Automatisk navigation

DU VED sikkert hvor svært det kan være at finde vej i en ukendt by. Men hvordan kan en navigatør på et skib finde vej på åbent hav? Det hjælper ham ikke at han har et kompas, hvis han ikke kender sin position. Først da man i 1730’erne havde opfundet sekstanten og skibskronometeret, kunne navigatørerne bestemme deres nøjagtige position og afmærke deres rute på et kort — hver gang krævede det timers udregning at finde positionen.

I dag bruger bilister i mange lande relativt billige navigationssystemer der er tilknyttet gps (Global Positioning System). Du indtaster blot adressen på bestemmelsesstedet og kan så se din nøjagtige position på skærmen. Derefter bliver du ledet hen hvor du ønsker. Hvordan virker det?

Gps-modtagere er afhængige af cirka 30 satellitter som hver især udsender signaler der viser satellitternes position og tiden med en nøjagtighed på under en milliardtedel sekund. Når din modtager har fået kontakt med nogle få satellitter, udregner den præcist hvor lang tid det tager for signalet at komme fra satellitten til modtageren. Med denne oplysning kan den bestemme din position. Det er svært at forestille sig de matematiske udregningers kompleksitet. På nogle få sekunder beregner den afstandene til tre satellitter som alle befinder sig tusinder af kilometer borte, og som bevæger sig i forskellige retninger med mange kilometer i sekundet.

Professorerne Bradford Parkinson og Ivan Getting opfandt i begyndelsen af 1960’erne gps-systemet. Det blev oprindelig udviklet til militær anvendelse, men blev senere gjort tilgængeligt for offentligheden og blev fuldt ud funktionsdygtigt i 1996. En gps-modtager er et computerteknologisk under, men var den det første automatiske navigationsudstyr?

[Illustration på side 8]

Klode: Efter et NASA-foto