Naturen havde det først

„Øret der hører og øjet der ser — Jehova har frembragt dem begge.“ — Ordsprogene 20:12.

ØJNENE er som små fjernsynskameraer. De omdanner billeder til elektriske signaler og transmitterer disse signaler gennem synsnerven til den bagerste del af hjernen, hvor den egentlige synsopfattelse finder sted.

Øjet er et vidunder i miniature — det er kun 2,4 centimeter i diameter og vejer godt 7 gram — og er mesterligt udformet. For eksempel indeholder øjet adskilte systemer der kan opfatte henholdsvis dæmpet lys og stærkt lys. Det bevirker at øjnene, efter at man har opholdt sig i et mørkt rum i 30 minutter, bliver 10.000 gange mere lysfølsomme.

Hvad er det der i normalt lys giver et klart billede? Øjet indeholder over 100 gange flere lysfølsomme celler end de fleste videokameraer har i form af pixels. En stor del af disse celler er samlet i en lille fordybning kaldet fovea i den gule plet i midten af nethinden, der er sæde for det skarpeste syn. Eftersom man flytter blikket adskillige gange i sekundet, får man det indtryk at hele synsfeltet er skarpt. Bemærkelsesværdigt nok er øjets fovea på størrelse med det punktum der slutter denne sætning.

Elektriske signaler fra de lysfølsomme celler overføres fra den ene nervecelle til den anden frem til synsnerven. Men nervecellerne fører ikke blot signalerne videre. De behandler dem ved at fremhæve meget vigtige informationer og undertrykke unødvendige detaljer.

Hjernens synsbark er som en avanceret videomodtager. Den gør billederne skarpere ved at fremhæve konturerne og sammenligne signalerne fra de sanseceller der er knyttet til opfattelsen af grundfarverne, så man kan skelne mellem millioner af farver. Hjernen sammenligner også de bittesmå forskelle der er mellem hvad de to øjne ser, så man kan fornemme afstande.

Tænk engang over hvordan øjnene på afstand scanner ansigterne i en gruppe og sender elektroniske impulser til hjernen, som derefter omdanner signalerne til tydelige billeder. Det er også imponerende at tænke på at ansigternes fine detaljer bliver sammenlignet med dem der er lagret i hukommelsen, så man på et øjeblik kan genkende en ven. Er det ikke en proces der indgyder ærefrygt?

[Illustration på side 7]

Øjnenes behandling af information vidner om at de er genialt udformet