Er du stresset?
Er du stresset?
I HELE verden er konflikten mellem arbejde og familieliv et omdiskuteret emne. Som der siges et sted: ’Globaliseringen, den nye teknologi og den hårdt pressede økonomi, der er betinget af at folk arbejder i døgndrift, har udvisket det traditionelle skel mellem hjemmet og arbejdet.’ Disse forandringer har skabt en velfærd uden fortilfælde. Denne fremgang har dog haft sine omkostninger. Forfatteren John de Graaf udtrykker det på denne måde: „Millioner af os er overanstrengte, overbebyrdede og ophængte. Ja, vi er rent ud sagt stressede.“
Og læg dertil den demoraliserende virkning som den seneste økonomiske tilbagegang har haft. Verden over har ansatte, både funktionærer og fabriksarbejdere, mistet deres arbejde og deres hjem. De ville sikkert ønske at de havde et arbejde, selvom det var hårdt.
Lad os se på problemets omfang:
▶ Seks ud af 10 europæiske arbejdere lider af arbejdsrelateret stress.
▶ Én ud af 3 ansatte i USA føler sig kronisk overbebyrdede
▶ Mere end 2 ud af 3 canadiere synes det er svært at finde balancen mellem familieliv og arbejde.
▶ Man anslår at over 600 millioner arbejdere, eller 22 procent af den globale arbejdsstyrke, bruger mere end 48 timer om ugen på jobbet.
Disse tal afspejler en enorm menneskelig tragedie. Nogle undersøgelser kæder lange og skiftende arbejdstider sammen med dårligt helbred, anstrengte parforhold, forældresvigt, separation og skilsmisse.
Hvad med dig? Arbejder du for meget? Eller er du blandt de millioner der for øjeblikket står uden arbejde? Ville du ønske at der var mere balance mellem dit arbejde og dit familieliv? Hvis ja, hvordan kan du så finde den?
[Ramme/illustration på side 3]
DOBBELTARBEJDE
„Når jeg kommer hjem,“ siger en kvindelig ansat, „skal jeg lave aftensmad, gøre rent, vaske tøj, hente børnene, hjælpe med deres lektier og sørge for at de kommer i bad og bliver lagt i seng. Og så er jeg dødtræt.“ Millioner af verdens omkring 1,2 milliarder arbejdende kvinder må klare dette udmattende dobbeltarbejde, ligesom det er tilfældet med mange mænd. Men undersøgelser har vist at nogle mænd nægter at udføre husligt arbejde. Kvinderne tager typisk hele slæbet, hvad enten de er udearbejdende eller ej.