Fra hemmelig tjeneste til hellig tjeneste

FORTALT AF ANDREW HOGG

„Hvis vi nogen sinde bliver nødt til at affyre vores atomraketter,“ sagde kaptajnen på vores ubåd, „så er vores mission mislykkedes.“ Det satte gang i nogle livlige diskussioner om de etiske aspekter ved krigsførelse med atomvåben. Men hvordan var det gået til at jeg kom i ubådstjenesten — hvis missioner altid skulle være hemmelige?

JEG er født i Philadelphia i staten Pennsylvania i USA i 1944. Under min opvækst blev jeg påvirket af min far, min morfar og min morbror, der alle havde tjent i militæret og betragtede dette som det ypperste et menneske kunne stræbe efter. Som dreng fik jeg en rundvisning på den nærliggende flådestation, og der så jeg min første ubåd. Fra det øjeblik blev ubådstjenesten mit mål. Det sidste år jeg gik på highschool, blev jeg optaget på det amerikanske flådeakademi. Fire år senere, i juni 1966, tog jeg den afsluttende eksamen.

Jeg blev optaget på Naval Nuclear Propulsion Program, hvor jeg blev uddannet i atomingeniørarbejde og ubådsdrift. I april 1967 giftede jeg mig så med Mary Lee Carter, der er min elskede hustru den dag i dag. I marts 1968 gik min drengedrøm endelig i opfyldelse da jeg fik til opgave at gøre tjeneste på min første ubåd, USS Jack. Omkring et år senere fødte Mary Lee det første af vores to børn — vores datter, Allison.

I 1971 blev jeg marineingeniør på USS Andrew Jackson, hvis kaptajn kom med den udtalelse der er nævnt i indledningen. Mens vi befandt os på havet i denne Polaris-ubåd, oplevede vi en nødsituation som enhver ubådssoldat frygter — ildebrand. Lidt over midnat, mens jeg sad og slappede af sammen med nogle af de andre officerer, mærkede vi pludselig et bump. Derpå lød alarmsystemets gong, gong, gong og meddelelsen: „Brand i maskinrum nummer et!“

Da det var mig der var ansvarlig for næsten alle de mekaniske og elektriske systemer, stormede jeg agterud for at undersøge havariet. Branden var opstået i en af ubådens iltgeneratorer, som er med til at producere indåndingsluft. Fire af os tog hurtigt iltmasker på og fjernede alle brandbare gasser fra området. Heldigvis kom ingen til skade. Trods uheldet lykkedes det os at fortsætte på vores patruljeopgave — og det vidnede om hvor godt oplært besætningen var.

Jeg valgte at læse om en fredsstifter

Som en hjælp til at klare arbejdspresset blev vi opmuntret til at bruge nogle timer om ugen på at beskæftige os med noget kulturelt. For det meste læste jeg biografier om fremtrædende militærmænd. Denne gang besluttede jeg imidlertid at læse om en der var kendt for at være en fredsstifter — Jesus Kristus. Jeg gik i gang med at læse evangelierne i en bibel jeg havde fået foræret ved min afslutning på flådeakademiet. Men min læsning rejste flere  spørgsmål end den besvarede. Jeg havde brug for hjælp.

Hen imod slutningen af vores patruljetjeneste indkaldte vores kaptajn officererne til et møde i officersmessen, hvor han kom med følgende bekendtgørelse: „Mine herrer, vores marineingeniør har lige fået tildelt det bedste job i den amerikanske flåde. Han skal være marineingeniør på den første af flådens nye angrebsubåde.“ Jeg var målløs!

Min nye opgave betød at jeg og min familie måtte flytte til Newport News i Virginia, hvor USS Los Angeles var ved at blive bygget. Mit job var at overvåge afprøvningen af ingeniørsystemer og udvikle tekniske manualer og øvelsesprogrammer. Arbejdet var ekstremt komplekst, men samtidig spændende. Her fødte Mary Lee vores søn, Drew. Nu var jeg far til to børn, og mine tanker begyndte igen at kredse om Gud: ’Hvad mener han om krig? Hvad sker der når man dør? Findes der et helvede?’

Endelig finder jeg svar!

Omtrent på dette tidspunkt begyndte min kone at have nogle drøftelser med to Jehovas Vidner. Da jeg en dag ringede hjem fra skibsværftet, sagde Mary Lee: „Jeg har besøg af to ’bibeldamer’.“

„Hvilken kirke kommer de fra?“ spurgte jeg.

„De er Jehovas Vidner,“ svarede hun.

Jeg havde ingen anelse om hvem Jehovas Vidner var, men jeg ville gerne forstå Bibelen. „Inviter dem hjem til os en aften,“ sagde jeg. Kort tid derefter kom en af dem tilbage sammen med sin mand, og min kone og jeg begyndte at studere Bibelen.

Endelig begyndte jeg at få svar på de spørgsmål som i årevis havde voldt mig hovedbrud. For eksempel lærte jeg at de døde ’slet ingenting ved’ og befinder sig i en tilstand som Jesus sammenlignede med en dyb søvn. (Prædikeren 9:5; Johannes 11:11-14) De døde oplever derfor hverken glæde eller smerte, men „sover“ i døden, mens de venter på en opstandelse.

Mary Lee og jeg begyndte også at overvære møderne i den lokale rigssal. Der så vi Jehovas Vidner — med forskellig kulturel, uddannelsesmæssig og etnisk baggrund — der alle tjente Gud i fred og enhed. Vi indså at Bibelen virkelig kan forbedre folks liv. — Salme 19:7-10.

Tid til at træffe en afgørelse

Da den arabisk-israelske krig brød ud i 1973, blev ubådene i USA’s atlantiske flåde bragt i stilling. Tingene kunne nemt være eskaleret, og det begyndte for alvor at gå op for mig at  kun Guds rige, ikke menneskers politiske bestræbelser, vil føre til sand og varig fred. Jeg havde ofte bedt bønnen: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden“, men jeg havde ikke vidst hvad ordene betød. (Mattæus 6:9, 10; da. aut. 1948) Nu forstod jeg imidlertid at Guds rige er et himmelsk herredømme der snart vil overtage styret over hele jorden og rense den for al ondskab og alle der øver ondt. — Daniel 2:44; 7:13, 14.

En passage i Bibelen der specielt vakte min interesse, var Andet Korintherbrev 10:3, 4. Her står at sande kristne „[ikke fører] krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud.“ Jeg lærte at disse „våben“ er af åndelig art, og at de omfatter „åndens sværd“, Bibelen. — Efeserne 6:17.

Jeg stod nu ved en skillevej i mit liv og måtte vælge om jeg ville fortsætte min nuværende karriere, som havde givet mig både udfordringer og glæder, eller om jeg ville rette mit liv ind efter sandheden i Bibelen. Efter at have grundet meget over spørgsmålet under bøn nåede jeg frem til den slutning at hvis jeg var oprigtigt interesseret i at være en fredsstifter, måtte jeg gøre tingene på Guds måde.

Min nye „øverstbefalende“

Mary Lee og jeg drøftede vores fremtid og bad Gud om hjælp til at finde ud af hvad vi skulle, og vi blev enige om at vi ville tjene den ultimative „øverstbefalende“ — Jehova Gud. Vi besluttede begge at indvi os til Jehova, og jeg tog min afsked fra flåden. Jeg blev så overført til Norfolk, Virginia, for at vente på min hjemsendelse. De fleste af mine officerskolleger undrede sig over min beslutning, og nogle var fjendtligt indstillede over for mig. Men andre var oprigtigt interesserede i mit bibelske standpunkt og respekterede mig.

Jeg fratrådte min stilling i 1974. Samme år symboliserede min kone og jeg vores indvielse til Gud ved at lade os døbe ved Jehovas Vidners områdestævne „Guds hensigt“ i Hampton, Virginia. (Mattæus 28:19, 20) Vores nye liv var nu begyndt.

Nye udfordringer

Mary Lee og jeg havde to små børn, ingen indkomst og kun lige penge nok til at klare os et par måneder. Jeg sendte ansøgninger til en række arbejdsgivere og lod sagen hvile i Guds hånd. Inden længe blev jeg tilbudt et arbejde. Lønnen lå kun på omkring det halve af min løn i flåden, men jobbet betød at vores familie kunne blive boende i området.

I takt med at min kone og jeg gjorde åndelige fremskridt, fik vi lyst til at gøre mere i tjenesten for Jehova. En familie af Jehovas Vidner som vi kendte, var flyttet til det centrale Virginia for at tjene hvor der var et større behov for nogle der kunne undervise folk i Bibelen, og de inviterede os til at komme og besøge dem. Der skulle kun et enkelt besøg til før vi begyndte at lægge planer om at flytte. Jeg ansøgte om at blive forflyttet, og til min store glæde blev det godkendt. Samtidig blev jeg endda forfremmet! Og min arbejdsgiver gik med til at betale vores flytteomkostninger. ’Ja,’ tænkte vi, ’Gud viser virkelig omsorg for dem der bestræber sig for at gøre hans vilje.’ — Mattæus 6:33.

Fordi vores familie har holdt fast ved en forholdsvis enkel livsstil, har det været muligt for både Mary Lee og mig at være i heltidstjenesten. Dette har så også betydet at vi kunne bruge en masse tid sammen med vores to dejlige børn mens de voksede op. Det har givet os store glæder, for både Allison og Drew ’vandrer fortsat i sandheden’. — 3 Johannes 4; Ordsprogene 23:24.

Selvom der har været perioder i vores liv hvor økonomi, bolig og helbred og blot det at blive ældre har gjort os bekymrede, har vi erfaret at Jehova altid har været med os. Om jeg fortryder at have forladt „den hemmelige tjeneste“? På ingen måde! Når Mary Lee og jeg tænker tilbage på vores liv, kan vi afgjort sige at det at tjene Jehova er det mest ærefulde og lønnende et menneske overhovedet kan stræbe efter. — Prædikeren 12:13.

[Tekstcitat på side 14]

Vi besluttede at tjene den ultimative „øverstbefalende“

[Illustration på side 12, 13]

Ubåden USS Los Angeles

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. Navy

[Illustration på side 13]

Mary Lee og mig i dag