Fra SS-officer til tjener for den sande Gud

FORTALT AF GOTTLIEB BERNHARDT

Jeg var officer i det tyske SS, Hitlers elitekorps, på borgen Wewelsburg. I april 1945 blev jeg beordret til at henrette nogle fanger i en nærliggende koncentrationslejr. De var Jehovas Vidner. SS krævede ubetinget lydighed. Det satte mig i et moralsk dilemma. I det følgende vil jeg forklare nærmere.

JEG er født i 1922 i en tysk landsby i nærheden af Rhinen. Området var stærkt romerskkatolsk, men vores familie tilhørte en pietistisk gruppe, en religiøs bevægelse der opstod i det 17. århundrede. I 1933, da jeg var 11 år, kom Hitler til magten i Tyskland. Nogle få år senere blev jeg udvalgt til at gå på et akademi i nærheden af Marienburg, nu Malbork, i Polen, fordi jeg udmærkede mig bogligt og sportsligt. Dér, flere hundrede kilometer hjemmefra, blev jeg opslugt af den nationalsocialistiske, eller nazistiske, ideologi. Eleverne blev undervist i æresbegreber som flid, loyalitet, lydighed, pligtfølelse og en ærbødig respekt for den tyske arv.

Anden Verdenskrig og SS

Da den anden verdenskrig brød ud i 1939, blev jeg indrulleret i Leibstandarte SS Adolf Hitler, en eliteenhed under Hitlers personlige kommando. Denne enhed forsynede regeringsembedsmænd med livvagter, og den blev også brugt i særlige militæroperationer. Jeg var vidne til kamphandlinger i Belgien, Frankrig, Holland, Rumænien, Bulgarien og Grækenland. Mens jeg var i Bulgarien, overværede jeg en gudstjeneste som en feltpræst forrettede. Jeg tænkte ved mig selv: ’Afholder fjenden også de samme slags gudstjenester? Velsigner Gud krige? Vælger han side?’

På et senere tidspunkt blev jeg udvalgt til at gå på Junkerschule, hvor unge mænd blev uddannet til at beklæde høje stillinger inden for militæret. Derefter blev jeg tilknyttet en enhed der bevogtede hovedkvarteret for ’Das Reich’ i Berlin. Der var jeg engang vidne til at Hitler råbte efter en højtstående politiker i fuld offentlighed. ’Det var en skammelig opførsel,’ tænkte jeg, men turde ikke sige det højt.

I Berlin mødte jeg Inge, som også arbejdede ved hovedkvarteret. Kort tid før vi skulle giftes, blev min enhed pludselig fløjet til den russiske front — og dét uden ordentligt vintertøj! Vi soldater var forfærdede, for i vinteren 1941/1942 faldt temperaturen til under minus 30 grader. Ved den russiske front blev jeg dekoreret med mit andet jernkors. Senere blev jeg,  efter at være blevet alvorligt såret, fløjet tilbage til Tyskland. Inge og jeg blev gift i 1943.

Jeg blev derefter stationeret ved Hitlers hovedkvarter i Obersalzberg i De Bayerske Alper. Heinrich Himmler, lederen af SS, var også til stede. Han sørgede for at hans personlige massør og læge, Felix Kersten, behandlede mig. Nogen tid senere fandt jeg ud af at Kersten ejede et gods, der blev kaldt Hartzwalde, i nærheden af Berlin. Hen mod slutningen af krigen bad han Himmler om at give Jehovas Vidner fra en nærliggende koncentrationslejr lov til at arbejde på sit gods. Det indvilligede Himmler i, og Kersten behandlede Vidnerne med respekt. Et Jehovas vidne som arbejdede for Kersten i Sverige, lagde altid et eksemplar af Vagttårnet i Kerstens kuffert til sine trosfæller i Tyskland. *

Jeg stifter bekendtskab med Jehovas Vidner

I slutningen af 1944 udnævnte Himmler mig til personlig adjudant for den SS-general der var øverstbefalende på Wewelsburg, en 400 år gammel fæstning tæt ved byen Paderborn. Himmler havde planer om at gøre Wewelsburg til et kultsted for SS. I nærheden af fæstningen lå der en mindre koncentrationslejr kaldet Niederhagen som husede en særlig gruppe fanger — Jehovas Vidner, der dengang blev kaldt Bibelstudenterne.

En fange ved navn Ernst Specht kom flere gange og behandlede mine læsioner. Han sagde altid: „Godmorgen, hr.“

„Hvorfor siger De ikke ’Heil Hitler’?“ krævede jeg at få at vide.

Som svar spurgte han taktfuldt: „Er De opvokset som kristen?“

„Ja,“ sagde jeg, „jeg har fået en pietistisk opdragelse.“

„Så ved De også,“ fortsatte han, „at Bibelen siger at der kun er frelse (heil) gennem én person, Jesus Kristus. Det er derfor jeg ikke kan sige ’Heil Hitler’.“

Forbløffet spurgte jeg: „Hvorfor er De her egentlig?“

„Jeg er bibelstudent,“ svarede han.

Samtalerne med Ernst Specht og et andet Jehovas vidne, Erich Nikolaizig, der arbejdede som frisør, gjorde et dybt indtryk på mig. Det var dog forbudt at føre sådanne samtaler, og min øverstkommanderende befalede at de skulle ophøre. Ikke desto mindre var jeg af den mening at hvis alle i Tyskland, et såkaldt kristent land med millioner af kirkegængere,  havde gjort som Jehovas Vidner, ville der slet ikke have været nogen krig. ’Man burde beundre dem, og ikke forfølge dem,’ tænkte jeg.

Omkring det tidspunkt ringede en fortvivlet enke og bad om at få sin søn, der havde akut brug for at få blindtarmen fjernet, transporteret til et sygehus. Jeg gav straks ordre derom, men ordren blev tilbagekaldt af min øverstkommanderende. Grunden var at enkens mand var blevet henrettet fordi han var medlem af en gruppe der havde forsøgt at snigmyrde Hitler i juli 1944. Drengen døde, og jeg kunne intet gøre. Selv i dag plager denne hændelse min samvittighed.

Selvom jeg kun var først i tyverne, begyndte jeg at se livet som det virkelig var — og ikke som det blev fremstillet gennem nazisternes propaganda. Samtidig voksede min beundring for Jehovas Vidner og deres lære. Dette førte til gengæld til at jeg måtte træffe den mest dramatiske beslutning i mit liv.

I april 1945 nærmede de allierede styrker sig, og min overordnede flygtede fra Wewelsburg. Derpå ankom en enhed med ordre fra Himmler om at fæstningen skulle ødelægges og fangerne dræbes. Kommandanten der førte tilsyn med den nærliggende koncentrationslejr, gav mig en liste over de fanger som skulle henrettes — de var alle Jehovas Vidner. Hvorfor skulle de det? De vidste angiveligt hvor de kunstskatte som Det Tredje Rige havde plyndret, lå gemt. Disse kunstværker var øjensynlig blevet skjult i nogle af bygningerne. Denne hemmelighed måtte ikke slippe ud! Hvad skulle jeg stille op med ordren om at henrette fangerne?

Jeg henvendte mig til lejrkommandanten og sagde: „De amerikanske tropper er på vej. Tror De ikke at De og Deres mænd gør klogt i at forlade stedet?“ Der skulle ikke meget overtalelse til! Derefter gjorde jeg noget der var utænkeligt for en SS-officer — jeg trodsede en ordre, og Vidnerne fik lov at leve.

En ære at blive kaldt deres broder

Efter krigen kontaktede Inge og jeg Jehovas Vidner og begyndte for alvor at studere Bibelen. Vi fik hjælp af en kvinde ved navn Auguste og flere andre der var Jehovas Vidner. De skader jeg havde pådraget mig under krigen, samt den svære efterkrigstid, gjorde livet hårdt. Alligevel indviede vi os til Jehova og blev døbt — jeg i 1948, og Inge i 1949.

I 1950’erne tog adskillige Jehovas Vidner der havde været på Wewelsburg, tilbage dertil for at blive genforenet. Blandt dem var Ernst Specht, Erich Nikolaizig og en anden trofast fange, Max Hollweg. Jeg betragter det som en stor ære at blive kaldt deres broder, for disse modige, gudfrygtige mænd havde sat deres liv på spil for at forkynde for mig. Ved dette gensyn var også Martha Niemann til stede; hun havde arbejdet som sekretær på Wewelsburg. Jehovas Vidners opførsel havde også gjort et stort indtryk på hende, og hun var blevet en indviet tjener for Jehova.

Når jeg ser tilbage på de forgangne år, står det klart og tydeligt for mig at „hele verden ligger i [Satan Djævelens] magt“ — noget jeg ikke forstod som en naiv og idealistisk ung mand. (1 Johannes 5:19) Der er også umådelig stor forskel på at tjene tyranniske regimer, som Hitlers, og at tjene Jehova. De tyranniske regimer kræver blind lydighed, hvorimod Jehova ønsker at vi skal tjene ham af kærlighed der bygger på nøjagtig kundskab om hans personlighed og hensigt som den åbenbares i Bibelen. (Lukas 10:27; Johannes 17:3) Ja, det er Jehova jeg vil tjene så længe jeg lever.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

Vores bryllupsbillede fra februar 1943

[Illustration på side 19]

Wewelsburg skulle være et kultsted for SS

[Illustration på side 20]

Med min kone, Inge, i dag