Trofaste forældre der samarbejder

▪ Det er vinter, og temperaturen nærmer sig frysepunktet på den sydafrikanske højslette. Fra mit varme kontor på tredje sal ser jeg bekymret ud på et nøgent træ der står og svajer i den hylende vintervind. I en grenkløft holder en senegaldue sine unger varme. De er blot tre dage gamle.

Inden de første æg blev lagt, samarbejdede duen og dens mage om at bygge reden — hannen kom med kviste, og hunnen tog sig af selve byggeriet. De har gjort et godt stykke arbejde, for selv stride vintervinde har ikke kunnet ødelægge reden, der nu har været hjem for to kuld unger. Hunnen rugede på æggene om natten, og hannen tog sin tørn i løbet af dagen. Efter cirka to uger blev æggene udklækket. Og i løbet af de næste to uger vil ungerne være store og stærke nok til at kunne flyve.

Men prøv engang og lyt! Kan du høre en hyggelig kurren der lyder som en mild latter? Det er hun-​senegalduen der melder sin ankomst på en gren lige i nærheden. Hun har kroen fyldt med føde til de sultne unger og er klar til at afløse hannen. Selv efter at ungerne har forladt reden, bliver begge forældre ved med at fodre dem indtil de kan klare sig selv.

Jeg betages ofte af disse fugles samarbejde, og den kærlige omsorg de viser hinanden. Deres instinkter går med usvigelig sikkerhed i arv fra generation til generation. Det får mig til at tænke på ordene i Salme 86:8: „Der er ingen som du . . . , Jehova, og ingen gerninger er som dine.“

I sit skrevne ord, Bibelen, har Jehova Gud sørget for vejledning til forældre, en vejledning der er lige så pålidelig som de instinkter han har givet duerne. For eksempel tilskynder Bibelen mødre til at ’elske deres børn’. (Titus 2:4) Til fædre siger den: „Irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4; 1 Timoteus 5:8) Der kan ikke være tvivl om at Gud glæder sig over forældre der følger disse råd. — Indsendt.