk; det er hans vilje at alle slags mennesker „skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 2:3, 4.

[Fodnote]

^ par. 18 Hvis du kunne tænke dig et gratis bibelkursus på et tidspunkt og sted der passer dig, så henvend dig til den lokale menighed af Jehovas Vidner eller skriv til en af adresserne på afdelingskontorerne som står opført på side 5. Du er også velkommen til at kontakte Jehovas Vidner på deres hjemmeside www.watchtower.org.

[Tekstcitat på side 8]

Snart vil fordom og diskrimination ophøre med at plage menneskeheden

[Ramme/​illustration på side 8, 9]

BIBELSKE PRINCIPPER SOM ER GODE AT FØLGE

„Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . Overvind til stadighed det onde med det gode.“ (Romerne 12:17-21) Hvad er pointen? Lad andres dårlige opførsel få det gode frem i dig. „De hadede mig uden grund,“ sagde Jesus Kristus. Alligevel gav han ikke igen med samme mønt. — Johannes 15:25.

„Lad os ikke blive selvoptagne, så vi . . . misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Hvis vi er misundelige og nærer upassende stolthed, kan det svække vores syn på Guds principper og vort forhold til ham, og ofte fører det til had og fordom. — Markus 7:20-23.

„Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Spørg dig selv: ’Hvordan kan jeg godt lide at blive behandlet?’ Du må behandle andre på samme måde, uanset deres alder, hudfarve, sprog eller kultur.

„I skal åbne jeres hjerte for hinanden, ligesom Kristus har åbnet sit hjerte for jer.“ (Romerne 15:7, Phillips) Prøver du at lære folk med en anden baggrund eller kultur at kende, især nogle af dine trosfæller? — 2 Korinther 6:11.

„Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ (Salme 27:10) Uanset hvordan andre behandler dig, vil Gud aldrig forlade dig hvis du forbliver trofast over for ham.

[Illustration på side 7]

En næstekærlig samaritaner kommer en jøde til hjælp der var blevet bestjålet