Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En eksplosion af teknologi

En eksplosion af teknologi

En eksplosion af teknologi

I ALBANIEN er det ikke ualmindeligt at se en ældre person ride på et æsel og samtidig tale i mobiltelefon. I Indien kan man af og til se en tigger holde pause i sit betleri for at foretage eller besvare et opkald på sin mobiltelefon. Ja, den moderne teknologi, lige fra mobiltelefoner til computere og tv, er ikke forbeholdt de rige, men har fundet vej til hver en afkrog af verden og er blevet en integreret del af manges hverdag.

Omfanget af sådanne teknologiske opfindelser ses måske tydeligst i antallet af solgte mobiltelefoner, hvoraf mange ikke længere kun fungerer som telefon. Der findes avancerede modeller som gør det muligt for brugeren at få adgang til internettet, sende og modtage e-mails og sms’er, se tv, lytte til musik, tage billeder, finde vej ved hjælp af GPS, og, nå ja, ringe til folk!

Ifølge en rapport i avisen Washington Post har en smartphone „nu mere regnekraft end Den Nordamerikanske Luftforsvarskommando havde i 1965“. Avisen skriver også: „I gennemsnit har hvert andet menneske på jorden nu en mobiltelefon“, og i mindst 30 lande er der flere mobiltelefoner i brug end der er indbyggere. Ja, vi er i dag vidne til „den hurtigste globale udbredelse af en teknologisk opfindelse i menneskehedens historie“, oplyser avisen.

Næsten 60 procent af mobilbrugerne bor i udviklingslandene. Dermed er mobiltelefonen det første højteknologiske kommunikationsmiddel der har fået størst udbredelse i disse lande. I Afghanistan, for eksempel, blev der i 2008 tilmeldt cirka 140.000 nye mobilabonnenter hver måned. Og i de senere år er antallet af mobilbrugere i Afrika steget med næsten 50 procent årligt.

Der er dog nogle ulemper ved denne kommunikationsrevolution. Mobiltelefoner, personsøgere og bærbare computere betyder at man stort set altid og overalt er tilgængelig for andre, og det har fået mange brugere til at føle sig fanget i et elektronisk net, så at sige. I den anden ende af skalaen finder man dem der ligefrem har udviklet afhængighed af disse teknologiske hjælpemidler — de har en voldsom trang til hele tiden at være i forbindelse med andre og vide hvad der foregår.

Afhængighed, forstyrrelse og koncentrationsbesvær er måske nogle af de mest kendte problemer i forbindelse med den udbredte kommunikations- og medieteknologi. * Men der er også mange fordele ved de teknologiske produkter. Hvordan kan vi bruge dem med omtanke og på en afbalanceret og klog måde? Det spørgsmål vil blive besvaret i de følgende artikler.

[Fodnote]

^ par. 7 I disse tema-artikler om teknologi fokuserer vi på brugen af mobiltelefon, computer, tv og internet.