Hvordan jeg overvandt min lidenskab for krig

FORTALT AF THOMAS STUBENVOLL

JEG er født i New York den 8. november 1944. Jeg voksede op i South Bronx, som dengang var et kvarter med raceopdelte enklaver. Som dreng tilbragte jeg meget tid på gaden, og jeg lærte hurtigt at respektere de forskellige banders territoriale grænser. Disse bander var frygtede på grund af deres kriminelle aktiviteter og voldsomme temperament.

Allerede som 12-årig var jeg med i en bande. Vi kaldte os The Skulls (Dødningehovederne). Vi brød ofte ind i godsvogne og stjal kasser med jordnøddesmør og andre fødevarer. Der var også bander af store teenagedrenge, og de var langt mere barske. Ofte foregik der blodige kampe imellem dem. Engang blev en af mine gode venner stukket ihjel for øjnene af mig.

Fascineret af krig

Jeg var dog ikke særlig glad for bandelivet, og efter et stykke tid ville jeg bare væk fra byen. Min onkel Eddie havde kæmpet i Koreakrigen, hvor han var i marinekorpset, et værn under USA’s militær. Hans beskrivelse af marineinfanterister fascinerede mig. Han fortalte mig at infanterister er disciplinerede anførere og hårdføre soldater der er trænede til at handle beslutsomt. Marinekorpsets valgsprog, det latinske udtryk Semper fidelis, „Altid trofast“, understreger korpsets strenge krav om loyalitet og pligtfølelse. Inden længe var der ikke noget jeg hellere ville end at være en dygtig marineinfanterist.

Den 8. november 1961, den dag jeg fyldte 17, meldte jeg mig som marinerekrut. Mindre end fire måneder senere var jeg færdig med at være i træningslejr.  Det var begyndelsen på en 11 år lang karriere i militæret.

Jeg gik ind i militæret i fredstid. Livet som marineinfanterist indebærer imidlertid konstant træning. Først blev jeg sendt til Oahu i Hawaii, hvor jeg i to år fik intensiv træning i infanteritaktik og guerillakrig. Jeg blev finskytte; i en afstand af 500 meter kunne jeg ramme et mål med 25 centimeters præcision. Jeg blev undervist i kampsport, kortlæsning, signaltjeneste, sprængningsarbejde og brugen af sprængstoffer. Jeg nød hvert sekund.

Derefter tilbragte jeg et halvt år i Japan, hvor jeg fik til opgave at bevogte undervandsvåben ved den amerikanske base i Atsugi. Kort efter eskalerede fjendskabet mellem USA og Nordvietnam, og jeg blev sendt ud som en del af et detachement af marineinfanterister på hangarskibet USS Ranger. Fra Tonkinbugten tog vores skib del i luftbombardementet af Nordvietnam. Nu var jeg endelig med i en rigtig krig. Men eftersom jeg blot var om bord på et skib, følte jeg at jeg gik glip af de egentlige kamphandlinger.

Krigens realiteter

I foråret 1966, mens jeg stadig tjente om bord på Ranger, fik jeg efter fire års militærtjeneste min afsked i nåde. De fleste soldater i min situation ville med glæde have vendt hjem og dermed have undgået det blodbad der senere fandt sted. Men jeg var blevet en loyal marineinfanterist, en professionel soldat, og jeg havde ikke tænkt mig at holde op. Jeg lod mig hverve igen.

Jeg ville meget gerne i krig. Det var jo det jeg havde fået træning i. Så jeg meldte mig til at tjene som infanterist. Jeg var ligeglad med hvor jeg blev sendt hen, bare jeg var infanterist i marinekorpset. Min livsopgave var at være en god marineinfanterist, og krigen var ved at blive min gud.

I oktober 1967 blev jeg sendt til Vietnam. Jeg var både nervøs og spændt da jeg straks blev sendt til fronten i provinsen Quang Tri. Allerede samme døgn befandt jeg mig midt i en blodig kamp, hvor jeg var omgivet af død og lemlæstelse. Jeg kunne se støvet hvirvle op når fjendens projektiler ramte jorden. Der var ikke andet end buske jeg kunne søge beskyttelse bag. Jeg begyndte at skyde. Det var frygteligt. Jeg troede jeg skulle dø. Men langt om længe var kampen forbi. Jeg overlevede, men det samme kunne ikke siges om de mænd jeg var med til at bære bort.

I de næste 20 måneder deltog jeg i nogle af de hårdeste kampe der blev udkæmpet under Vietnamkrigen. Alle ugens syv dage og næsten døgnet rundt skød jeg på andre eller prøvede at undgå at blive skudt; jeg lå i baghold og faldt i baghold. Det meste af tiden besvarede jeg fjendens ild fra fordybninger i jorden som hurtigt blev fyldt med mudder når det regnede. Til tider var det koldt og helt ulideligt. Jeg både spiste og sov i disse fordybninger.

Mine militære operationer bragte mig ind og ud af den fugtige regnskov, og jeg var konstant i fare for at fjenden ville springe frem fra den tætte underskov. Nogle gange blev jeg udsat for artilleribeskydning i timevis. I et slag i nærheden af Khe Sanh blev omkring tre fjerdedele af min deling skadet eller dræbt — der var kun 13 af os tilbage.

Den 30. januar 1968 befandt jeg mig på en militærbase hvor jeg for første gang i over et år kunne sove i et telt. Men tidligt om morgenen var ’idyllen’ forbi, for jeg blev vækket af den øredøvende lyd af en mortergranat der eksploderede. Jeg blev såret. Flere granatsplinter  havde boret sig ind i min skulder og ryg. Fjenden var gået i gang med en massiv invasion.

Mine kvæstelser indbragte mig tapperhedsmedaljen Purple Heart, men de var ikke alvorlige nok til at få mig til at holde op med at kæmpe. Efter at lægerne hurtigt havde pillet granatsplinterne ud af mig, blev jeg straks sendt til byen Hue, hvor et af de største slag i krigen fandt sted. Dér var jeg en sand dræbermaskine. Det generede mig ikke det mindste at slå mine fjender ihjel. I 32 dage brugte jeg hver eneste af mine vågne timer på at gå fra hus til hus for at finde og dræbe fjenden.

På det tidspunkt følte jeg at mine handlinger var berettigede. Jeg ræsonnerede som så: ’Fjenden dræber jo selv tusinder af uskyldige mænd, kvinder og børn i Hue. Gaderne og gyderne er overstrøet med tusindvis af lig. Der er lureminer overalt, selv under nogle af ligene. Vi er altid i fare for at blive ramt af fjendtlige snigskytter.’ Intet af dette fik mig på andre tanker. I mine øjne var dét at dræbe fjenden det eneste rigtige at gøre.

En usund smag for krig

Nogen tid efter slaget om Hue var jeg færdig med min 13 måneder lange tjenesteperiode. Men krigen rasede fortsat, og jeg havde ikke fået nok. Så jeg tilbød at tage endnu en tjenesteperiode i Vietnam. Jeg var blevet oversergent og fik nu tildelt en særlig mission. Jeg skulle blandt andet føre mindre afdelinger af marineinfanterister ud til små landsbyer, hvor vi underviste de civile i hvordan de kunne beskytte deres byer. Vi måtte hele tiden være på vagt fordi vores fjender ofte blandede sig med de lokale. Om natten sneg vi os rundt og jagtede, fangede og dræbte fjendtlige soldater. Trods disse ekstremt belastende forhold blev min lidenskab for krig blot endnu stærkere.

Min anden tjenesteperiode i Vietnam gik hurtigt, og jeg ansøgte igen om tilladelse til at blive ude på slagmarken. Denne gang blev min ansøgning afvist, måske fordi mine overordnede havde bemærket min usunde smag for krig. Min karriere som marineinfanterist var dog ikke forbi. Jeg blev sendt tilbage til USA, hvor jeg skulle være instruktør for rekrutter. I tre og et halvt år koncentrerede jeg mig om arbejdet som instruktør. Der var meget jeg kunne lære mine rekrutter, og jeg gjorde mit bedste for at forvandle hver eneste af dem til den barske kampmaskine jeg selv var blevet.

Noget bedre at leve for

Jeg blev gode venner med en anden instruktør, hvis kone lige havde forladt ham. Hans søster, Christine Antisdel, som kort forinden var blevet et Jehovas vidne, tilbød at flytte ind hos ham for at hjælpe ham med at tage sig af hans to små børn. Det var første gang jeg nogen sinde havde hørt om Jehovas Vidner.

Jeg var opdraget som katolik og havde gået otte år på en katolsk skole. Jeg havde endda været messedreng i kirken. Alligevel vidste jeg praktisk talt intet om Bibelen. Det fik Christine lavet om på. Hun viste mig nogle sandheder fra Bibelen som jeg aldrig havde hørt om  før. Jeg lærte hvad Bibelen virkelig siger, og hvad den ikke siger.

Jeg lærte for eksempel at der ikke står i Bibelen at Gud straffer mennesker i et brændende helvede efter døden. (Prædikeren 9:5, 10) Den siger heller ikke at Gud er en del af en treenighed. (Johannes 14:28) Ifølge Bibelen vil Gud fjerne ondskab, smerte og død, og alle der adlyder ham, vil leve evigt i et jordisk paradis. (Salme 37:9-11; Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg lærte også sandheden om Guds moralnormer. (1 Korinther 6:9, 10) Jeg lærte at Gud har et navn, Jehova. (Salme 83:18) Hvor var det spændende at høre om!

I november 1972 blev jeg overflyttet til en anden træningslejr, hvor jeg skulle undervise befalingsmænd i krigstaktik. Det var der jeg begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner og at overvære deres møder. Den venlige atmosfære og ægte broderkærlighed der rådede iblandt dem, gjorde et stort indtryk på mig.

Men jo mere jeg lærte ud fra Bibelen, desto mere generede min samvittighed mig. Der var så meget ved min livsførelse der ikke var i harmoni med de bibelske sandheder. Jeg havde viet mit liv til fremme af nationalistisk krigsførelse og vold, noget som Gud hader.

Jeg indså at jeg ikke kunne tjene Jehova Gud samtidig med at jeg var marineinfanterist. Det var på det tidspunkt at jeg overvandt min lidenskab for krig. Jeg bestemte mig for at afslutte min karriere. Efter måneders papirarbejde, interviews og en psykiatrisk undersøgelse fik jeg min afsked i nåde — denne gang som militærnægter. Sådan endte mine 11 års tjeneste i marinekorpset.

Nu kunne jeg sige det samme til Jehova som det der står i Esajas 6:8: „Her er jeg! Send mig.“ Ja, jeg var nu klar til at bruge al min energi og iver på at tjene den sande Gud i stedet for at tjene i marinekorpset. Den 27. juli 1973 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Fem måneder senere giftede jeg mig med Christine Antisdel, det første Jehovas vidne jeg nogen sinde havde mødt.

Christine og jeg har brugt de 36 år vi har været gift, til at hjælpe andre til at lære Bibelen at kende og få et nærmere forhold til Gud. Vi har tilbragt otte år som missionærer i Den Dominikanske Republik. I de sidste 18 år har jeg været rejsende tilsynsmand. Min kone og jeg har besøgt hundredvis af spansktalende menigheder af Jehovas Vidner i hele USA.

Den dag i dag føler jeg ikke at jeg har fået mén af mine krigsår, hverken følelsesmæssigt eller mentalt. Ingen posttraumatiske belastningsreaktioner, ingen mareridt, ingen tilbagevendende genoplevelser af traumer. Men efter at jeg har fået et nærmere forhold til Jehova, fortryder jeg inderligt at jeg har slået nogle af mine medmennesker ihjel i krig.

Det er noget af en forvandling jeg har gennemgået — men det har været det hele værd. Jeg føler at Gud har tilgivet mig for det jeg har gjort. I stedet for at forårsage andres død har jeg nu den opgave at fortælle andre at de kan få håb om at leve evigt på en paradisisk jord. De ting jeg gjorde som marineinfanterist, gjorde jeg som følge af uvidenhed og misforstået iver. De ting jeg nu gør som et af Jehovas Vidner der har lært Bibelen at kende, gør jeg som følge af en fast overbevisning om at der findes en sand, levende Gud, at han er kærlig, og at det i sidste ende kun vil gå godt for dem der elsker og adlyder ham.

[Tekstcitat på side 25]

Alle ugens syv dage og næsten døgnet rundt skød jeg på andre eller prøvede at undgå at blive skudt; jeg lå i baghold og faldt i baghold

[Tekstcitat på side 27]

Efter at jeg har fået et nærmere forhold til Jehova, fortryder jeg inderligt at jeg har slået nogle af mine medmennesker ihjel i krig

[Illustrationer på side 24]

Som instruktør (øverst) og i marinekorpset i Vietnam (til venstre)

[Illustration på side 25]

Mine kvæstelser indbragte mig en tapperhedsmedalje, men de var ikke alvorlige nok til at få mig til at holde op med at kæmpe

[Illustration på side 26]

Christine og jeg har brugt de 36 år vi har været gift, til at hjælpe andre til at lære Bibelen at kende